Kom med og skriv

Jeg skrev i årevis selvbiografiske klummer for etablerede medier og har udgivet meget personlige bøger.

“Fun Fearless Female”, kaldte Cosmopolitan mig i en nominering til prisen af det navn.

Jeg er dog alt andet end frygtløs, men det er som om, at når jeg skriver, så giver jeg slip på at gemme mig, og der møder jeg mig selv.

Tidligere var jeg virkelig god til at skrive udenom det, der faktisk var på spil, sådan noget med at forklare tingene pænt, analysere dem lidt på afstand og få det til at lyde klogt, uden at jeg egentlig mærkede så meget imens.

Men jeg fandt ud af, at det først er, når jeg skriver det, jeg næsten ikke gider skrive, at der sker noget.

Det, der lidt rodede, lidt for ærlige, lidt upraktiske sted, hvor man ikke helt ved, hvad man er i gang med, og hvor man undervejs tænker “ej, det her giver jo ingen mening” og så alligevel, på en eller anden måde, falder der noget på plads bagefter.

Hvor jeg kan trække vejret lidt mere frit, og der er ro på alle tankerne og de indre stemmer for en stund.

Hvis du har en fornemmelse af at dit hoved aldrig rigtig holder fri, og at du både kan tænke hurtigt, dybt og alt for meget på én gang, så ved du måske, hvordan det føles.

Skrivning kan give det et sted at lande.

Det vil jeg gerne hjælpe dig til.

Vi skriver vores liv

Når jeg faciliterer skrivning, så handler det ikke om at skrive flot. Vi skriver personlige historier fra vores liv.

Små bidder. Situationer. Øjeblikke.

Det, der faktisk er sket – og det, der stadig lever i os.

Vi indhenter os selv og stopper lige op midt i alt det, der ellers bare kører, og får taget de samtaler med os selv, som vi normalt overhører, fordi vi lige skal noget andet, scroller videre eller distraherer os selv en lille smule mere.

Der begynder vi at få øje på de historier, vi har fortalt os selv i årevis, som måske ikke længere passer.

De steder, hvor vi tror, vi er alene eller forkerte, men ikke er det - og aldrig var det.

Og de ting, vi pludselig kan se med lidt mere mildhed eller endda grine af.

Hvis du har lyttet til Skab DIG og tænkt “det der er genkendeligt”, så er det her egentlig bare en invitation til at være med og få dine fortællinger ned på papiret.

Det her handler ikke om at kunne skrive, men om at kunne være i det, der er – også når det er lidt rodet, lidt usammenhængende og ikke lige passer ind i en pæn struktur.

At skrive nonstop på tid på små øvelser uden censur.

Når vi skriver sammen, sker der noget særligt.

Og så begynder ordene og fortællingerne faktisk at komme.

Jeg guider dig hele vejen med små, konkrete øvelser, så du ikke sidder og stirrer på et tomt papir og overvejer at tjekke din telefon i stedet.

Holder rummet, så det føles trygt at være i og minder dig om, at det ikke skal være perfekt.

Noget vil ud. En historie. En følelse.

Noget, du ikke helt har fået sagt – heller ikke til dig selv.

Eller noget, du faktisk er klar til at give slip på, selvom du ikke lige havde planlagt, at det skulle ske en torsdag på tre timer i København.

Kom som du har det

Det praktiske

Kun 7 pladser.

Skriv dine neurodivergente historier.

23. april

kl. 11.45-15

Life Lounge, København

Pris: 399 kr. + moms

Snup din plads

Kh Charlote

Ps. Jeg går også og mærker ind i, om jeg skal lave en fast gruppe for sendiagnoticerede, hvor vi kan mødes løbende og skrive os ind i det liv, vi faktisk står i, i stedet for hele tiden at prøve at regne det ud oppe i hovedet. Hvis du er med den dag, får du mulighed for at komme med før alle andre.

Kender du det, at noget koster meget energi for dig?

Det kan være familie-komsammen, en reception, et forældremøde, dine børns konkurrencedage i en hal …

Som ung dulmede jeg efter og under sociale arrangementer. Senere konkluderede jeg: De ting skal jeg nok bare lade helt være med.

Hvis man bliver helt flad bagefter, må det være dårligt for en, tænkte jeg.

Det viste sig så bare ikke at være rigtigt.

Og jeg kunne mærke, at noget manglede, når jeg skar de ting ud af mit liv.

Noget kan faktisk godt være helt rigtigt – og stadig koste på energikontoen.

Energien - og manglen på samme

Jeg har på en måde indrettet mit arbejdsliv, som mange neurodivergente nok har brug for, til at kunne flekse mellem dage, hvor den høje udadvendte energi raser og de dage, hvor den indadvendte og refleksive energi hersker.

Jeg underviser mest online fra mit eget hjem.

Mine fysiske undervisningsdage eller podcast arbejdsdage med kursister og interviews ligger spredt ud, da jeg ved, at de tager energi.

Jeg nyder dem virkelig, og det giver så meget liv og tanker og inspiration, men der skal helst være stille i min kalender og opgaver dagen før og efter.

Det betyder: Ingen møder eller telefonsamtaler dagen efter.

Bare mig i nattøj der redigerer lydfiler og finpudser tekster.

Jeg glemte bare lige denne regel igår i privaten.

Nedsmeltningernes dag

Tirsdag havde jeg første undervisningsdag på hold 1 af Skrivefacilitator-uddannelsen. Elsker alt ved det og havde glædet mig som en tosse, og de 6 kursister var for vilde.

Alle havde de noget på hjerte og en længsel efter at skabe meningsfulde fællesskaber og at bruge skriften som en måde at finde sin stemme, frisætte sig fra andres narrativer og skabe resonans.

Gik derfra så glad.

Nej mere end det, jeg var høj. Jeg skal da bare undervise hver dag, tænkte jeg.

Det her er livet.

Dagen efter kom crashet, og jeg havde ryddet kalenderen og lod være med at svare på telefonopkald. Redigerede podcasts. Landede.

Men efter dagens opgaver, skulle min datter til behandler for noget svimmelhed i Indre By. Vi tog det offentlige. På vej hjem overtalte hun mig til en tur i Fields, fordi hun MÅTTE have en stressbold. Ikke i morgen. Nu. Jeg overhørte mit indre nej.

Vi stod i kø.

Jeg skulle direkte med tre drenge til parkour. Tidsplanen skred, og jeg kunne mærke den der velkendte sitren, hvor alt begynder at irritere mig en lille smule for meget.

Damen, der skulle spørge om alt ved kassen og have alt pakket seperat ind af en meget fumlende medarbejder, der tog sig tid til at svare på en sms under opgaven.

Så hørte jeg ellers min mund sige upædagogiske ting højt og bebrejde mig selv, at jeg ikke sagde fra til denne mission.

Overstimulering på betaling

Med blodsmag i munden fik jeg hentet min søn og hans to venner og cyklet dem til parkour i JumpYard - stedet hvor man betaler for at blive overstimuleret.

Neonlys. Høj musik. Børn der hviner (af begejstring). En stemme der hver 15. minut fortæller om regler for at hoppe og sikkerhed og indkalder folk i højtaleren.

Jeg prøvede at ligne et menneske, der havde det fint, og skældte mig selv ud over min uro på indersiden. Slap nu af, træk vejret, roooo på.

Jeg rørte mig hele tiden nervøst i ansigtet og kunne ikke dulme med at doom scrolle, da min mobil var gået ud. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på at lade den op? Nu havde jeg ansvaret for andres børn, hvad hvis der skete dem noget? Så stod jeg der uden telefon og bil. Hvilken slags voksen var jeg overhovedet?

Hjemme igen var min datter kommet til skade i haven.

Hun fik ikke et kram, men mig i version 3.0: kort lunte og nul overskud.

Det er ikke mit stolteste øjeblik.

Åndssvag hvalp – og mor

Sen aftensmad, tomt køleskab.

For frisk og understimuleret hvalp, der hoppede op og prøvede at hapse maden.

En gang. To gange. Tre.

Og så røg den sidste rest af pædagogik.

Jeg råbte, og hunden gøede tilbage, hvilket ærlig talt var fair.

Og jeg udbrød, at jeg fortrød, at vi havde købt hende - foran min søn.

Hans ansigt.

Der fik jeg lyst til at stikke den stressbold langt ned i min egen kæft.

Faciliteringstømmermænd

Jeg var ved at gå i seng med ondt i maven, mens Gerda (min indre dommer) havde en fest over at nævne alle dagens fejltrin.

Jeg greb min notesbog og havde en samtale med mig selv fra et bedre sted.

Langsomt blev Gerda stille, og jeg forstod, hvad det handlede om:

“Du lavede for meget efter en intens dag, Charlotte.”

Nå ja.

Jeg elsker at undervise, men fysisk undervisning er ikke bare “en dag på arbejde”.

Det er alle stemningerne.

Tanker om, hvorvidt jeg gjorde det godt nok.

Det sætter sig.

Det er faciliteringstømmermænd.

Du kan høre mere om Faciliteringstommermænd her i en episode, jeg har lavet tidligere med organisationspsykolog Nina Tora Jensen:

En øvelse hele livet?

Før i tiden havde jeg nedsmeltninger hele tiden.

Nu er de sjældne, så når de kommer, føles det uventet og frustrerende.

Som om jeg burde være færdig med det. At jeg er på next level.

Det er jeg ikke.

Min energi er ikke noget, jeg fikser én gang. Den skal passes bevidst.

Det betyder ikke, at jeg skal isolere mig fra verden, men at jeg selvkærligt skal vide, hvad der kræver opladning før og efter.

Ellers står jeg i et køkken og råber af en hund og kommer til at sige noget, mine børn ikke skulle have hørt.

At såre mine nærmeste er faktisk det sidste, jeg ønsker, og det sætter gang i den indre skam-hammer.

Kender du det med at det får konsekvenser, hvis du ikke lytter til dit behov for restitution?

Kh Charlotte

Ps. Du er velkommen på hold 2 af Skrivefacilitator Uddannelsen, som begynder til april og er den sidste til intropris (3 pladser tilbage).

Jeg deler Bare Skriv-metoden og er åben også om sådan noget som det her, da vi sådan bliver bedre til at støtte andre, når vi lige får hjulpet os selv.

Jeg mestrer det ikke altid selv, og sådan er det også at være menneske. Men så er det godt at have en gruppe, hvor vi kan dele de her ting og lægge en strategi, så vi ikke holder os selv tilbage - eller imploderer/eksploderer på bagkant.

Her er også vores episode om, hvordan man håndterer Faciliteringstømmermænd. Det er vist noget, jeg lige har brug for at genlytte til i dag.

Den her episode af Skab DIG opstod helt spontant.

