Faciliteringstømmermænd - og når jeg glemmer at pleje dem
Den åndssvage mor tager over, når Charlotte glemmer, at hun har brug for en menneskesky dag.
Kender du det, at noget koster meget energi for dig?
Det kan være familie-komsammen, en reception, et forældremøde, dine børns konkurrencedage i en hal …
Som ung dulmede jeg efter og under sociale arrangementer. Senere konkluderede jeg: De ting skal jeg nok bare lade helt være med.
Hvis man bliver helt flad bagefter, må det være dårligt for en, tænkte jeg.
Det viste sig så bare ikke at være rigtigt.
Og jeg kunne mærke, at noget manglede, når jeg skar de ting ud af mit liv.
Noget kan faktisk godt være helt rigtigt – og stadig koste på energikontoen.
Energien - og manglen på samme
Jeg har på en måde indrettet mit arbejdsliv, som mange neurodivergente nok har brug for, til at kunne flekse mellem dage, hvor den høje udadvendte energi raser og de dage, hvor den indadvendte og refleksive energi hersker.
Jeg underviser mest online fra mit eget hjem.
Mine fysiske undervisningsdage eller podcast arbejdsdage med kursister og interviews ligger spredt ud, da jeg ved, at de tager energi.
Jeg nyder dem virkelig, og det giver så meget liv og tanker og inspiration, men der skal helst være stille i min kalender og opgaver dagen før og efter.
Det betyder: Ingen møder eller telefonsamtaler dagen efter.
Bare mig i nattøj der redigerer lydfiler og finpudser tekster.
Jeg glemte bare lige denne regel igår i privaten.
Nedsmeltningernes dag
Tirsdag havde jeg første undervisningsdag på hold 1 af Skrivefacilitator-uddannelsen. Elsker alt ved det og havde glædet mig som en tosse, og de 6 kursister var for vilde.
Alle havde de noget på hjerte og en længsel efter at skabe meningsfulde fællesskaber og at bruge skriften som en måde at finde sin stemme, frisætte sig fra andres narrativer og skabe resonans.
Gik derfra så glad.
Nej mere end det, jeg var høj. Jeg skal da bare undervise hver dag, tænkte jeg.
Det her er livet.
Dagen efter kom crashet, og jeg havde ryddet kalenderen og lod være med at svare på telefonopkald. Redigerede podcasts. Landede.
Men efter dagens opgaver, skulle min datter til behandler for noget svimmelhed i Indre By. Vi tog det offentlige. På vej hjem overtalte hun mig til en tur i Fields, fordi hun MÅTTE have en stressbold. Ikke i morgen. Nu. Jeg overhørte mit indre nej.
Vi stod i kø.
Jeg skulle direkte med tre drenge til parkour. Tidsplanen skred, og jeg kunne mærke den der velkendte sitren, hvor alt begynder at irritere mig en lille smule for meget.
Damen, der skulle spørge om alt ved kassen og have alt pakket seperat ind af en meget fumlende medarbejder, der tog sig tid til at svare på en sms under opgaven.
Så hørte jeg ellers min mund sige upædagogiske ting højt og bebrejde mig selv, at jeg ikke sagde fra til denne mission.
Overstimulering på betaling
Med blodsmag i munden fik jeg hentet min søn og hans to venner og cyklet dem til parkour i JumpYard - stedet hvor man betaler for at blive overstimuleret.
Neonlys. Høj musik. Børn der hviner (af begejstring). En stemme der hver 15. minut fortæller om regler for at hoppe og sikkerhed og indkalder folk i højtaleren.
Jeg prøvede at ligne et menneske, der havde det fint, og skældte mig selv ud over min uro på indersiden. Slap nu af, træk vejret, roooo på.
Jeg rørte mig hele tiden nervøst i ansigtet og kunne ikke dulme med at doom scrolle, da min mobil var gået ud. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på at lade den op? Nu havde jeg ansvaret for andres børn, hvad hvis der skete dem noget? Så stod jeg der uden telefon og bil. Hvilken slags voksen var jeg overhovedet?
Hjemme igen var min datter kommet til skade i haven.
Hun fik ikke et kram, men mig i version 3.0: kort lunte og nul overskud.
Det er ikke mit stolteste øjeblik.
Åndssvag hvalp – og mor
Sen aftensmad, tomt køleskab.
For frisk og understimuleret hvalp, der hoppede op og prøvede at hapse maden.
En gang. To gange. Tre.
Og så røg den sidste rest af pædagogik.
Jeg råbte, og hunden gøede tilbage, hvilket ærlig talt var fair.
Og jeg udbrød, at jeg fortrød, at vi havde købt hende - foran min søn.
Hans ansigt.
Der fik jeg lyst til at stikke den stressbold langt ned i min egen kæft.
Faciliteringstømmermænd
Jeg var ved at gå i seng med ondt i maven, mens Gerda (min indre dommer) havde en fest over at nævne alle dagens fejltrin.
Jeg greb min notesbog og havde en samtale med mig selv fra et bedre sted.
Langsomt blev Gerda stille, og jeg forstod, hvad det handlede om:
“Du lavede for meget efter en intens dag, Charlotte.”
Nå ja.
Jeg elsker at undervise, men fysisk undervisning er ikke bare “en dag på arbejde”.
Det er alle stemningerne.
Tanker om, hvorvidt jeg gjorde det godt nok.
Det sætter sig.
Det er faciliteringstømmermænd.
Du kan høre mere om Faciliteringstommermænd her i en episode, jeg har lavet tidligere med organisationspsykolog Nina Tora Jensen:
En øvelse hele livet?
Før i tiden havde jeg nedsmeltninger hele tiden.
Nu er de sjældne, så når de kommer, føles det uventet og frustrerende.
Som om jeg burde være færdig med det. At jeg er på next level.
Det er jeg ikke.
Min energi er ikke noget, jeg fikser én gang. Den skal passes bevidst.
Det betyder ikke, at jeg skal isolere mig fra verden, men at jeg selvkærligt skal vide, hvad der kræver opladning før og efter.
Ellers står jeg i et køkken og råber af en hund og kommer til at sige noget, mine børn ikke skulle have hørt.
At såre mine nærmeste er faktisk det sidste, jeg ønsker, og det sætter gang i den indre skam-hammer.
Kender du det med at det får konsekvenser, hvis du ikke lytter til dit behov for restitution?
Kh Charlotte