Har du også anonym Vasketøjs-Vægring?
Charlotte Heje Haase overvejer, om det er en ADHD-ting, at hun har et problematisk forhold til at vaske, tørre og lægge tøj sammen.
Her ser du et af mine vågne mareridt. Mig og vasketøj er ikke gode venner. Det er som om, at når jeg har sat det over, så glemmer jeg dets eksistens.
Eller også tænker jeg konstant på, at jeg burde hente det. Men kan ikke. Og de tanker fylder hele dagen, og alligevel kan jeg ikke. Og så bliver jeg sur på mig selv over tankerne.
Vi har fået tørretumbler for at undgå råddent tøj. Det er genialt, selvom jeg føler skyld overfor klimaet.
Manden er også udfordret på området og opdager først, vi ikke har tøj, når han ikke har noget at tage på.
Andre gange går det fint med at vaske og tørre det eller hænge det op (selvom det mental load er ude af proportioner). Men så strander det rene tøj på sofaen i nogle dage. Uden nogen lægger det sammen.
Kære vasketøj, hvordan skal vi dog blive bedre venner?
Jeg har studeret diverse oprydningsmetoder, struktur, trin og Kondo fis. Men det fanger mig ikke. Det hjælper mig ikke. Tværtimod!
Det eneste, der virker i perioder er, når jeg gør det til en konkurrence og skal nå at lægge det sammen på fire minutter fx.
Men så skal jeg slå rekorden eller finde på noget nyt næste gang. Eller når vi i “nu-tager-vi-os-sammen”-perioder kører med points for opgaver i hjemmet.
Faktisk har mit forhold til tøjvask og oprydning skabt skyld og skam i mig hele mit liv. Føler mig som en 11 årig på det punkt.
Hvis det har noget med ADHD at gøre, og jeg får diagnosen, kan jeg måske give slip på følelsen af at være dum, doven, kaotisk og hensynsløs på det punkt og måske få den hjælp og de strategier, der skal til, som kan hjælpe os alle i hjemmet.
Eller meget mere magisk - forløse noget ved at tilgive mig selv og lade den indre kritikker slippe taget. Tror ‘Gerda’ vil være mildere, hvis hun forstod, at jeg ikke er et dårligt menneske. Bare lidt udfordret på nogle områder.
Man har da lov at håbe.
Andre med et problematisk vasketøj-venskab på linjen?
God weekend
Kh Charlotte
Miiiiig.
Det jeg hade mest er at lægge tøjet sammen -det kan ta’ uger!
Det dér er ikke helt fremmed for mig & jeg vil ikke sige at jeg har 100% styr på det.
Mit bedste bud på hvordan man bliver bedre til det er at læse K. C. Davis’ bog, “How to Keep House While Drowning”.
Hun har nogle bud på, hvilke strategier, der virker bedst for sådan nogle som os.
Det går klart bedst med mig og mit vasketøj hvis jeg - inspireret af Davis - gør noget fast feks én gang om ugen. Uanset hvor meget eller hvor lidt der er. (Undskyld miljø).
Hvis jeg venter, til lokummet brænder, så er jobbet fuldstændig uoverskueligt for mig & virkeligt svært at tage mig sammen til.
Så min hovedstrategi er at gøre det fast én gang om ugen-ish. Og selvfølgelig virker den ikke altid…
Davis foreslår, at man det som et flow og opgiver drømmen om at blive færdig med sit vasketøj - for det bliver man jo ikke, før man stiller træskoene en skønne dag.