Besøg hos lægen og at komme hjem med fuld plade

Spørgsmålene på papiret, der skal afgøre, om Charlotte har ADHD, stress, angst eller depression, er dog mere overfladiske end en dameblads test!

Igår var jeg hos lægen.

Jeg var fremme en halv time for tidligt, så i stedet for at sidde i et venterum med det hostende folk (vi har haft virus og sygdomme i hjemmet siden august), cyklede jeg lidt rundt i området, tog i supermarked og købte snacks.

Pludselig var klokken pludselig mange, at jeg kun lige nåede forpustet at smide jakken, da jeg blev kaldt ind på minuttet.

Det var en ung læge.

Jeg tænkte “Oh no. Jeg kan da ikke belemre et så ungt menneske med det her. Og hvad ved han?”

Men så satte jeg mig i stolen, og hans venlige og vågne øjne mødte mine, og jeg besluttede mig for at give ham og mig selv en chance.

At blive hos sig selv

At fortælle ærligt foran et andet menneske - uden at koble sig på og navigere efter vedkommendes følelser og reaktioner - det lyder nemt, men det er det ikke for mig.

Det er nemt og et frisættende frirum at skrive min historie her og i min dagbog, men at se et menneskes reaktion gør, at det bliver en interaktion.

Selv hvis den anden er tavs, taler personens krop og ansigtsudtryk.

Jeg bemærkede, når lægen tog noter, spilede øjnene op, rystede på hænderne, da han skrev, eller rømmede sig berørt.

(Jeg glemte selvfølgelig mine forberedte noter på mobilen, så det blev lidt hulter til bulter.)

Klovnen i mig

Hele sessionen mærkede jeg klovnen i mig røre på sig.

Jeg havde så meget lyst til at bruge humor for at afvæbne og at minimere alvoren af mine ord.

Men jeg blev ved med at komme tilbage til, at nu skulle jeg være ærlig.

Jeg mærker en lille sorg i mig over, at jeg så let kan danse med det mørke, for at andre føler mindre ubehag.

Det er virkelig noget, at jeg mestrer.

Fuld plade og overfladiske screeninger

Der var fuld plads på symptomer, så jeg fik både noget, der skulle afgøre ADHD, stress, angst og depression.

Lægen ville være på den sikre side.

“Ikke fordi du har det hele, og det er sikkert relateret”.

Jeg tænker også begyndende overgangsalder, men det var et helt andet emne, der ville kræve en ny tid, lod han mig vide.

Det tog mig 5 minutter at svare på alle spørgsmålene, da jeg kom hjem.

Dog er der virkelig få spørgsmål på alle parametre, og det undrer mig, at sådan ‘screeninger’ skulle kunne afgøre noget som helst.

Fb og tests i damebladene er mere omfattende!

Jeg har ikke svaret strategisk for at få et bestemt udbytte, men ærligt.

Er du urolig og afbryder?

Halvdelen af spørgsmålene relateret til ADHD var forældede og handlede om, hvorvidt man var for urolig til at sidde stille og var spontan og afbrød folk.

Noget jeg ikke er eller gør.

Da jeg spurgte ham, sagde lægen, at han godt vidste, at ADHD mest var kendt, som vi ser det hos urolige og uadreagerede drenge.

At det kunne se anderledes ud hos piger og kvinder.

Men de afgørende spørgsmål på siden, der skal vurdere min tilstand, ved det tydeligvis ikke.

Det gør mig ked af det og vred.

Ro og mag

Om tre uger skal jeg ind igen og have udfyldt papirerne med spørgsmål, så han kan vurdere, om jeg skal henvises og for hvad, eller hvad der skal ske.

“Så kan du udfylde det i ro og mag”.

Jeg har ikke brug for ro og mag, jeg vil bare rykke nu, jeg har taget mig sammen de sidste 6 måneder, fik jeg lyst til at skrige, men ud kom bare:

“Jeg spiser personligheds og sundhedstests til morgenmad, jeg behøver ikke tre uger”.

Han hævede et øjenbryn og smilede let.

“Nogle gange skal man lige have lidt tid til at mærke efter.”

“Hvad hvis jeg smider papirerne væk? Det er jo et af mine problemer - findes det ikke digitalt?”

“Tag et billede af det nu, og jeg sender dig dem, jeg har som pdf”.

Smukt.

Tårer i øjnene og lettet

Selvom jeg ikke ved, hvad det skal føre til, tog jeg derfra med tårer i øjnene.

Fordi jeg talte sandt, og fordi jeg blev taget alvorligt.

Ikke mindst af mig selv.

Lægen var nærværende i alle 30 minutter. Talte endda om, hvem jeg kunne kontakte, hvis jeg fik mørke tanker.

Jeg er ikke længere sikker på, at vejen er udredning hos psykiater.

Også fordi at jeg nok ikke vil medicineres og indrulleres i et system, men bare have afklaring, så jeg kan hele.

En professionels ord på det.

Noget jeg kan forholde mig til.

Så jeg kan være opmærksom på at hjælpe og støtte mine børn, hvis det skulle dukke op, da det er arveligt.

Så de ikke føler sig så forkerte, som jeg har gjort.