Jeg havde ikke overskud til at invitere gæster hjem eller koordinere interviews, så jeg sendte en mail ud i fredags med en åben invitation. Jeg vidste ikke, om der ville komme nogen. Lis og Tinna kom.

Det blev den fineste samtale om neurodiversitet og julen. Om alt det, der kan være hyggeligt, og alt det, der kan være for meget.

Vi er heller ikke bange for at pege på, hvor vi selv jokker i spinaten eller kræver det umulige (ala - du skal give mig, hvad jeg ønsker mig - uden jeg behøver at sige, hvad det er, fordi jeg ikke altid ved det - men jeg ved, når det IKKE er dét).

Den falske begejstring

Jeg fortæller fx om engang, jeg kom til at fake, at jeg kunne lide wienerbrød, og derfor følte mig nødsaget til at spise wienerbrød hver tredje uge i to år.

Det er livet for kort til, har jeg lært. Og det er ikke kærligt over for nogen, men nu er jeg måske for tydelig.

Min mand tør i hvert fald ikke give mig en julegave, efter han gav mig en Airfryer i fødselsdagsgave for nogle måneder siden.

En alt for dyr gave og helt ved siden af til en, der ikke kan lide at lave mad.

Vi taler blandt andet om:

✔️ At opdage ADHD, autisme og andre neurodivergente træk sent i livet, og hvordan diagnoser kan give mening bagud og åbne for selvtilgivelse og af-maskering.

✔️ Hvordan det at være højtfungerende ofte betyder at tage sig sammen – ikke nødvendigvis at trives.

✔️ Julen som sansebombardement: lyde, stemninger, forventninger og socialt overarbejde. Hvem har sagt, at det var en god ide, at man skal overvåges, når man åbner gaver?

✔️ Vi taler mere om gaver, ønskelister, Ønskeskyen og følelsen af at blive set – eller helt misforstået. Og om hvor meget kærlighed, skam, forventning og misforståelse der kan ligge i noget så simpelt som en gave.

✔️ Det sunde i at reagerer fremfor at maskere.

Kom med

Til sidst deler vi hver især én ting, vi tager med os fra samtalen og én tilladelse, vi gerne vil give os selv denne jul.

Hvis du vil med næste gang, jeg inviterer spontant til en delingsbar, så hold øje med denne mail.

Jeg kan ikke fortælle, hvornår næste invitation kommer. Sådan er formen og mit behov. Men det gør det også legende, levende og sjovt - og noget vi ikke har tid til at overtænke.

Kh. Charlotte

Ok, nu gør jeg noget vildt. Inviterer dig spontant til en Podcast fredagsbar.

I dag!

Jeg kunne også godt tænke mig at slutte dagen af med at have optaget en episode til Skab DIG. Men har ikke lyst til at sidde alene og snakke.

Så har du en mikrofon (det gør lyden meget bedre), og er du frisk på at deltage i en snak om julen, så er du hermed inviteret til kl 13. (Log på senest 12.55, jeg åbner fra 12.45, hvis du lige vil have hjælp til mikrofon og se, om det virker)

Måske kommer jeg til at sidde alene.

Måske det bare bliver os to.

Måske kommer der flere. (Velkommer kreativt kaos)

Jeg kommer desværre ikke til at svare på mails op til, da jeg har en travl dag, men er du i tvivl - så kom. Så jeg ikke sidder alene.

Jeg bruger ikke videoen til noget, selvom vi kommer til at kunne se hinanden. Kun lyden.

Du skal bare tænke over:

Jeg skal nok facilitere samtalen og selv byde ind også. Men du kan overveje:

Kort faktuelt: Dit navn og alder (du bestemmer selv om efternavnet skal med). Hvornår opdagede du din adhd? (uanset om du har papir på det eller ej). Hvad betyder denne viden for dig?

Hvad er du optaget af lige nu? (En kort delingsrunde og status)

Hvis du husker: Et minde fra en barndoms jul, hvor neurodiversitet måske var på spil (som den engagerede bedstefar julemand, der lige gik skridtet videre - her taler jeg af erfaring. Eller moren, der kom til at bytte rundt på gavekortene, fordi hun nok så en spændende tv-serie under indpakningen - så den 11 årige fik vinbogen til morfar osv.).

Hvordan er julen og december for dig som den ‘voksne’ - evt med børn?

Gerne en kort historie/eksempel fra din hverdag.

Afslutning: Jeg opsummerer, og vi deler, hvad vi tager med os i en sætning.

Det praktiske:

✔️ Sørg for din computer er tilknyttet strøm

✔️ Luk dine (1000) browsers for bedst internet

✔️ Sid i et rum alene med lukket dør

✔️ Log på via Chromebrowser over computer (Safari dur ikke)

✔️ Du skal ikke downloade noget

✔️ Log på senest 12.55, jeg sidder klar fra 12.45. Jeg er ikke så god til fokus, hvis man logger på løbende i løbet af time.

✔️ Kl 13-14 (Jeg lover at slutte senest kl 14 - men det kan være vi slutter meget før, hvis vi ikke har så mange ord, eller jeg sidder alene)

Link som deltager: https://riverside.com/studio/skab-dig---jul?t=6a77a43dbdecebd676ce

Som sagt, jeg bruger kun lyden, selvom vi kan se hinanden på video.

Håber du vil være med. Det skal ikke være perfekt. Kom som du har det. Er du i tvivl, om du har noget klogt, godt, sjovt, unikt at sige? Om du har tid? Join the club.

Kh Charlotte

Jeg tager hul på en juleudgave af min podcast Skab DIG.

I dagens episode anbefaler jeg Majbritte Ulrikkeholms nye bog ‘Når iskrystallen smelter - en magisk fortælling om at forsone sig med sit liv og hente sin kraft hjem’.

Jeg læser en historie op fra kapitlet ‘Sangen fra hjertet’. Historien handler om en ældre mand, der overkommer livslang skam for at synge igen og finde fred.

Hør også om mit livtag med samme.

Det er ikke en decideret julehistorie, men alligevel er det passende i denne tid at tale om fællesskaber, hvor vi gemmer os væk eller folder os ud.

Majbritte har i øvrigt skrevet denne julesang: Vi må gerne græde selvom det er jul

Hav en dejlig dag og december med plads til både tårer og latter.

Du kan dine personlige julehistorier, spørgsmål eller digte i december til podcasten ved at skrive til mig på charlotte@bareskriv.dk

Kh Charlotte

Læs også:

Varm anbefaling:
Majbritte Ulrikkeholms bog

Har du hørt om den store undersøgelse fra Københavns Universitet, der viser, at 97 procent af de adspurgte kvinder har alvorlige gener på grund af overgangsalderen?

Og at det starter lang tid før, at menstruationen bliver uregelmæssig.

Det kommer næppe som en overraskelse for os ramte, men det er SÅ rart med empiri bag og fokus på denne problematik - der sker for over halvdelen af verdens befolkning.

Når perimenopausen sætter gang i udredningen

Jeg er 48 år og ingen undtagelse. Måske var det endda perimonopausens kuk i hormonerne, der gjorde, at jeg søgte udredning for ADHD i første omgang.

Perimenopause er overgangsperioden før den traditionelle overgangsalder, der kan vare i alt fra et par måneder til over ti år.

Faktisk tænkte jeg ikke, at jeg var i den fase, da min menses er helt regelmæssig. Men min mand studerede perimenopause symptomer og sagde, at det var totalt det, han oplevede med mig.

Kortere lunte, dårligere søvn, mindre drive, mere hjernetåge osv.

Den lange vej til hurtig hjælp

Min praktiserende læge forslog bare en hormonspiral, som jeg ikke havde lyst til, og som nogle gange skader mere, end den gavner.

Manden hjalp mig til at booke en tid privat for at få en blodprøve. Det hjalp ikke det store og var spild af tid, da det altid er et øjebliksbillede, og de ikke havde praktisk opfølgning.

Så fik han en ny tid et andet sted, da jeg ikke selv kunne overskue at ringe rundt og sidde overfor endnu en speciallæge.

Noget modvilligt tog jeg afsted til speciallæge i gynækologi og intern medicin Marie Foegh, men blev positivt overrasket, og tårene løb af genkendelse ned ad mine kinder, da jeg talte med hende, og mine symptomer blev valideret og normaliseret.

Jeg gik derfra med en recept. Kunne det virkelig være så let?

At blive hørt, forstået og taget alvorligt. Bare sådan.

Overgangsalder-hammeren for neurodivergente

I podcasten fortæller jeg lidt om, hvad det har gjort for mig at tage bioidentiske hormoner. Der er tale om 100 mg Utrogestan i pilleform hver aften og et Vivelle Dot plaster på 75 mg to gange om ugen.

Det gjorde faktisk, at jeg helt har droppet min ADHD-medicin for nu.

Og nej, det betyder ikke, at jeg ikke har ADHD. Det er bare en mildere behandling, der hjælper på en naturlig måde, som virkelig gavner mig og mit nervesystem.

Marie Foegh fortalte også, at overgangsalderen ofte rammer os neurodivergente endnu hårdere, og derfor mange af os sendiagnosticerede kvinder søger udredning, for nu falder det hele for alvor sammen for os.

Men sådan behøver det ikke at være. Der er hjælp.

Mit håb

Jeg håber virkelig, at den nyere forskning kan klæde de praktiserende læger på, så det ikke kun er folk med penge og ressourcer, der får hjælp.

Det er under al kritik, at vi kvinder er blevet overset, og menopausens effekt på vores arbejdsliv, familieliv og mentale tilstand er blevet undervurderet så længe.

Vi kvinder er blevet kaldt hysteriske eller skøre gennem tiden, og at vi bare skulle tage os sammen, for det “sker for alle kvinder, og noget man bare skal igennem”.

Det er også derfor, jeg deler min historie.

Hvad er dine erfaringer med (peri)menopause?

