46 år i dag og med spirende mistanke

Charlotte Heje Haases fødselsdagsgave til sig selv er at ikke stå alene med tankerne om at leve med ADHD. En ny mistanke, som giver så meget mening.

Det er søndag den 17. september, og klokken er 6.30. Min søn på 6 år listede lige over i min seng og sagde, at han elsker mig mere end hele universet og alle forhistoriske dyr tilsammen.

Nu har han vækket sin far, og de pusler nedenunder for at lave morgenbord.

Jeg fylder 46 år i dag, og er nu tættere på de 50 end 40.

Igår hørte jeg Miley Cyrus “I used to be young” for første gang. Hvor er den smuk og rammende.

Når jeg vågner, er øjenlågene så lange, at min mobil ikke kan kende mig på Face recognition, hvis jeg prøver at gå på Aula, min mobile netbank eller andre uhyrligheder.

I næste uge skal jeg til lægen og henvises til en psykiater eller psykolog med henblik på at undersøges for ADHD. Det er mit tredje forsøg på et møde, da jeg hele tiden kommer til at dobbeltbooke.

Der skulle være lang ventetid til at blive udredt, og mange læger forstår ikke, hvordan ADHD ser ud hos kvinder, så jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente.

Men jeg er egentlig ikke i tvivl længere.

Dybt inde ved jeg, at det er sandt.

Når fremmede ser klart

At være neuro-divergent. En neuro-afviger.

Det lyder sejt på en måde.

Det modsatte, det ‘normale’ hedder neurotypical. At være divergent betyder at være foranderlig, uforudsigelig og innovativ i følge Google: “Divergent thinkers are often independent, curious and risk-takers. Divergent thinkers can: Quickly and spontaneously produce many ideas.”

Det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg opdagede, at jeg måske lever med ADHD på en god dag, hvor jeg løste en masse problemer ved at være nytænkende og idérig.

“Du må have ADHD”

Men fremmede kvinder midt i livet, der læste mine bøger eller tekster på Facebook eller hørte min podcast Skab DIG, skrev til mig, at de kunne genkende så meget, og … netop var blevet diagnosticeret med ADHD.

Det gjorde mig ærligt taget lidt fornærmet.

Jeg var da bare mig.

Hvor vovede andre at tage mine små humoristiske tekster og diagnosticere mig?

Der var intet unormalt ved mig, og mine fortællinger om rod, alkohol, spisevaner, ikke kunne køre bil, og min sociale udmattelse, imposter syndrom, evne til at tage andres jakker på og køre forkert med tog, havde i hvert fald intet at gøre med ADHD.

Ingen genkendelse fra forældre

Da jeg nævnte det for min mor, der er sygeplejerske, sagde hun da også i første omgang: “ADHD? Nej, det kan jeg ikke genkende hos dig.” Min far afviste det også.

Det beroligende mig.

For en tid.

For indeni vidste jeg, at jeg kunne genkende alt for meget.

Jeg er bare sindssyg god til at maskere.

Humor som modgift til skam

Mit motto er Time + Tragedy = Comedy. Min overlevelse har altid været at tage kontrol over ting, jeg skammer mig over ved at bruge humor og afvæbne gennem fortællinger.

Noget som er let for andre kan være svært for mig. Jeg er på overarbejde for at dække over det eller vende narrativet bagefter.

Det var først, da to kvinder, som jeg ser op til fagligt og holder enormt meget af som mennesker, blev diagnosticeret sent med ADHD, at jeg begyndte at turde se på det.

Var der noget om det?

Fordomme om ADHD: Kun urolige drenge?

Jeg havde mange fordomme om ADHD og vidste kun, hvordan det kunne se ud hos urolige drenge i skolesystemet.

Eller mediehistorier om urolige mænd, der havde det svært i barndommen og ikke kunne sidde stille - måske endda blev smidt ud af skolen - men i dag er succesfulde komikere, foredragsholdere eller iværksættere.

Der er to primære grunde til, at jeg ikke vidste, hvordan ADHD også kan se ud:

1. Det er oftest drenge og mænd, der er blevet undersøgt. (Der er et køns-bias på alle diagnoser og forskning i sygdomme, der falder til hankøns fordel).

2. Piger og kvinder er ofte bedre til at skjule det. Vi imploderer fremfor at eksplodere.

Mine to veninder og kollegaer er begge intelligente, selvstændige, akademikere, har gået i terapi, skabt deres egen virksomhed, mødre … og så er de distræte, humoristiske og følsomme.

Og de kæmper med ting, som jeg kan genkende dybt inde.

Skræmmende og befriende

Det sidste års tid har jeg været i en krise, der ikke længere kunne ignoreres eller holdes nede.

Jeg er begyndt at lytte til podcasts om kvinder og ADHD.

Det er skræmmende, så meget jeg kan genkende.

Det er befriende, så meget jeg kan genkende.

Jeg har grædt, jeg har grint, jeg er begyndt på noget, der kan være den fineste fødselsdagsgave, jeg kunne drømme om.

En selverkendelse, tilgivelse og heling.

Hvad nu, hvis der ikke er noget galt med mig?

Hvis jeg ikke er klodset, forkert, doven og bare skal tage mig sammen? (Noget jeg igennem hele livet har fortalt mig selv)

Hvis jeg er præcis, som jeg skal og kan være med den neurodivergente hjerne, jeg er blevet givet?

Du er inviteret

Jeg vil gerne invitere dig med på en rejse, hvor jeg undersøger dette nærmere. En rejse tilbage i tiden.

Nå nu må jeg hellere lade som om, at jeg sover, for nu kommer familien snart op og synger fødselsdagssang … håber jeg.

Der er mistænkeligt stille.

Jeg har aldrig kunne falde i søvn igen, når jeg først er vågnet. Så tak for at tilbringe den første vågne time af mit liv som 46 årig med mig.

Min fødselsdagsgave til mig selv er ikke at gå alene med disse tanker men tage kreativiteten i hånden og dele min stemme med dem, der har lyst til eller brug for at lytte. Gad vide, om min flok er derude?

Ingen kan alligevel dømme mig hårdere end min indre Gerda.

Ps. Oprindelig stod der i titlen, at jeg bliver 47 år. Det er ikke sandt, og endnu en af de små tricks min hjerne spiller mig i forhold til tal og detaljer. ;-)