Børn af vrede forældre

Charlotte læste noget, der fik hende til at tænke på det gode ved at flere diagnosticeres med ADHD i dag.

“Børn, der vokser op med vrede forældre, bliver voksne, som konstant frygter, at de har gjort noget galt.”

Det dukkede op i mit feed på Instagram igår. ( @lifewithanxiety101 )

Faren er væk, men frygten for at have gjort noget forkert bliver hængende.

Jeg tror, det er sandt.

Herfra kommer de vågne antenner og et mønster med people-pleasing.

Frygt og skyld

Har du prøvet at instinktivt føle dig skyldig, hvis du bliver kaldt ind på kontoret af chefen?

Jeg troede fx, at jeg blev fyret, da jeg på Aller fik en mail om et møde med titlen “Ændringer”.

Det viste sig, at jeg skulle have en lønforhøjelse.

Jeg havde overset smiley´en.

Mit liv i en nøddeskal: Frygter det værste.

Det kan også være du får en konvolut fra banken, telefonen ringer, du modtager en mail fra en kunde, der er et uventet bank på døren …

Et alarmberedskab kan igangsættes og de indre tanke tendere til det dramatiske.

Måske du hurtigt får katastrofetanker - helt løsrevet fra virkeligeheden - og caster dig selv i rollen som skurken?

Føler dig som en dårlig mor, partner, hvis noget knaser lidt.

Skæld ud

Mange af os med ADHD har fået mere skæld ud eller irettesættelser end gennemsnittet i vores opvækst.

Selv var jeg en stille og dygtig studerende, så jeg modtog aldrig skældud i skolen, bare opfordringer til at “sige mere”, for “du kan jo godt”.

Hvilket jeg i øvrigt ikke kunne - for:

1. Jeg gad ikke sige noget indlysende (autistiske træk?)

2. Jeg var ofte uopmærksom og faktisk ikke til stede mentalt - at jeg fik gode karakterer handlede udelukkende om min evne til at præstere på eksamenspanik og en evne til at knække koden og løse skriftlige opgaver

Men selvom jeg ikke “generede nogen” i skolen eller i uddannelsessystemet (andet end mig selv og mit selvværd), så fik jeg meget skæld ud.

Hjemme.

Råb

Jeg var utrolig distræt.

Der var vandglas alle vegne, mit tøj, papirer, bøger.

Jeg glemte ting, jeg var i min egen verden og meget eksplosiv, når jeg først var i trygge rammer.

Al min energi brugte jeg i skolen og på rideskolen. Når jeg kom hjem var jeg helt færdig og blev enormt vred, hvis der blev sat det mindste krav til mig.

Det og mit rod irriterede min far grænseløst.

Han råbte en del af mig.

Det hjalp sjældent.

Jeg råbte tilbage.

Smækkede med døre.

Og kom endnu mere på overarbejde udenfor hjemmet for ikke at afsløre den der uelskelige side af mig - hende den kiksede, distræte, eksplosive, egoistiske type.

Hurra for diagnoser = bevidsthed

Hvis børn af vrede forældre ofte har en følelse af at have gjort noget galt - også som voksne, så er det endnu en god grund til, at det er en god ting, at flere bliver diagnosticeret i dag.

Vi er uden tvivl mange voksne børn af forældre med uopdaget ADHD, der har haft forældre, der ikke har kunne følelses- og energiregulere sig selv.

Og uden en forklaring eller hjælpemidler, så har vi lært at tage skylden på os og været boksepuder for deres humørudsving.

Det sætter sig.

Og det er ulykkeligt, for mange af os har haft kærlige, sjove og engagerede forældre, der elskede os højt, men bare ikke har kunne rumme hverdagen, da vi var små og larmede, reagerede - og var “for meget”.

Måske fordi vi mindede om dem.

Konsekvensen kan være at vi pakkede os selv væk og tog en maske på, når vi gik ud i verden.

Til den sad så stramt, at vi ikke kunne finde ud af hvor, den endte, og vi selv begyndte.

Hurra for at vi i dag begynder at forstå skæve hjerner og vilde hjerter bedre, så vi kan tilgive dem, der kom før os, lære at elske os selv, som vi er, og være mere rummelige overfor vores børn.

Hvad tænker du?

Kh Charlotte

Ps. Lige nu føler jeg skyld over at skrive denne tekst. Som om, at jeg kaster min barnsdomsfamilie under bussen. Men faktisk er det skrevet med stor kærlighed. Efter min diagnose har jeg tilgivet alt, fordi jeg forstår alt. Og jeg arbejder mega hårdt for ikke selv at være en stor automat-reaktion som overstimuleret forældre. Det lykkes ikke altid - mine børn kan aflæse mig som en åben bog og ved, hvornår vi skal haste ud af Fields, for at undgå, at mor går helt amok senere på dagen over en lille ubetydelig udfordring.