Kh Charlotte

Læs eller lyt også til disse gode kilder om kvinders (peri)menopause:

Huxi Bach interviewer speciallæge Marie Foegh (Charlottes læge ift overgangsalder) om overgangsalder:  

https://www.dr.dk/lyd/p1/ubegribeligt/ubegribeligt-2024/overgangsalderen-11162405407  

Menokind - Fb gruppe og vidensdeling mellem kvinder om perimeno - og menopausen:

https://www.facebook.com/groups/menokind 

Deres podcast:

Christina Bendix podcast om overgangsalder:

We can do hard things - fed og genkendelig episode med personlige historier

Journalist Annamette Fuhrmann, der er sendiagnosticeret med ADHD, skriver om overgangsalder på Instagram og turnerer med “Hedetouren”.

https://www.instagram.com/fuhrmannshedetur/

Emil Thorup interviewer speciallæge i gynækologi og obstetrik Dorthe Snejbjerg om overgangsaldereren hos kvinder:

Jeg fortæller lidt om min situation og grunden til min tavshed i podcast episoden her:

Og her et lille digt:

Jeg er blevet pårørende

Jeg

Er

Blevet

Pårørende

Det er helt uforståeligt

Som et mareridt

Jeg ikke kan vågne fra

Det er ikke min historie at fortælle

så jeg har været stille

Men det er også mit liv

Der er ramt

Uden at sige for meget

har jeg fået lov til at fortælle,

at jeg er blevet pårørende

Jeg føler mig

Ensom

Forvirret

Frustreret

Bange

Jeg er blevet en af dem

jeg selv interviewer:

En pårørende

Pludselig rammer deres sandhed mig

på en anden måde

Pårørende

Rørt på livet

Jeg har ingen ord

og jeg har alt for mange

Hvis du er ramt af sygdom

som pårørende eller på egen krop

så vid at …

intet kan forberede dig på det her

du ikke altid kan passe på dig selv

du ikke altid kan passe på andre

du har flere spørgsmål end svar

du gør dit bedste for at navigere i en ny virkelighed

det er ok, ikke at være ok

du ikke er alene

Måske en dag

jeg forstår det også

Kh. Charlotte

Ps. Jeg kan ikke give flere detaljer om min situation, så skriv ikke og spørg. Har bare brug for lige at starte med at dele min stemme igen ved at fortælle det, jeg har valgt at dele, her. Tak for at lytte og læse med.

Links:

Instagram profil:

https://www.instagram.com/skab.dig.med.adhd/

Udfordringen:

https://charlottehejehaase.simplero.com/page/672178

Få en podcast:

https://dinpodcast.dk/

Først hvis du oplever et deja-vue med netop denne mail, så er det ikke dig, den er gal med - men fordi, du også modtager mit Bare Skriv-nyhedsbrev, og der gik lidt kludder i udsendingen. (ADHD made me do it).

Jeg er udgivet forfatter, podcaster og selvstændig på 9. år.

Måske lyder det sejt, men jeg har stadig (mange) dage, hvor jeg er helt paralyseret og tvivler på mine ideer.

Som 46-årig opdagede jeg, at jeg har en neurodivergent hjerne, måske fordi at perimenopausen satte ind.

Goddag hjernetåge, udmattelse, distræthed, dårlig søvn og humørsvingninger.

Var jeg blevet teenager igen?

Pludselig virkede gamle mestringsstrategier ikke længere, og maskerne faldt – også de usynlige, jeg havde på, når jeg så mig selv i spejlet.

Det har været en mega svær og frustrerende, men også forløsende og frisættende periode.

Skrivning og deling

Kreativiteten og notesbogen har altid været mit puste- og refleksionsrum, så jeg vendte mig mod den.

I podcast og bøger har jeg altid brugt mig selv, så jeg tog lytterne med på min udredning i Skab DIG, samtidig med at jeg i ramme alvor sagde til psykiateren, at jeg ikke var risikovillig.

Min skrivning og deling hjalp mig meget. Jeg forstod, at jeg ikke var alene og gav slip på skam og skyld.

Nu omfavner jeg min neurodiversitet – hverken som forbandelse eller superpower, men som en del af at være menneske.

Kom med

Min hjerne kører enten som en Hyperfokus-Ferrari, hvor ideerne vælter frem, eller som Doven-Dorte, der næsten ikke orker at gå til køleskabet.

Derfor har jeg lært ikke at vente på inspiration eller energi, men at skabe sunde strategier, så jeg oplever færre flyvende crashes efterfulgt af dage med stilstand.

De sidste tre måneder af 2025, vil jeg gerne byde min kreativitet op til dans igen OG genstarte min forretning, der har været i dvale på grund af et udfordrende år.

Der er så mange ting, jeg vil have rykket på.

20 minutter

Min bedste strategi er at afgrænse mine sprints. Både for at stoppe mig i at brænde sammen og for at få mig igang.

Et vist antal minutter ad gangen, hvor man arbejder på det, der kalder.

Det er dét, 20 minutters Udfordringen handler om.

Og jeg har brug for dig som skrivefælle og kollega de næste tre måneder, så vi kan støtte hinanden i at få handlet.

Uanset dine individuelle farver, hjerne og hjerte vil jeg gerne invitere dig med til Udfordringen i oktober, november og december.

Vi skal undersøge, hvordan vi skaber bedst, og hvordan vi har hele os med og skaber et selvkærligt flow, når vi skriver frit eller arbejder på et projekt.

Læs mere om forløbet her: https://charlottehejehaase.simplero.com/page/672178

Måske du tænker…

👉 Hvad hvis jeg ikke kan skabe 20 minutter hver dag?

Der er intet fravær.

Du kan hoppe på de dage, du har tid – bare nogle få gange om ugen gør en forskel.

Du kan også justere de 20 minutter til den tidsramme, der passer dig og din rytme.

👉 Hvad hvis jeg ikke føler mig kreativ nok?

Vi er alle kreative. Også du. Gør plads til den, så lokker vi den frem.

Mange finder helt nye sider af sig selv, eller vækker noget, der har været i dvale, når man dedikerer sig til at invitere kreativiteten frem.

👉 Hvad hvis jeg ikke har et projekt lige nu?

Du kan følge de temaer, jeg har lavet som inspiration – afhængigt af om du er (eller drømmer om at blive) selvstændig, forfatter eller podcaster.

Eller du kan bruge tiden til alt muligt andet: skrive dagbog, rydde op i skabe, genstarte bogen, lave en salgsside eller tekster, der gør din podcast synlig.

👉 Hvad hvis jeg allerede har for travlt?

Netop derfor virker det. 20 minutter er overskueligt. Travle deltagere oplever ofte, at det bliver et frirum, hvor de tanker energi. Du kan gøre det, når det passer dig.

Jeg har selv to børn med alt for mange fritidsinteresser og tre bonusbørn og en mand - og sygdom i familien. Det er svært at finde tid til sig selv, men jeg ved også, at hvis jeg ikke gør det, bliver jeg lidt bitter Martyr Mor.

👉 Hvad hvis jeg ikke vil være med i et fællesskab?

Du kan være den stille type (nikker genkendende) på bagerste række — helt uden pres. Der er to online møder om måneden og en lukket gruppe, men du behøver ikke deltage. Gør hvad der støtter dig.

👉 Hvad hvis jeg ikke kan de præcise datoer i oktober, november og december?

Der er to valgfri Zoom-møder hver måned kl 9.30-10.30:

Første onsdag: Velkomst og intention – vi sætter måneden i gang og taler om temaer.

Sidste onsdag: Status og fejring – vi markerer, hvad du har nået, og sætter punktum på en god måned.

Du kan logge på hjemmefra eller fra mødelokalet. Mødet er lavet som et hyggeligt og motiverende boost. Men der er ingen mødepligt. I vores juli udfordring, var det meget få, der var med til online møderne.

Gør, hvad der støtter dig, og passer ind i din hverdag.

👉 Hvad hvis jeg ikke har mit præcise fødselstidspunkt til Human Design-bonussen?

Hvis du køber i september, får du en Human Design profil som bonus. Nogle har skrevet, at Rigsarkivet siger, at der kan være op på et års ventetid ift. at hjælpe med fødselstidspunkt.

Så sender du et cirka tidspunkt til mig - i samråd med forældre/søskende. (Når du får det specifikke tidspunkt, kan vi tjekke, om det ændrer noget.)

Human Design-profilen er bare en bonus – du tager det, der giver mening for dig.

👉 Hvad hvis jeg ikke har 699 kr + moms lige nu?

Så kan du betale i rater. Jeg vil hellere have dig med på rejsen, end at økonomien stopper dig.

Her er ratebetalingen.

Snup din plads

Det handler ikke om at gøre alt perfekt.

Det handler om at møde op i små ryk – og opdage, hvor meget der kan ske, når du giver dig selv 20 minutter.

Der er kun 10 pladser tilbage.

Jeg glæder mig til at have dig med – Ferrari-dage, Doven-Dorte-dage og alt derimellem.

Ja jeg vil med

Her er link til direkte køb af de tre måneder ved skrivebordet - alene sammen. Lad os rykke.

Jeg håber, at du vil være med. Kom som du har det. Alle hjerner og hjerter er velkomne.

Kærlig hilsen

Charlotte

Spørgsmål? Skriv til mig på messenger eller charlotte.heje.haase@gmail.com

“Mor må jeg ikke nok få en stressbold i skolen? Du skal bare købe en og skrive til læreren.”

“Jo da. Men hvorfor?”

“Så jeg bedre kan koncentrere mig, når det er kedeligt, og de siger noget, som jeg godt allerede ved, eller de bruger for mange ord på at forklare ting, og jeg begynder at tænke på noget andet.”

Min søn er 8 år og går i 2. klasse.

Han begyndte at spørge i sidste klasse, og jeg har simpelthen haft for travlt og glemt at rykke på hans ønske.

Eller har jeg?

Nervøs for at skille sig ud

I nat efter at han havde mindet mig om ønsket aftenen før, vågnede jeg pludselig med klarhed:

Jeg er måske inderst inde nervøs for, at han ville blive dømt som anderledes.

Neurodivergent.

What? Jeg som er stolt af min neurodivergens og har omfavnet den som det tredje ben, jeg altid har haft, men har gemt i de to bukseben til stor gene for min gangart.

I stedet for at anskaffe figursyede bukser og at gå stærkt med stolthed - og opdage, at der var andre med tre ben.

(Ok, sindssygt mærkelig metafor, men har du en skæv hjerne som jeg, så bærer du nok over med mig).

Min søn kunne gangestykker, før han startede i skole. Da de på et skolestartsmøde sagde, at de skulle lære at tælle til ti og skrive tallene, begyndte han at grine.

Han troede, at det var for sjov.

Nu griner han ikke mere.

Egentlig vildt at han har holdt så godt ud. Uden ekstra opgaver eller en stress/terapi-bold (som burde hedde en reguleringsbold).

Han får kun ros til skolehjem samtaler. Det eneste er, at han skal huske at tage sine mange jakker, vanter osv. med hjem.

Oh shit moment

Kunne jeg virkelig have et ønske om, at han ikke skiller sig ud? At han pakker sig selv væk og indordner sig, som jeg har mestret i mit skole- og uddannelsesliv?

Da det gik op for mig, blev jeg flov, skamfuld, forfærdet.

Nu forstår jeg de homoseksuelle, der fortæller, at de godt kan have et bias mod homoseksuelle, fordi de har skammet sig over at være sig selv og ønsket at være som flertallet.

Så midt om natten researchede jeg på de her bolde og dimserier og blev totalt overvældet over udvalget. Men nu skriver jeg det her, så jeg lover mig selv foran dig som vidne at erhverve en i denne uge.

At holde mit løfte. Og at støtte min søn.

Jeg kommer også til at tale med læreren om hans behov for ekstra opgaver. Man bliver ikke ‘normal’ af at lade som om.

