En sjov og tragisk hverdagshistorie

Charlotte kunne ikke komme ud af en 7eleven

Her er en opdatering, jeg har skrevet på Facebook igår. Den står ren og sjov og måske en smule genkendelig.

Det er det med fed skrift.

Men du får her en lille ekstra bonus info.

For lad mig med kursiv prøve at forklare, hvad der sker mellem linjerne, hvis vi ser på det med ADHD briller:

Kender du det:

Jeg elsker at henvende mig til andre, også når jeg deler noget anderledes. Det er sjovt, hvis man aldrig har prøvet det, men det lyder som noget, forfatteren fejlagtigt antager sker for alle.

Men i det appelerer jeg også til ligesindede om ikke lade mig stå alene.

Og de tre ord “kender du det” gjorde faktisk, at flere skrev under opslaget, at de havde prøvet det i tog (TAK).

Du har købt noget i 7eleven og skal ud. Du går over til en glas rude, hvor du mindes at være kommet ind og fægter for at komme ud. Intet sker.

Du må have taget fejl.

Min konklusion ved alle ting er altid, at jeg må have gjort noget forkert, eller at det er mig, den er gal med. Jeg tænkte aldrig, at det bare kunne være dørens funktion, der driller fx.

Det er så indbygget i mig, at jeg ikke opdager det (før bagefter).

Du går over til et glasparti i den anden ende af butikken og vinker løs. Intet.

Nu kan du godt se, at det her i hvert fald hverken er en indgang eller udgang.

Du kigger forvirret rundt og mærker, at du bliver betragtet forundret af dem ved kassen. De siger intet.

Her bliver jeg flov og selvbevidst. De har opdaget, at der er noget galt med mig, er mine instinktive tanker.

Nu er jeg i automat-reaktion og mærker Rejection Sensitive Disphoria tage over.

Jeg er overvældet af negative følelser og kigger hurtigt væk, så de får heller ikke chancen for at afkode situationen og hjælpe mig - og hvis de synes, jeg handler håbløst, så beskytter jeg mig selv fra at se det ved at undgå øjenkontakt.

Du føler dig akavet og vil bevare din værdighed, så ser ud som om, at du studerer en tilfældig chokoladebar. Gud hvor er den spændende. Du ligner koncentreret en, der overvejer et køb, mens du prøver at berolige dig selv indeni: “Du skal nok komme ud, du skal nok komme ud.”

Det man ser på overfladen passer ikke med det, der sker på indersiden. For der er sket en ‘traume response’, hvor jeg maskerer - i stedet for at bede om hjælp og hvile i, at det nok er døren, der er noget galt i, og enhver kan miste retningssansen, skynder jeg mig at kamuflere mig selv som normal.

Det har tidligere været en overlevelsesstrategi, og de er ikke sådan at ryste af sig.

Da du ser en mand gå beslutsom fra kassen mod en åbnende rude, der ignorerede dine vilde fagter, sætter du i løb efter ham, så han farer sammen og gisper. Med ham kommer du ud!

Sorry fremmede menneske, der blev forskrækket.

Her kunne jeg havde gået normalt og bedt manden om at vente og forklare, at jeg ikke kunne komme ud. Måske vi kunne have grint lidt.

Men jeg er ikke i overskud og fornuft.

I stedet handler jeg ved at panisk løbe uden forklaring for at nå at komme ud. Jeg får aldrig øjenkontakt med ham, men mærker ham fare sammen.

Han tænker måske, at han ville blive slået ned, eller at jeg er en tyv i nogle sekunder. Dette forstærker min skam og følelse af at være forkert og handle mærkeligt i verden.

Endelig ude lover du dig selv at vente en lille måned før du går ind i 7eleven på Østerbro igen. Og sikre dig, du kender udgangen først.

Undgåelsesadfærd er også noget, jeg mestrer.

Igen ville automatiske døre ikke anerkende, at jeg er et menneske. Intercitytog tog vil også altid så gerne have, at jeg bliver lidt længere.

Denne konklusion rummer et grad af sandhed og smerte. Jeg har ofte tænkt, at automatiserede døre - eller lys der slukker, hvis nogen ikke er i lokalet (de slukker gerne ved mig, når jeg arbejder), har noget at gøre med, at jeg ikke er et rigtigt eller normalt menneske. Og her er beviset.

Afsløret af maskiner.

Humor som overlevelse

Og sådan kan man slagte en humoristisk hverdagshistorie med et kig ind i sindet, og hvad adfærden aktiverer.

Jeg synes stadig, at det er sjovt. Jeg griner meget. Det er min overlevelsesmekanisme.

Men nu giver jeg også plads til smerten bag fx at dække over, at jeg ikke kunne åbne døren eller finde ud af at bede om hjælp.

Et ønske om selvomsorg og rummelighed

Et kram til mine akavede med-søstre og et ønske til andre om at behandle os, der måske har lidt afvigende adfærd til tider med rummelighed.

Jeg kom også til at gå foran nogen ind i metroen samme dag. Fordi jeg var distræt, så jeg ikke de havde stillet sig i kø langs siderne. En mand udbrød forarget “Så kom du ind hva?”, og jeg undskyldte og undskyldte, for det var ikke ment sådan.

Jeg stod bare lige i mine egne tanker og eneste fokus var at huske at komme ind i toget - og det rette. Det er ikke altid, at vi kan se folks indre kamp på overfladen.

Jeg ved godt, at jeg aldrig er forkert.

Jeg ved godt, at jeg er perfekt, som jeg er.

Og jeg føler stor selvomsorg - især i dag med mine nye ADHD-briller.

MEN jeg ved det ikke altid, når jeg står i en situation og bliver tricket.

Så tager noget større og gammelt over.

Kh. Charlotte