Afsluttet hos psykiater - nu begynder arbejdet

Charlotte har været hos psykiateren sidste gang, hun tænker over, hvad nu.

Igår afsluttede jeg mit forløb hos psykiateren og er nu henvist til egen læge. Hurra!

Efter diagnosen fortsætter man forløbet med ens psykiater, hvis man vælger medicin fremfor psykoeducation (man får desværre ikke bevilliget både terapi og behandling, og jeg valgte medicin).

Det kan tage mange måneder at justere medicinen, der virker forskelligt på forskellige. Både dosis og hvilken type, der er bedst, kan være en lang sej kamp.

Men for mig har jeg bare været der to gange siden diagnosen for at måle blodtryk og vejes og tale om, hvordan det virkede, og det var så det. Det er rart at ikke skulle tage den lange vej mere.

Jeg får minidosis af Methylphenidate. Uden bivirkninger.

Så lige nu er det fint.

Faktisk har jeg holdt pause i tre uger i ferien, bare for at mærke, om der var forskel. Og fordi jeg ikke vil tage medicin hele mit liv, hvis jeg kan undgå det.

Min far (læge) har advaret om, at der jo ikke er en ende på den slags medicin indtag. Og normalt øges dosen bare hos folk, der vænner sig til det, og at man bliver afhængig af det som hjælp.

Han synes i stedet for, at jeg skal dyrke meget motion og være bevidst med min “misbrugshistorik” (alkohol - og derfor jeg ikke har drukket i 13 år).

Men det er ikke nok for mig med motion (eller terapi og selvudviklingsteknikker).

Jeg vil også have hjælp. For det har været for tungt for længe.

Jeg har valgt noget medicin, hvor jeg kan tage det, hvis jeg er særligt presset.

Fx i morgen, hvor vi skal rydde op til gæster søndag, og søndag hvor gæsterne kommer til familiefødselsdag. Når jeg tager medicin, er jeg mere rolig og det er som om, at larmen i hovedet bliver mindre.

Sover også bedre om natten.

Jeg skal nok dele mere om mine oplevelser med medicin og snak med andre i podcasten om emnet, når jeg er klar.

Lettet

Hvordan har jeg det med, at forløbet er afsluttet?

Føler en kæmpe lettelse.

Det var svært for mig at lade maskerne falde foran min psykiater.

Jeg er LYKKELIG over, at jeg ikke skulle vente til januar 2025 med min udredning og at få min adhd diagnose, men når det er sagt, så har jeg lært, at det er meget vigtigt, at man venter på den rette psykiater, der har erfaring med, hvordan det kan se ud hos kvinder og piger.

Især hvis man diagnosticeres sent, er højt fungerende, introvert og har haft en barndom, hvor man levede med en voksen eller flere, der ikke kunne selvregulere (formentlig grundet uopdaget adhd).

Man bliver antennebarn og mester i at undertrykke egne impulser, og det er faktisk svært at vise, hvordan man ville være uden antennerne, når man er i en presset situation, som det at sidde foran en psykiater er.

Hvor alt vågner, og et fremmed menneske med et excelark skal fælde en dom, der har afgørende betydning for ens liv og selvforståelse.

Høj puls

Apropos - om at ting vågner.

Psykiateren tog mit blodtryk og puls igår. Han sagde, det var perfekt.

Jeg så tallet og udbrød: “Det er da for højt!”

“Jamen det har du haft hver gang. Du sidder meget anspændt her. Du har bare *”

(Og han nævnte han en latinsk betegnelse - som jeg ikke kan huske eller google frem).

“Hvad betyder det?”

“Det betyder, at nogle bliver urolige, når de skal måles, og så stiger pulsen. Prøv at tage den derhjemme. Der vil den være meget lavere”.

Aha.

Min krop ER i alarmberedskab der.

Tankevækkende, ikke?

Så er det klart, jeg ikke har kunne tænke klart.

Jeg har været i alarmberedskab under hele udredningen.

Arbejdet

Jeg har det sådan, at det er nu, det egentlige arbejde begynder.

Nu har jeg fået papir på det, og jeg får hjælp fra systemet.

Men piller er IKKE et mirakelmiddel på nogen måde. Måske jeg havde oplevet større effekt (og bivirkninger) med en højere dosis, men det er jeg slet ikke klar til pt.

Og jeg har indrettet mit liv sådan, at jeg er selvstændig med en enorm fleksibilitet. Jeg gør tingene på min måde og har ikke ydre distraktioner (åbent kontorlandskab fx).

Nu skal jeg lære min adhd at kende og finde ud af, hvor jeg er udfordret, og om jeg skal have hjælp til visse ting - samt hvor jeg vil øve mig på accept og bedre indre selvsnak, når nogle ting er svære uanset hvor meget, jeg anstrenger mig (når jeg mister ting, farer vild, har tidsproblemer og roder).

Diagnosen er nødvendig

Som ph.d og overlæge inden for almen medicin og psykiatri med speciale i adhd Lotta Borg Skoglund skriver i bogen “ADHD 50+ - om at få sin diagnose sent i livet og blive ældre med ADHD”:

“Den rigtige diagnose er nødvendig, så sundhedsvæsenet ved, hvilken behandling er sikker og effektiv.

Den rigtige diagnose og dens indbyggede forklaringsmodel er nødvendig, hvis folk skal kunne tage ansvar for deres eget liv, deres relationer og sundhed. Derfor bør vi være taknemmelige for, at også flere midaldrende og ældre endelig får deres ADHD-diagnose.”

Mine drømme om at leve

Min diagnose er et udgangspunkt til det, der nu skal ændres eller accepteres.

Jeg drømmer om et liv, hvor jeg er mere selvkærlig og har nære venskaber igen (sådan at man rent faktisk ses).

Og hvor mit ægteskab virkelig trives.

Vi har lige måtte udskyde bryllupsfest et år (havde ellers inviteret til den 24 august 2024), fordi vi ikke havde overskud til at holde festen. Heller ikke selvom gæsterne skulle tage maden med.

Min drøm er at næste år til august, holder vi den OG nyder den. Og at jeg næste år har et ægte socialt liv og ikke bare et netværk.

Jeg vil LEVE ikke bare OVERLEVE.

Og grine mere.

Nu - med den rette forklaringsmodel endelig - tror jeg, det er muligt.

Hav en dejlig dag.

Kh Charlotte

https://www.instagram.com/har.jeg.adhd/