Og selvom man ikke er til gene for andre, så ender man skoletræt og så utrolig udmattet.

Det ved jeg bedre end nogen anden.

Helt normalt

Min søn har i øvrigt fortalt mig at virkelig mange har de her reguleringsbolde i klassen, så måske det er mere normalt at føle indre uro over lange skoledage, end ikke.

Måske jeg lægger for meget i en dims.

Jeg troede, at jeg havde smidt mine masker, men nogle har jeg åbenbart stadig ønsket for mine egne børn.

Som mor vil man gerne have, at ens børn har det let.

Men måske er det lette at gøre det, som jeg aldrig tillod mig selv som barn og ung - at lytte til sine behov, sige dem højt og justere, så verden passer til en, fremfor man lader verden lægge låg på én.

Lad os aldrig mere gemme vores tredje ben væk - eller ønske det for vores børn.

Tak til børn, der er fantastiske læremestre og lyser på det, som vi troede, vi havde bearbejdet i os selv.

Har du nogensinde haft sådanne ‘forbudte’ tanker om ikke at være anderledes og have skjulte bias ift dine børns mulige neurodivergens?

Kh Charlotte

“Børn, der vokser op med vrede forældre, bliver voksne, som konstant frygter, at de har gjort noget galt.”

Det dukkede op i mit feed på Instagram igår. ( @lifewithanxiety101 )

Faren er væk, men frygten for at have gjort noget forkert bliver hængende.

Jeg tror, det er sandt.

Herfra kommer de vågne antenner og et mønster med people-pleasing.

Frygt og skyld

Har du prøvet at instinktivt føle dig skyldig, hvis du bliver kaldt ind på kontoret af chefen?

Jeg troede fx, at jeg blev fyret, da jeg på Aller fik en mail om et møde med titlen “Ændringer”.

Det viste sig, at jeg skulle have en lønforhøjelse.

Jeg havde overset smiley´en.

Mit liv i en nøddeskal: Frygter det værste.

Det kan også være du får en konvolut fra banken, telefonen ringer, du modtager en mail fra en kunde, der er et uventet bank på døren …

Et alarmberedskab kan igangsættes og de indre tanke tendere til det dramatiske.

Måske du hurtigt får katastrofetanker - helt løsrevet fra virkeligeheden - og caster dig selv i rollen som skurken?

Føler dig som en dårlig mor, partner, hvis noget knaser lidt.

Skæld ud

Mange af os med ADHD har fået mere skæld ud eller irettesættelser end gennemsnittet i vores opvækst.

Selv var jeg en stille og dygtig studerende, så jeg modtog aldrig skældud i skolen, bare opfordringer til at “sige mere”, for “du kan jo godt”.

Hvilket jeg i øvrigt ikke kunne - for:

1. Jeg gad ikke sige noget indlysende (autistiske træk?)

2. Jeg var ofte uopmærksom og faktisk ikke til stede mentalt - at jeg fik gode karakterer handlede udelukkende om min evne til at præstere på eksamenspanik og en evne til at knække koden og løse skriftlige opgaver

Men selvom jeg ikke “generede nogen” i skolen eller i uddannelsessystemet (andet end mig selv og mit selvværd), så fik jeg meget skæld ud.

Hjemme.

Råb

Jeg var utrolig distræt.

Der var vandglas alle vegne, mit tøj, papirer, bøger.

Jeg glemte ting, jeg var i min egen verden og meget eksplosiv, når jeg først var i trygge rammer.

Al min energi brugte jeg i skolen og på rideskolen. Når jeg kom hjem var jeg helt færdig og blev enormt vred, hvis der blev sat det mindste krav til mig.

Det og mit rod irriterede min far grænseløst.

Han råbte en del af mig.

Det hjalp sjældent.

Jeg råbte tilbage.

Smækkede med døre.

Og kom endnu mere på overarbejde udenfor hjemmet for ikke at afsløre den der uelskelige side af mig - hende den kiksede, distræte, eksplosive, egoistiske type.

Hurra for diagnoser = bevidsthed

Hvis børn af vrede forældre ofte har en følelse af at have gjort noget galt - også som voksne, så er det endnu en god grund til, at det er en god ting, at flere bliver diagnosticeret i dag.

Vi er uden tvivl mange voksne børn af forældre med uopdaget ADHD, der har haft forældre, der ikke har kunne følelses- og energiregulere sig selv.

Og uden en forklaring eller hjælpemidler, så har vi lært at tage skylden på os og været boksepuder for deres humørudsving.

Det sætter sig.

Og det er ulykkeligt, for mange af os har haft kærlige, sjove og engagerede forældre, der elskede os højt, men bare ikke har kunne rumme hverdagen, da vi var små og larmede, reagerede - og var “for meget”.

Måske fordi vi mindede om dem.

Konsekvensen kan være at vi pakkede os selv væk og tog en maske på, når vi gik ud i verden.

Til den sad så stramt, at vi ikke kunne finde ud af hvor, den endte, og vi selv begyndte.

Hurra for at vi i dag begynder at forstå skæve hjerner og vilde hjerter bedre, så vi kan tilgive dem, der kom før os, lære at elske os selv, som vi er, og være mere rummelige overfor vores børn.

Hvad tænker du?

Kh Charlotte

Ps. Lige nu føler jeg skyld over at skrive denne tekst. Som om, at jeg kaster min barnsdomsfamilie under bussen. Men faktisk er det skrevet med stor kærlighed. Efter min diagnose har jeg tilgivet alt, fordi jeg forstår alt. Og jeg arbejder mega hårdt for ikke selv at være en stor automat-reaktion som overstimuleret forældre. Det lykkes ikke altid - mine børn kan aflæse mig som en åben bog og ved, hvornår vi skal haste ud af Fields, for at undgå, at mor går helt amok senere på dagen over en lille ubetydelig udfordring.

Sommerferien står for døren.

Sand mellem tæerne.

Regnjakker, Ludo, søskendeskænderier og morgenkaffe i sengen.

Hvad skal du?

Vi skal være hjemme i år og allerede nu, kan jeg mærke, at vi er nødt til at lægge en plan, så ikke alt bliver kaos.

Jeg både glæder mig og frygter det.

Måske jeg ikke behøver at forklare til jer, der modtager denne mail og sandsynligvis også er neurodivergente. Ferier med familien kan være en vild oplevelse.

Trods kærlighed til overflod.

Bagagen

Samtidig går jeg og familien også ind i ferien på en anden måde i år.

Vi har lige sagt farvel til et familiemedlem. Han døde af alderdom, men var frisk og havde samme dag været nede og købe den nye Haruki Murakami bog.

Og havde skrevet en seddel om, at han skulle huske at købe en gave til sit oldebarn, der snart har fødselsdag.

Han ventede ikke døden.

Det gjorde vi heller ikke.

Men den kom alligevel.

Selv når man er rundet 93 år, kan den føles uventet. Og efterlade de nærmeste i dyb sorg.

Derudover er der rykket sygdom helt tæt på i venskabskredsen, og det gør mig bange og ked af det.

Selvom prognoserne er gode, bliver det et hårdt år for vedkommende og familien.

Skrivning

Når jeg er ramt, som jeg er nu, hvor både min indre og den ydre verden larmer, har jeg altid grebet min notesbog.

Det er her, at jeg får luft for mine tanker.

Det er her jeg kan være med det, der er.

Og det er her, jeg bliver overrasket over, at kreativiteten og skaberkraften aldrig er forsvundet, men bare har ligget i dvale - og ventet på, at jeg bød op igen.

Jeg kommer til at skrive hver dag fra den 14. juli og resten af måneden.

Men ikke på en “Jeg skal have skrevet en bog og fundet ud af min livsdrøm” måden.

På en mere legende undersøgende ucensureret måde.

Vil du med?

Jeg er igang med at lave skriveøvelser, som jeg hver dag kan trække en fra og skrive frit i 14 minutter på.

Og mangler jeg en dag, eller vælger jeg at skrive 3 gange i en uge, er det også i orden.

Kunsten er at få skrevet.

At vende tilbage til papiret og skabe små oaser af ro for mig selv i sommerferien.

Jeg vil gå ture og sætte mig og skrive i naturen, jeg vil skrive i sengen, jeg vil skrive fra toget.

Men det er sjovere at vide, at jeg ikke er alene om at pakke notesbogen og have den med mig ud i sommeren.

Jeg vil med andre ord elske at have dig med!

Vil du høre mere om skriveudfordringen, så læs her:

Skriveudfordringen: 14 minutter om dagen

Kh Charlotte, Bare skriv

Virksomheden Clever står for "Hurra for jer - der ikke fik huen" kampagnen. Den hyldes bredt og er på bannere på husfacader.

Her er ordene, der har fået over 3500 likes/hjerter på 3 dage på LinkedIn - og som jeg har set delt og lovprist på Facebook og Instagram:

"(...) Men midt i alle hurra’erne for huen, vil vi også gerne hylde nogle andre. Dem, der ikke fik huen. Dem, der tog en anden vej. Dem, der ikke passede ind i skabelonen.

Dem, der er bedre til at læse mennesker end bøger.

Dem, der staver som en brækket arm, men tænker som en hvirvelvind. Eller dem, der ville få 12 i faget “God ven”.

Vi tror på, at fremtiden bliver bedst, når den skabes af mange slags mennesker med hjerner, der tænker forskelligt.

Nogle lærer hurtigst i et klasselokale. Andre på et job, i en drøm, i et svigt, i en vild tanke midt om natten.

Der er ikke én rigtig vej. Vi tror på omveje, snørklede stier og vilde idéer. På dem, der tager uendelige sabbatår for at finde dét, der giver mening. For en selv og for andre.

Clever er heller ikke kun blevet til af perfekte karakterblade.

Vi er også blevet til af mennesker, der turde tænke anderledes, mærke verden og stille spørgsmål. Vi skal huske, at innovation kun sker, når vi tør tegne uden for stregerne.

Derfor skal vi insistere på at turde se verden fra nye vinkler.

For der er mange måder at være Clever på."

Yes.

Tillykke til hele paletten.

Der er så mange måder at være klog og vis på.

Samtidig gør denne tekst noget ved mig.

(Og når nogle buer af studentervogne - som jeg godt ved, at Clever ikke står for, men som er udtryk for en tendens. Det der danske med, at dem med huerne ikke skal tro, at de er noget.)

For vi kommer let til at smide nogle fordomme efter studenterne - og de evt. kommende akademikerne.

At man kan lide bøger, betyder jo faktisk ikke, at man IKKE kan lide mennesker, ikke har venner eller ikke kan tænke ud af boksen.

At man har et godt karakterblad betyder ikke, at man ikke kan tænke anderledes, mærke verden og stille spørgsmål.

Det betyder heller ikke, at man ikke har en anderledes hjerne og kan tænke i nye vinkler.

