Det jeg er allermest bange for

Min veninde spurgte mig, om jeg ikke er bange for, at en psykiater giver mig en anden diagnose end ADHD eller får mig indlagt. Nej, men jeg ER bange for noget helt andet...

“Er du ikke bange for, at en psykiater får dig indlagt - eller giver dig en bunke diagnoser - autisme, bipolar, post traumatisk stress syndrom …”

Jeg rystede på hovedet og udbrød:

“Jeg håber, at han finder noget. Det, jeg er allermest bange for er, at han siger, at der ikke er noget ‘galt’ med mig.”

Vi begyndte begge to at grine.

For det lød egentlig absurd.

Ingen ønsker sig en diagnose.

Men under vores latterbrøl kunne jeg også mærke en knude i maven. En smerte og sandhed.

At det i virkeligheden er det, jeg frygter.

Ingen forklaring

Hvis jeg får at vide, at jeg er helt normal, så er det, som jeg har troet på halvdelen af mit liv, sandt.

Så har jeg stadig ingen forklaring har på:

✔️ at jeg ikke kan drikke normalt (har ikke drukket alkohol i 12 år af denne grund)

✔️ ikke kan finde vej nye steder selv med en GPS som vejleder

✔️ har svært ved at huske ting, hvis det ikke er skrevet ned og læst og tjekket igen og igen

✔️ bliver så udmattet, bliver så høj

✔️ ikke kan rydde op

✔️ ikke tør at køre bil

✔️ ikke kan lide at tale i telefon (fordi jeg ikke kan aflæse, om det jeg siger er ok)

✔️ føler alt så intenst

✔️ mærker kritik som en fysisk smerte

✔️ er tidsblind

✔️ går ind i ting

✔️ kan fokusere så meget på noget, at alt omkring mig forsvinder

✔️ ikke har tålmodighed til at læse anvisninger, men bare kaster mig ud i det og finder løsninger, stagnerer eller raser

✔️ har en tendens til arbejdsnarkomani - workaholism

✔️ nogle dage ingen startknap har, og andre dage ingen stopklods har

✔️ ikke kan holde ud at smalltalke, men straks går til egne og folks traumer og mangler et filter, som afføder sårbarhedstømmermænd bagefter

✔️ har svært ved at lave aftaler med venner, medmindre der er en udefra struktur, hvor vi fast mødes om noget (sport, uddannelse, arbejde)

✔️ har en indre motor og sover enormt let (lys og lyde skal elimineres - og har altid drømt ekstremt meget og gik i søvne som barn)

✔️ let bliver overstimuleret ved mange mennesker eller høje lyde (og først mærker det bagefter, hvor jeg punkterer eller eksplo/imploderer)

… hvis jeg ikke er anderledes skruet sammen, så burde jeg ikke have de problematikker.

Så må det skyldes, at jeg er dummere eller mere doven end gennemsnittet.

Min flok? Og svar

Min veninde spurgte også, om jeg så ikke frygtede at tabe ansigt, hvis jeg nu ikke har ADHD og er begyndt at tale om det i en podcast.

Det er jeg egentlig ligeglad med.

Så bliver det en sjov historie en dag.

Og jeg ved en hulens masse om kvinder og ADHD. Det har været noget af det mest spændende, jeg har undersøgt.

Men der er noget andet, jeg frygter.

I min research om ADHD hos højtfungerende (hader det begreb - det må vi tale om senere) kvinder, er det ikke bare som at få en forklaring.

Det er som at finde sin flok. Fremmede deler deres historier med mig og støtter mig bagom.

I det og viden om ADHD har jeg fundet heling og svar, jeg aldrig har fået gennem mine 100 selvudviklingskurser eller snak med psykologer og terapeuter, da jeg arbejdede på Psykologi.

Jeg har grædt af genkendelse og haft kæmpe AHA-oplevelser og fundet svar på spørgsmål, jeg aldrig har fundet på anden vis.

Helt normal unormal

Så ja, jeg frygter at blive sendt tilbage til 0.

Hvor jeg begår mig fint i verden med min lille fine maske, men indeni føler mig anderledes og på overarbejde.

Og hvor min indre hammer og Gerdas kritiske røst konstant er igang.

Hvis min intuition om, at jeg er sat anderledes sammen og rent faktisk er neurodivergent, viser sig at være sand, så kan jeg møde mig selv omsorgsfuldt og hele.

Og ikke være alene mere med de tanker og følelser.

Ved at finde ud af, hvad der er galt med mig, kan jeg fuldstændig give slip på, at der er noget galt med mig.

Så har jeg en bare helt anden farve og har bare sammenlignet mig med neurotypiske på et forkert grundlag.

Giver det mening?

Kh. Charlotte