Og at man er ordblind ("staver som en brækket arm") betyder ikke, at man ikke kan få 12 osv.

Så jeg får lyst til at tilføje:

"Hurra for jer, der fik huen, og jer der ikke fik.

Verden har brug for jer alle.

Præcis som I er."

Du kan læse hele Clevers opslag på LinkedIn her

Hvad tænker du?

God weekend

Kh. Charlotte, der både har en studenterhue, er kreativ og har venner.

Jeg fik lov til at holde en åbningstale på Neurodiversitetens Dag.

Det er en international fejring den 16. juni, der også går under fanen Neurodiversity Pride Day, og i Danmark 2025 var faciliteret af læge Freja Rasmussen, aka Doktor Damp, og Lee West - stifter af A-typisk.

Jeg taler lidt om, hvordan det at undersøge og lære, at man er neurodivergent midt i livet.

Og hvordan det at tale med andre i samme flok, kan sætte en sammen og give en selvomsorg og forståelse, man måske har manglet som sendiagnosticeret.

Om betydningen af at kunne omskrive og forstå din historie.

Min pointe med at tale om roman-serien Divergent af Veronica Roth, der også blev filmatiseret er, at Tris, der er divergent, en afviger, maskerer at hun er anderledes.

Til hun en dag opdager, at hun ikke er alene og lærer at bruge det som en force og sammen med andre vælte diktaturet.

Jeg glemte lige den sidste vigtige krølle, men nu har du den …

Behind the scene var jeg virkelig nervøs for at tale blandt læger, psykiatere, forpersoner og psykologer.

Hvad havde jeg at tilføje af kloge ting?

Vidste jeg overhovedet nok?

Jeg panik-skrev 7 a4 sider, lavede en powerpoint og valgte så fem minutter før, at jeg gik på, at smide det hele ud, huske min intention og tale fra hjertet og bruge mig selv.

Så skidt pyt med, at der røg et par pointer i svinget.

Talen kan ses her i en begrænset periode.

Hav en dejlig dag

Charlotte

Se også:

Neurodiversitetens Dag er en non-profit-event støttet af de frivillige forfattere, fagfolk, rådgivere og private. Der lægger nogle optagelser tilgængeligt her:

https://www.youtube.com/@NeurodiversitetensDag

Freja Rasmussens arbejde med ‘højtfungerende’ med ADHD:

https://twistacademics.dk/

Hvordan går det hos dig?

Min datter har lungebetændelse, og jeg føler, at jeg har sovet med et øje åbent i to uger.

Heldigvis var jeg lige begyndt på hormoner, og fik en fantastisk uges dyb søvn (wow!), før sygdom og natte-host satte ind.

Så jeg ved, at jeg forhåbentlig snart er tilbage i bedre søvn, for hun er i bedring.

Mangel på søvn = Ude af balance

Jeg ved ikke med dig, men når jeg ikke får sovet nok, så ryger jeg hurtigere ud af balance. Jeg bliver mere distræt (fandt mobil ved siden af broccoli i køleskabet i morges).

Og der skal mindre til for at gøre mig vred eller ked af det, eller til at dulme med en hel plade Marabou (den med karamel).

Derfor er det lidt ironisk, men også virkelig kærkomment, at denne uge står i selvreguleringens tegn.

Jeg er nemlig inviteret af Signe Erritzøe og Nina Elborough sammen med Birgitte Weisbjerg til at gå live på Instagram hele ugen kl 8 (om morgenen) et kvarter, hvor vi deler øvelser til selvregulering på skift.

Særligt for folk som os selv, der lever med ADHD.

Sagt om selvregulering og tips

Jeg har spurgt Nina Elborough, Birgitte Weisbjerg og Signe Erritzøe ganske kort, om jeg må dele med dig, hvad regulering gør for dem hver især og et lille tip:

Nina Elborough

Kraniosakralterapeut og socialpædagog:

“Bevidsthed og øvelse i regulering af mit nervesystem, betyder for mig, at jeg kan meget mere af det, jeg elsker.

Jeg kan godt klare at blive overstimuleret og have mange bolde i luften, fordi jeg får mine pauser. Jeg tager mine pauser. Det er et aktivt valg.

Nina delte denne øvelse i dag:

Min favorit “Go to” selvregulering når man skal øve sig! Hurtigt forklaret:

Stå med hænderne samlet på ryggen

Tá 5 dybe vejrtrækninger.

Få strukket nakke, skuldre og brystmuskulatur ud og tjek ind med din krop

Den udfordrer dit behov for at være i konstant bevægelse og hjælper dig et skridt på vejen til at lære at selvregulere.

https://www.instagram.com/regulated__/

Birgitte Weisbjerg

Lærer og mentor for ADHD-kvinder:

“Regulering af noget af det sværeste for mig, men samtidig har jeg erfaret, at det er det allerbedste, jeg kan gøre for mig selv og ikke mindst mine omgivelser.

Et simpelt reguleringstrick:

Varm en aflang varmepude i (mikro)ovnen og læg den langs rygraden eller foran og ned mellem benene. Det aktiverer dit parasympatiske nervesystem.”

https://www.instagram.com/adhdmentoring/

Signe Erritzøe

Forfatter til bøger om ADHD og selvregulering i arbejdslivet - og livet i det hele taget:

“For mig er regulering at finde tilbage til mig selv.

Jeg kan have en tendens til at tænke alt for meget over hvordan mine ord eller handlinger modtages af andre, mens jeg nemt glemmer, hvordan jeg selv har det i andres selskab.

Øvelse: En simpel ting er at tage dybe vejrtrækninger, mens andre taler.

Det hjælper mig med at lytte til hvad andre egentlig siger til mig, i stedet for at tænke på hvad jeg selv skal sige, for at andre kan lide mig. På den måde regulerer jeg mig selv sammen med andre.

https://www.instagram.com/adhdregulering/

Kom med

Hvis du har lyst til at kigge med, så duk op kl 8 her på Instagram:

https://www.instagram.com/har.jeg.adhd/

I morgen den 3. juni er Signe på, onsdag er Birgitte og på torsdag deler jeg min yndlings skriveøvelse til selvregulering.

Fredag laver vi noget fælles spas, opsummering og tjek ind med jer, der er på live.

Kom som du har det. Herfra er det med lidt nerver, for jeg har aldrig prøvet at gå live på Insta før i dag. Og det er ikke en ubetinget nydelse at se sig selv efterfølgende ;-)

Men jeg ville elske at have dig med. Måske du også kan dele dine bedste reguleringstips i chatten.

Kh Charlotte

Udadtil ser det måske fint ud.

Du passer dit arbejde.

Du møder op.

Du afleverer børnene nogenlunde til tiden.

Du sender dem afsted med madpakker og en besked om at huske cykelhjelmen.

Du husker fødselsdage (med hjælp fra kalenderen).

Du svarer mails, bidrager til idéudvikling på jobbet og får jævnligt at vide, at du er “så kreativ”, “så varm”, “så engageret”.

Og alligevel – er du ved at gå i stykker indeni.

Velkommen til virkeligheden for alt for mange “højtfungerende” (hader det begreb, fordi det er så misvisende) kvinder med uopdaget ADHD.

Den skjulte ADHD

ADHD kommer ikke altid med larm og uro i benene.

Hos kvinder – især os, der tidligt har lært at tilpasse os eller er introverte – viser det sig ofte som indre kaos, mental overbelastning, konstant selvkritik og en følelse af aldrig helt at kunne slappe af.

Du har måske ikke tænkt, at du kunne have ADHD.

For du klarer dig jo.

Du får tingene gjort for det meste. Du fungerer.

Men det er netop det, der er så misvisende.

For du klarer det på trods.

Ikke fordi det er let. Ikke fordi du har overskud.

Men fordi du har brugt uanede mængder af viljestyrke, nattesøvn, uro, selvpisk og kompenserende strategier – og nu er du træt.

Så uendeligt træt.

Hvorfor udredning ikke altid fanger det hele

Når man endelig når til udredning, sidder vi ofte med DIVA-testen i hånden – det værktøj, der bruges til at afdække ADHD-symptomer.

Men her opstår endnu et problem: Mange af spørgsmålene handler om adfærd. Om det, der kan observeres.

“Kommer du for sent?”

“Har du svært ved at afslutte opgaver?”

“Råbte du i klassen?”

Men hvad med alt det, der ligger bag dine handlinger?

Alt det arbejde, du har lagt i at passe ind?

Det spørger ingen om.

Ingen spørger, hvor meget energi det kræver at virke som om, du har styr på det.

Eller hvad det koster dig at kompensere for en hjerne, der arbejder i krydsfelter og med 17 faner åbne på én gang – også mentalt.

Og du er måske ikke engang bevidst om det.

Du tror, alle har det sådan.

Så du tvivler og tænker:

“Måske er det bare mig, der er doven. Svag. Utilstrækkelig.”

Ikke svaghed - tværtimod

Vi har måske holdt sammen på det hele så længe, at ingen – måske heller ikke os selv – har set, hvad det koster.

For det er ikke svaghed, der driver os til udmattelse.

Det er styrke.

Det er vores ansvar, samvittighed, kreativitet og engagement.

Vi vil så gerne gøre det godt – som mor, som partner, som kollega.

Vi planlægger måske ferier, fødselsdage og indkøb, samtidig med at vi forsøger at overdøve den indre støj, der aldrig helt holder op.

Når hormonstormen rammer midt i livet

Og så, midt i det hele, banker overgangsalderen måske på.

Østrogen og dopamin tager et dyk.

Vores mentale stillads begynder at vakle.

Det, vi før lige akkurat kunne balancere, vælter pludselig – og vi forstår ikke hvorfor.

Vi bliver mere følsomme. Mere trætte. Mere glemsomme.

Vores irritation ligger tættere på overfladen. Vi får stress. Måske angst.

Vi trækker os.

Det går ud over arbejdet og parforholdet.

Og man sidder måske tilbage og tænker: “Hvad er der galt med mig?”

ADHD som forklaringsmodel

Det er ikke dig, der er forkert eller noget galt med – det er systemet, der har overset dig.

At selv søge at blive udredt for ADHD midt eller sent i livet handler ikke om at få en “modediagnose”.

Det handler om en forklaringsmodel, der kan redde liv, relationer og selvværd.

ADHD hos kvinder er i årevis blevet overset, fejltolket eller reduceret til stress og personlighedstræk.

Men det er langt mere komplekst – og langt mere håbefuldt, når først man forstår det.

Du fortjener at forstå dig selv

Hvis du genkender dig selv her, så ved du det måske allerede i kroppen:

Der er noget, der ikke helt stemmer.

Noget, der ikke bare handler om at “tage sig sammen”.

Du fortjener at blive set – hele dig.

Ikke bare din overflade og dine præstationer, men det bagvedliggende arbejde, du har lagt i at få det hele til at hænge sammen.

Det er ikke dig, der er problemet.

Det er den usynlighed, du har levet med for længe.

Og det kan blive anderledes.

Aha…

Jeg var 46, da jeg første gang tænkte: “Hmm... kunne det her være ADHD?”

Pludselig gav det hele mening:

Min evige start/stop-knap (der mest er en blinkende diskoknap).

Mit rod, både fysisk og mentalt.

Min arbejdsnarkomani forklædt som “engagement”.

Min rastløshed, min intense empati og mit behov for at forstå alt på én gang.

Det var både et chok og en lettelse.

Som at opdage, at man har løbet et maraton i klipklapper – og endelig forstå, at man har brug for et par gode løbesko.

I egen størrelse.

Så hvis du står der midt i livet, med hormon-forandringer, lange to-do-lister og en følelse af at alt er lige ved at vælte, så bare vid:

Du er ikke alene, og det behøver ikke være sådan her.

Du kan få hjælp, og du kan trives, hvis du kommer til en psykiater, der forstår, hvordan adhd også kan se ud.

Men det sker ikke automatisk, når du får en diagnose og forklaring. Selv havde jeg et ubevidst håb om, at viden ville forløse alt - og alle problemerne ville løse sig selv eller bedre endnu: Forsvinde med et trylleslag.

Sådan er det ikke. Tværtimod er det som at få briller på og opdage detaljer om mig selv, jeg aldrig før var bevidst om.

Jeg er nu ved at få en forståelse for min rute i livet og tilpasse mig med de rette sko.

Det er svært at acceptere at nogle ting er mere udfordrende for mig (at smøre madpakker, at drikke alkohol, smalltalke og at køre bil fx).

Det er heller ikke en stor lykke, og så er alt godt-følelse at skulle afprøve og tage medicin, hvis man vælger det.

Men det er så meget bedre end at rende rundt i mørke og slå sig selv i hovedet over ikke at nå frem på samme måde som andre.

Kh Charlotte

Ps. Dette er tredje indlæg på tre dage. Og så kan der gå tre uger eller tre måneder, før jeg skriver det næste. Dosering og energi er også en af de ting, jeg er udfordret på. Lige nu er min datter syg med lungebetændelse, og jeg har svært ved at koncentrere mig om at optage noget eller redigere lyd, men skrivningen flyder åbenbart frit.

Du har klaret endnu en deadline. En kollega roser dit arbejde. Du smiler og nikker tak, men indeni tænker du:

“Hvis de bare vidste, hvor kaotisk det var bag kulissen... Jeg var bare heldig.”

Lyder det bekendt?

Så er du ikke alene.

Det er Imposter Syndromet. Og for piger og kvinder med ADHD er det næsten som en fast følgesvend.

En slags skygge, der visker dig i øret: “Du er ikke god nok. Du faker bare.”

Men hvorfor er det så almindeligt netop hos os kvinder med ADHD?

Hvad er imposter-syndrom?

Imposter syndromet er følelsen af, at dine succeser skyldes held eller andres fejlbedømmelse – ikke dine egne evner.

Du er bange for at blive “opdaget” som inkompetent, selvom du gang på gang leverer varen.

Imposter syndromet er ikke en officiel diagnose, men det kan ramme hårdt – især når det bliver en daglig indre stemme.

ADHD og piger: Et usynligt puslespil

ADHD ser ofte anderledes ud hos piger og kvinder.

Hvor drenge kan være udadreagerende og hyperaktive, lærer mange piger (og introverte af begge køn) at “maskere”:

Vi smiler og nikker, mens tankerne flyver afsted.

Vi arbejder dobbelt så hårdt for at skjule, hvor meget vi kæmper.

Vi internaliserer kaosset og tænker: “Der er noget galt med mig.”

Mange piger og introverte med ADHD får derfor ikke en ADHD-diagnose før sent i livet – hvis overhovedet.

Og når man føler som én, der ikke helt “knækkede koden”, er det ikke mærkeligt, at imposter-syndromet flyver ind og bygger rede.

Hvordan imposter syndromet kan se ud med ADHD

Du tænker, at alle andre har styr på det – du improviserer bare

Selvom du får ros, føler du dig som en cirkusartist, der lige akkurat undgår at falde ned fra linen.

Du forbereder dig i timevis, og alligevel føler du dig uforberedt

Du ved, du har problemer med at organisere dig, så du overkompenserer og ender med at bruge al din energi på at lade som om.

Du skammer dig over din måde at arbejde på

Du laver opgaver i sidste øjeblik, men klarer dig fint. Eller tager mange noter, når folk taler i møder - ikke fordi du ser på dem igen, men ellers kan du ikke fastholde din koncentration. Det føles bare ikke “rigtigt” – for du sammenligner dig med en forestilling om, hvordan man burde arbejde.

Du føler dig aldrig god nok – selv når du lykkes

ADHD kan gøre det svært at vurdere egne præstationer realistisk. Du glemmer hurtigt, hvad du faktisk har opnået.

Du saboterer dig selv

Du udskyder opgaver i frygt for ikke at kunne levere, og bekræfter derved (igen) din indre fortælling om at være inkompetent.

Imposter-syndrom vs. Rejection Sensitivity Dysphoria – og hvor de smelter sammen

Imposter syndromet handler om følelsen af at være en bedrager – at du ikke fortjener dine succeser og snart vil blive “afsløret”.

Rejection Sensitivity Dysphoria (RSD) er en ekstremt stærk følelsesmæssig reaktion på (eller frygt for) afvisning, kritik eller at skuffe andre.

Hos kvinder med uopdaget ADHD kan de to flette sig sammen i en ubehagelig cocktail:

Du føler, at du ikke er god nok (imposter-syndrom), og samtidig er du hypersensitiv over for tegn på kritik eller skuffelse (RSD).

Det betyder, at selv små tegn på tvivl fra andre – eller fra dig selv – kan føles som bevis på, at du faktisk lader som om, du er noget, du ikke er.

Eller at du gør noget, du i virkeligheden ikke har evnerne til.

Resultat?

En indre kamp, hvor du både konstant forsøger at overpræstere og samtidig lever i frygt for, at nogen opdager din “mangel”.

Du overpræsterer.

Det kan være udmattende.

Hvorfor er det godt at kende imposter syndromet?

Når imposter syndromet og ADHD kombineres, bliver det en ond spiral:

Du kæmper med koncentration, overspringshandlinger og følelsesregulering – og når du så endelig klarer noget, kan du ikke tage æren for det.

Du får aldrig “lov” at føle dig dygtig.

Og det slider.

På selvværdet.

På motivationen.

På lysten til overhovedet at prøve.

Så hvad kan du gøre?

Bliv bevidst om mønstrene

At du føler dig som en imposter, betyder ikke, at du er det. Følelser er ikke fakta.

Overvej en udredning, hvis du ikke har en diagnose

Mange kvinder opdager først deres ADHD i 30’erne, 40’erne eller senere. En diagnose kan give dig nye redskaber – og en helt ny forståelse for dig selv.

Arbejd med strategier, der passer til din hjerne

Du skal ikke tvinge dig selv til at fungere som alle andre. Find måder at arbejde med din energi, dit fokus og din kreativitet – ikke imod det.

Tal om det

Del dine oplevelser med andre, der kender det indefra. Det kan være til en gruppe af neurodivergente – det hjælper at opdage, at du ikke er alene. Både imposter syndromet og RSD trives i stilhed.

Find en terapeut eller ADHD-coach

Professionel støtte kan være en gamechanger, især hvis du kæmper med lavt selvværd og perfektionisme.

Afsluttende tanker fra én “imposter” til en anden

Hvis du nikker genkendende til noget af det her, så vid:

Du er ikke alene.

Du er ikke en svindler.

Og der er ikke noget galt med dig – din hjerne spiller bare efter nogle andre regler.

Og ja, det kan føles som om alle andre fik en manual til livet, som du ikke fik.

Men måske har du i virkeligheden været nødt til at opfinde din egen – og det kræver langt mere, end folk aner.

Så næste gang du får ros, så sig tak.

Og tro på det. Bare lidt. Jeg øver mig også.

Kh Charlotte

Mere om RSD:

Mange har skrevet til mig, at RSD er noget af det sværeste ved (uopdaget) ADHD. Det er ikke alle, der har det, men jeg kender det i hvert fald indefra.

Her er et lille indblik i, hvordan det kan se ud.

Forestil dig, at du sender en sms til din veninde: “Skal vi ses i weekenden?” Timerne går, og intet svar.

Dit sind begynder at køre på højtryk: “Har jeg gjort noget galt? Er hun sur på mig? Hader hun mig nu?”

Velkommen til Rejection Sensitivity Dysphoria (RSD) – den indre dramaqueen, du aldrig bad om, men som alligevel tager førersædet.

Hvad er Rejection Sensitivity Dysphoria?

RSD er som den overfølsomme røgalarm i dit følelsesliv. Den reagerer ikke kun på reel afvisning eller kritik, men også på den mindste antydning af det.

Chefen der ikke svarer med det samme? Alarmen går.

En kollega, der ikke smiler i kantinen? Alarmen går.

Det er ikke bare en følelse af at være lidt ked af det – det er en fuld følelsesmæssig styrke, der kan gøre næsten fysisk ondt.

Uopdaget ADHD og RSD: En eksplosiv cocktail

For mange kvinder er ADHD ikke den klassiske “hyperaktive dreng i klassen”-type.

Det er mere subtilt: dagdrømmeri, glemsomhed og følelsesmæssig overvældelse.

Når disse symptomer går uopdaget, og man sammenligner sig selv med andre på et forkert grundlag, kan det føre til en følelse af at være misforstået eller utilstrækkelig.

Og når RSD smider sin hat i ringen, bliver det hele endnu mere intenst.

RSD i hverdagen: Tre scenarier

Venskaber: Når stilhed føles som afvisning

Eksempel: Du sender en besked til sin veninde og får ikke svar med det samme. Du begynder at (over)analysere: “Har jeg sagt noget forkert? Er hun vred på mig?”

Forklaring: RSD kan få os til at tolke stilhed eller forsinkede svar som personlig afvisning, hvilket kan føre til unødvendig skyldfølelse og social tilbagetrækning.

Arbejdsliv: Når feedback føles som fiasko

Eksempel: Du modtager konstruktiv feedback fra sin leder. Du oplever det som en personlig fiasko og føler sig overvældet af skam.

Forklaring: For personer med RSD kan selv velmenende feedback føles som en dyb personlig kritik, hvilket kan føre til undgåelse af lignende situationer og påvirke arbejdstrivsel. Det kan være at du ligefrem begynder at kigge efter et andet job, fordi du er overbevist om, at du snart bliver fyret.

Kommunikation: Når åbenhed føles som overtrædelse

Eksempel: Under et møde deler du en personlig oplevelse for at skabe forbindelse og illustrere en pointe. Det gik meget tæt på. Efter mødet begynder du at tvivle: “Var det for meget? Har jeg overvældet de andre? Bør jeg undskylde eller sige, at det bare var for sjov?”

Forklaring: Personer med RSD kan opleve intens selvkritik og skam efter at have delt personlige oplysninger, selv når delingen var passende. Denne overfølsomhed over for opfattet afvisning kan føre til undgåelsesadfærd og angst i sociale interaktioner.

Parforhold: Når stilhed føles som kærlighedstab

Eksempel: Du bliver ængstelig, når din partner ikke straks svarer på en besked. Du begynder at tvivle på jeres forhold og søger gentagne gange bekræftelse, trækker dig eller starter et voldsomt skænderi.

Forklaring: RSD kan føre til en overfølsomhed over for opfattet afvisning, hvilket kan resultere i et konstant behov for bekræftelse, spændinger eller at du lukker helt af.

Tilknytningsmønstre og RSD: En dans med fortiden

Vores tidlige tilknytningserfaringer former, hvordan vi opfatter og reagerer på relationer.

Disse mønstre formes tidligt i livet gennem vores oplevelser med omsorgspersoner og påvirker, hvordan vi håndterer nærhed, tillid og konflikter i voksenlivet.

For os med ADHD og RSD kan hjælpe at identificere vores tilknytningsmønster for bedre at forstå vore reaktioner og arbejde hen imod mere trygge relationer.

Hvis du har et ængsteligt tilknytningsmønster, kan RSD nemlig føles som en bekræftelse af dine dybeste frygter om ikke at være god nok eller elsket.

Her kan fortidens sår komme til at forstærke nutidens smerte.

4 tilknytningsmønstre:

1. Tryg tilknytning

Personer med tryg tilknytning har tillid til, at andre er tilgængelige og støttende. De føler sig komfortable med både nærhed og selvstændighed i relationer. For dem er det lettere at håndtere afvisning og kritik, da de har en grundlæggende følelse af egenværdi og tillid til andres intentioner.

2. Utryg-undgående tilknytning

Denne tilknytningsform er præget af en tendens til at undgå følelsesmæssig nærhed. Personer med dette mønster kan virke selvstændige og reserverede, men det dækker ofte over en frygt for afvisning. De kan have svært ved at udtrykke behov og følelser, hvilket kan føre til misforståelser i relationer.

3. Utryg-ambivalent tilknytning

Her opleves relationer som ustabile og uforudsigelige. Personer med ambivalent tilknytning søger bekræftelse og kan være overfølsomme over for tegn på afvisning. Dette kan føre til intense følelsesmæssige reaktioner, især i forbindelse med RSD, hvor selv små tegn på afvisning opleves som dybt smertefulde.

4. Desorganiseret tilknytning

Denne form for tilknytning opstår ofte som følge af traumatiske oplevelser i barndommen. Personer med desorganiseret tilknytning har ofte modstridende adfærdsmønstre, hvor de både søger og frygter nærhed. Dette kan føre til kaotiske relationer og vanskeligheder med at regulere følelser, hvilket forstærkes ved tilstedeværelsen af RSD.

Håndtering og behandling: Fra overlevelse til trivsel

Der er mange ting, du kan gøre, hvis du opdager, at du har RSD.

Her er nogle af dem:

Tjek ind: Er det virkelig sandt? Når følelsen af afvisning eller kritik overvælder dig, så tjek ind med din veninde, kollega eller partner. Er der noget om det, eller ser du spøgelser. Og hvis ja - hvor slemt står det egentlig til? Ofte er det slet ikke i nærheden af det, du frygter og er overbevist om.

Terapi: Kognitiv adfærdsterapi og tilknytningsfokuseret terapi kan hjælpe med at identificere og ændre negative tankemønstre.

Selvmedfølelse: Lær at tale til dig selv med venlighed. Når den indre kritiker råber, så prøv at svare med forståelse i stedet for fordømmelse.

Medicinsk behandling: For nogle kan medicin mod ADHD hjælpe med at regulere følelsesmæssige reaktioner.

Mindfulness og selvregulering: Øvelser som meditation, nervesystemstræning eller vejrtrækningsteknikker kan hjælpe med at berolige nervesystemet.

Du er ikke alene

Hvis du genkender dig selv i disse beskrivelser, så husk: Du er ikke alene, og du er ikke “for meget” eller forkert.

Som neurodivergent har vi på mange måder netop maskeret og mestret for at være 'ok'/som de andre.

Så kan man godt gå med frygten for afvisning og at blive afsløret for at være uduelig/forkert (Imposter syndromet).

Men jo mere vi er bevidst om vores negative overbevisninger om os selv, jo bedre kan vi arbejde med følelserne og transformere dem.

Der er ikke noget quick fix. Det tager lang tid og en masse tålmodighed at omkode vores tankemønstre og fange os, når de tager over.

Men det er muligt. Jeg arbejder selv på sagen.

Kh Charlotte

Her er beskrevet en lidt lettere udgave. For nogle kan RSD være direkte invaliderende.

Lyt også til dette tidligere afsnit i Skab DIG om emnet:

Interview med Freja Rasmussen

Jeg, Charlotte Heje Haase, har besøg af læge Freja Rasmussen aka Dr Damp i podcasten Skab DIG.

Freja har specialiseret sig i ADHD og autisme og arbejder med udredning på Charlotte Jokumsens klinik.

Frejas egen ADHD diagnose i 2021, og efterfølgende autisme-diagnose, markerede et stort vendepunkt.

Hendes personlige oplevelse af stress som hospitalslæge og efterfølgende identitetskrise understregede manglen på støtte til “højt fungerende” voksne med ADHD, hvilket inspirerede til at skabe specialiseret hjælp.

Hun driver i dag virksomheden Freja Twist Academics, der hjælper sent diagnosticerede med at skabe et bæredygtigt arbejdsliv og i det hele taget liv, hvor vi kan trives.

Forståelse af ADHD

Freja Rasmussen beskriver ADHD som en neurobiologisk tilstand præget af nedsat regulering af opmærksomhed, impulsivitet og aktivitetsniveauer.

Det indebærer forskellige udfordringer som impulsivitet, følelsesmæssig regulering, energiadministration og ofte søvnproblemer.

Ifølge Freja kan definitioner virke utilstrækkelige, da ADHD viser sig forskelligt for hver enkelt person og kan være langt mere kompleks.

Der er tre hovedtyper af ADHD: opmærksomhedstypen, den kombinerede type (opmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet), og den hyperaktive-impulsive type.

De fleste lever med den kombinerede type, selvom hyperaktiviteten kan være skjult og maskeret hos piger og kvinder.

De traditionelle diagnosemetoder er historisk set bias mod drenge og mænd, hvilket har ført til fejl i diagnoser hos kvinder og piger og en underdiagnosticering ifølge Freja.

Udredningen

At få en diagnose er en længere proces, som Freja gennemgår i podcasten.

Først skal man blandt andet henvises af en læge, og så involverer det screenings, interviews og udelukkelse af andre tilstande som søvnforstyrrelser eller andre psykiatriske diagnoser.

En grundig evalueringsproces sikrer, at der stilles en præcis diagnose, under hensyntagen til tidlig udvikling og symptomatisk historie.

Disclaimer: Freja beskriver et grundigt forløb, men der kan desværre være store forskelle på, hvor meget tid, der afsættes afhængigt af klinik og om den er privat eller offentlig.

Hvorfor søge diagnose?

Freja mener, at en udredning kan være essentiel for os, der har udfordringer i hverdagen og ikke forstår hvorfor, men har en mistanke om ADHD.

Det kan være, at vi har en historie med stress, angst, søvnløshed eller spiseforstyrrelse med sig.

En diagnose kan føre til bedre håndteringsstrategier og forbedret livskvalitet.

Medicin og bivirkninger

Medicin behøver ikke nødvendigvis at være løsningen, det er lige så meget at opdage det og tage sig af det og lave strategier.

Men hvis man stadig ikke trives og afholder sig fra at prøve medicin, fordi man frygter eventuelle bivirkninger, kan det være værd at huske, at der er også kan være bivirkninger ift. ens helbred ved at leve med ubehandlet eller uerkendt ADHD.

Det fortæller Freja mere om i podcasten.

Navigering efter diagnose

Freja deler også sin personlige rejse med ADHD og autisme.

Efter diagnosen oplever mange en række følelser af sorg, vrede og forvirring. Det gjorde hun også selv.

Freja påpeger vigtigheden af at forstå denne følelsesmæssige rejse som en normal del af processen. Det tager tid at bearbejde tidligere oplevelser og integrere en ny forståelse af sig selv.

At dele erfaringer med andre med ADHD kan give uvurderlig støtte og hjælp.

Bevidsthed og accept

Freja understreger vigtigheden af selvbevidsthed og accept.

Gennem Freja Twist Academics søger hun at udfylde hullet i støtten til højt fungerende sendiagnosticerede voksne.

Hendes arbejde er baseret på troen på lighed og den iboende værdi af hver person, uanset deres neurotype.

Take aways

- ADHD er en kompleks neurobiologisk tilstand, der involverer hyperaktivitet og regulerings- og opmærksomhedsforstyrrelse og at have et interessebaseret nervesystem.

- En korrekt diagnose kan være afgørende for at opnå den rette støtte, uanset om det er medicinsk eller på anden vis.

- Der er en betydelig kønsbias i ADHD-diagnoser, der påvirker kvinder uforholdsmæssigt meget.

- Man gennemgår typisk forskellige følelsesmæssige faser efter at have fået en diagnose.

- Strategier, selvbevidsthed, accept og fællesskab er vigtige for at trives med neurodiversitet.

Der er et nyt interview på vej med Freja Rasmussen om at trives i sit arbejdsliv og liv efter en evt. diagnose.

Se også:

”Doktor Damp”. Frejas Rasmussens Instagram profil
https://www.instagram.com/doktordamp/

Twist Academics
https://twistacademics.dk/forlob

Freja Rasmussen udreder for adhd og autisme hos Charlotte Jokumsen
https://psykiatercjokumsen.dk/freja-ive-rasmussen/

Neurodiversitetens dag
Freja Rasmussen opfordrer alle interesserede i at deltage i Neurodiversitetens dag, en online begivenhed der fremmer forståelse og inklusion, og som afholdes den 16. juni 2025. Lee West er med-tovholder.

https://subscribepage.io/NDdag2025

Charlottes forløb: Skriv dig klar til udredningen
https://charlottehejehaase.simplero.com/page/650375

Anbefalet læsning nævnt i episoden:

Charlotte Jokumsen: “At leve med AD(H)D som kvinde”

Lotta Borg Skoglund: “ADHD hos piger og kvinder - Fra dygtig pige til udbrændt kvinde”

At kunne forstå sit nervesystems signaler og kunne regulere kan have stor betydning, hvis man lever med ADHD, autisme, PTSD eller traumer.

Og bare i det hele taget som sansende, følende og tænkende menneske.

Vores mentale sundhed påvirker fordøjelsessystemet, immunsystemet og vores relationer, og et konstant overaktivt nervesystem kan give udmattelse og humørsvingninger.

Mange taler om, at ADHD mere handler om en reguleringsforstyrrelse end en koncentrationsforstyrrelse.

Jeg (Charlotte Heje Haase) har derfor inviteret somatisk terapeut Lotte Pia Stenfors i Skab DIG.

Hun er dansk norsk og specialiseret i tilknytning, krop, traumer og nervesystem.

Nærværsvinduet

Lotte demonstrerer enkle, men effektive øvelser til at regulere nervesystemet og mærke sig selv og udforsker begrebet 'nærværsvinduet'.

Kernen i arbejdet med nervesystemet er at give sig selv valgmuligheder og dermed opbygge tillid til kroppens egne signaler.

Samtalen er oprindelig optaget i mit neurodivergente fællesskab Skaberiet.

Nervesystemets rolle

Lotte forklarer, hvordan nervesystemet har en central rolle i, hvordan vi tænker, føler og fysisk reagerer på verden omkring os.

Det kan være i alarm eller i balance, og ingen tilstand er konstant. Lotte beskriver, hvordan et reguleret nervesystem gør os i stand til at være nærværende og i kontakt med os selv.

Et reguleret nervesystem er integreret, hvilket betyder, at vi kan være til stede i øjeblikket med både os selv og andre.

En almindelig misforståelse er, at nærvær betyder at være rolig og i velbehag, men faktisk handler det ifølge Lotte om at være til stede i alt, der er.

Og samtidig sætte grænser for, hvad vi har lyst til og brug for.

Øvelser til Nervesystemet

Lotte guider gennem to øvelser, der kan hjælpe med at regulere nervesystemet:

1. Blide Øjne

Øvelsen handler om at bruge blikket til at sanse omgivelserne og bringe bevidstheden til nuet.

Du starter med at lade dine øjne vandre frit, indtil de finder noget, der fanger dem – en farve, en form, eller måske vil øjnene endda lukke sig for en stund.

Formålet er at lytte til, hvad øjnene søger, og tillade dem at sætte tempoet.

Dette hjælper med at orientere dig om, hvor du er, både fysisk og mentalt, og kan fremme en følelse af tryghed og nærvær.

2. Kontaktflade

Ved denne øvelse fokuserer man på kroppens kontakt med omgivelserne, som fodsålernes berøring med gulvet.

Bemærk hvilke fornemmelser der opstår – er det varmt, koldt eller tungt? Leg lidt med det ved at presse fødderne mod underlaget eller slappe mere af i dem.

Øvelsen hjælper med at forankre dig i nuet ved at indstille opmærksomheden på kroppen og dens kontaktflader, hvilket kan være meget beroligende.

Små dråber

Nervesystemets tilstand er, ifølge Lotte Pia Stenfors, essentiel for vores velbefindende og tilknytning. Det påvirker, hvordan vi håndterer stress, knytter os og oplever verden omkring os.

Lottes pointer om at finde små øjeblikke og dråber af nærvær i hverdagen kan opbygge tillid til kroppens egne signaler og skabe bedre forbindelse med os selv og hinanden.

Nervesystemstræning skal ikke overgøres, som kan være en tendens i et hyperfokus. Små øvelser og tjek ind styrker vores system langt bedre.

Lyt til Skab DIG podcast og hør mere om:

✔️ Nervesystemets rolle og bevægelsen fra alarm til nærvær

✔️ Gaverne ved et reguleret nervesystem og at kunne være til stede i øjeblikket med os selv og andre

✔️Lotte Pia Stenfors guider til øvelserne “Blide øjne” og “Kontaktflade - kroppens kontakt med omgivelserne”.

✔️ Hvordan små øjeblikke af nærvær i hverdagen kan styrke vores tolerances grænser og hjælpe os med at reagere mere hensigtsmæssigt på vores omgivelser.

Læs også

Lotte Pia Stenfors Podcast

Lotte Pia Stenfors arbejde

https://www.facebook.com/livoglyst

https://www.linkedin.com/in/lotte-pia-stenfors-5938203/

Lottes musik:

Skriv dig klar til udredningen

Adhd? Skriv dig klar til udredningen, eller undersøg om der er noget med dig og adhd. Første materiale frigives 5. maj

https://charlottehejehaase.simplero.com/page/650375

Skaberiet - fællesskab

Vil du være med til lignende samtaler, opleve bodydoubling og delinger med ligesindede? Meld dig til Charlotte Heje Haases nyhedsbrev (her på harjegadhd.dk) og hør, når der igen er plads i Skaberiet - et neurodivergent fællesskab.

https://charlottehejehaase.simplero.com/page/588303

Da jeg blev udredt for adhd midt i mine 40´ere, stod jeg alene med en masse tanker og følelser, som jeg deler i podcasten Skab DIG.

Selvom jeg havde lært mig selv en masse om adhd, kom det bag på mig, hvor svær udredningsprocessen i virkeligheden var.

Ofte tog jeg fortvivlet hjem, fordi jeg ikke havde svaret 'rigtigt' på de der meget sort/hvide spørgsmål.

"Nej, jeg sjusker ikke" (... fordi jeg gennemtjekker ting tusind gange).

"Nej, jeg kommer aldrig for sent" (... fordi jeg tager afsted alt for tidligt, da jeg ved, at jeg er tidsblind).

“Jeg afbryder aldrig og er en god lytter” (… fordi jeg tager noter, hvis jeg kan komme til det).

“Nej, jeg kan godt læse en hel bog” (… hvis emnet interesserer mig, hvis det er pligtlæsning eller en manual, kommer jeg ikke igennem mere end tre sider og kan intet huske af, hvad jeg læser).

Eksamen i eget liv?

En del af udredningen for adhd er ofte DIVA-testen.

Her gennemgår psykiateren en masse spørgsmål, der blandt andet skal undersøge forekomsten af opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet i dit liv (alle elementer behøver ikke være til stede for at få en diagnose).

Som en lytter skrev til mig:

"DIVA-testen er som at være til eksamen i sit eget liv, men jeg går helt i sort, selvom jeg burde kende pensum bedre end nogen anden!"

Det hjælper ikke, at ikke alle psykiaterne kan se igennem maskerne, som vi ikke engang er klar over, at vi bærer.

Det vil jeg gerne hjælpe med.

Selvstudie og undersøgelse

Jeg er igang med at skabe et online-knus, der forhåbentlig klæder dig lidt bedre på til udredningen, end jeg var.

Hvor vi kigger på, hvad kan der ligge bag de meget sort/hvide spørgsmål.

Hvad betyder det i en kontekst, og hvordan kan det se ud hos piger/kvinder.

“Har jeg adhd? Skriv dig klar til udredning” udsendes til de første den 2. maj - med halv pris ved køb i april måned.

Det rummer lydfiler fra mig, spørgsmål til reflektion og uddybende viden leveret som små lydfiler eller video fra eksperter.

Åbne øjne

Det handler ikke om at ‘hacke’ sig til en diagnose!

Det handler om at undersøge mulige adhd træk med helt åbne øjne.

Men hvorfor undersøge, om man har adhd?

I mit tilfælde faldt alt på plads (ikke at forveksle med, at alt ændrede sig), da jeg forstod, hvorfor jeg handler og tænker, som jeg gør.

Og hvorfor jeg er på overarbejde på nogle områder (fx når jeg smører madpakker, er til sammenkomster eller skal ud af døren og huske alt).

At have adhd som forklaringsmodel har betydet, at jeg har kunne give slip på en masse skyld og skam og set selv-kærligt på alle de strategier, jeg har benyttet i mit liv for at passe ind og for at fungere i en travl hverdag.

Strategierne skal ikke smides ud, men jeg kan nu vælge mine ‘kampe’ og har en langt større omsorg for mig selv, når jeg bliver overvældet og glemmer aftaler eller mister ting.

Og kan nu gå tilbage og se på, hvad det er, der er ledt op til den tilstand - fremfor at føle mig forkert, doven eller dum.

Lys på strategier

Hvis du vil med, får du et modul hver uge med refleksions-spørgsmål, eksempler og mini interviews.

I alt er der 4 trin, og du har livstidsadgang til materialet.

Mange af os har gået det meste af vores liv og passet ind og gennem strategier formået at holde noglelunde styr på vores indre kaos, men er nu godt trætte.

Kurset hjælper til at blive mere bevidst om de strategier, vi måske bruger, for at vores mulige adhd ikke spænder ben for os.

Dig som barn?

Spørgsmål om adfærd i opvæksten er halvdelen af DIVA testen, og man bliver bedt om at tage en forældre med, når denne del gennemgåes.

Ens far eller mor? Dette kan være et problem, når man er voksen selv.

Er de stadig friske, og kan vi overhovedet regne med, at vores familie kan huske og se ting, de aldrig så dengang?

Måske de så også får øje på ting om sig selv, de ikke har lyst til at se på (adhd er jo arveligt).

Så der er også øvelser, der hjælper dig til at huske, hvordan det var, at være dig som yngre.

Og et lille støttende manifest til en forælder, der skal med, for det kan være sårbart at se det, man ikke har set og måske få øje på ting hos sig selv, man ikke havde opdaget (adhd er jo arveligt).

Er der noget om det?

Kurset giver dig ingen officielle svar og er ingen test i sig selv.

Du kan sådan set også gennemføre det, selvom du allerede har en diagnose - men måske nogle gange kommer i tvivl stadig - er der egentlig noget om det, eller er det noget, jeg bilder mig ind?

Se det som en undersøgelse af dine mønstre og med blik på adhd som mulig forklaringsmodel.

Særligt henvendt til voksne kvinder, der udadtil har klaret sig fint.

Kan betales i rater.

Tilbud i april - lukker for første hold den 30. april. For selvom det er selvstudie, så er det muligt at skrive under modulerne og kommunikere skriftligt med mig og de andre, der deltager.

Begrænsede antal pladser.

Ja tak! Fortæl mere

Disclaimer: Jeg er ikke læge, psykolog eller psykiater! Jeg er et menneske med livslang erfaring i at leve med (uopdaget) adhd - og et års intens hyperfokus på emnet. I materialet taler jeg med specialister, når det giver mening for at undersøge adhd som forklaringsmodel. Humor kan forekomme.

Her kan du læse mere om forløbet:

https://charlottehejehaase.simplero.com/page/650375

Ps. Her kan du få en liste over anbefalede psykiatere til voksne, der skal udredes

Kh. Charlotte