Har vi med ADHD en funktionsnedsættelse? Fy fan - men jo måske
Charlottes tanker om et ladet ord ...
Igår delte jeg på Instagram en tekst skrevet af psykolog Rasmus Alenkær, som jeg synes, er rammende.
Han er træt af tonen i debatten om ADHD og ‘diagnosesamfundet’, hvor folk - der ikke lever med eller har specialiceret sig i ADHD - har en masse meninger.
Han har tidligere skrevet, at det er som en fodboldkamp, hvor folk på sidelinjen eller bag skærmen råber “tag jer nu sammen” og “sikke en flok opmærksomssøgende modedyr”.
Mens et relativt lille antal mennesker - os det handler om - forsøger at holde øjet på bolden og få det bedste ud af en presset situation og ignorere den konstante udskamning i medierne.
Rasmus skriver blandt andet i et nyt opslag omkring, hvorfor en diagnose blandt andet kan være en vigtig forklaringsmodel for en selv:
Du kan læse hele Rasmus Alenkærs opslag her.
Og her er hans hjemmeside.
“Jeg har sgu da ikke en funktionsnedsættelse”
I teksten taler Rasmus Alenkær blandt andet om ADHD som en funktionsnedsættelse, og det reagerede en af min veninder på og skrev til mig bagom, da jeg delte teksten.
Hun lever selv med ADHD og har gennemført en af de sværeste akademiske uddannelser, der findes herhjemme - for blot at finde ud af, at hun egentlig ville noget andet og meget sjovere, der handler om at stå på en scene.
Som hun i øvrigt er vildt god til.
Det får mig til at tænke på ordet, som man virkelig ikke har lyst til at få klistret på sig, men som også står i nogle fagbøger:
“Funktionsnedsættelse”.
Fy fan.
Jeg har sgu da ikke en funktionsnedsættelse!
Men selvom jeg ikke umiddelbart identificerer mig som en, der har nedsatte evner, må jeg bare sige, at hvis jeg skal være helt ærlig, er der jo mange ting i hjemmet, jeg kæmper med og aldrig lærer at systematisere.
Før jeg fik min diagnose, troede jeg, at jeg måske var doven eller dum, når jeg i det skjulte havde det svært ved visse ting.
Og har da også fået at vide, at det var noget, jeg burde tage mig sammen og kunne, tidligere i mit liv.
Hverdags-udfordringer
Jeg ved, at vores ADHD ser vildt forskelligt ud og nogle kompenserer for det indre kaos med orden.
Men min “funktionsnedsættelse” kommer for eksempel til udtryk ved at:
✔️ Jeg glemmer at lukke skabe (og ser ikke åbne skabe og skuffer)
✔️ Jeg ikke skruer propper på tandpastatuberne 90 procent af gangene. Og jeg trykker midt på tuben (ikke af ond vilje, bare instinkt at gøre det nemmeste)
✔️ Jeg ikke kan finde ud af at sætte posen i skraldeposen på den måde, min mand har instrueret mig i (mundtligt) et uendeligt antal gange
✔️ Jeg har svært ved at sortere skrald
✔️ Jeg glemmer eller udsætter egne behov for at drikke, spise og gå på toilettet, når jeg er optaget af noget. Opdager først at jeg fx kun har drukket te en dag, når jeg er svimmel og decideret dårlig tilpas
✔️ Jeg forlægger og leder dagligt efter ting. Altså hver dag er som Groundhog Day, hvor vi skal gennemleve samme panik over forsvunde nøgler, vanter, mobil osv.
Heldigvis griner vi meget af det i hjemmet og skæld ud og udskamning er bandlyst, for det er virkelig ikke noget, vi gør med vilje.
Har fede systemer, men efter to uger …
✔️ Jeg er tidsblind og kompenserer ved at hele dagen være opmærksom på, at jeg skal noget, stresse rundt, tage højde for diverse realistiske forhindringer (at fare vild, glemme noget og må vende om osv), så jeg ofte er over 30 min for tidligt på den
✔️ At smøre madpakker mens jeg guider ungerne til at huske at tage tøj på, tjekke tasker osv. er det samme som at løbe 10 km i sand for mig - med dårlig kondi
✔️ Jeg har tankemylder og hele mit liv lidt af ingen eller urolig søvn af den grund
En forklaring
Der er sikkert andre dagligdagsting, som jeg lige … har glemt.
Men min pointe er bare, at jeg nok ikke er så bange for at tage ordet funktionsnedsættelse på mig.
Det forklarer for mig, at nogle ting er sværere for mig.
Som barn fik jeg ret meget skæld ud hjemme over min distræthed og rod, og det har taget mig til nu at forstå, hvorfor det er så svært for mig.
Det rimer på ADHD.
(Prøv at have tusinde tanker om andre ting, mens du prøver at løse en opgave, der på en eller måde ikke automatiseres hos dig, det er ikke let).
Det dømmende øje
Måske derfor jeg som voksen har omgivet mig med folk med samme eller andre udfordringer.
Det gør en mere rummelig.
Modsat min ekskæreste, da jeg var 25 år, der sagde til mig: “Charlotte, jeg har det ikke så godt med, at du er hos mig, når jeg er på arbejde!
Jeg kommer hjem til kaos af åbnede skabe, krydderier forkerte steder og håndklæder på gulvet.”
Nogle oplever måske at modsætninger mødes - og sammen balancerer man hinanden.
Ikke her.
Jeg blev ligeså stresset af at have ham hjemme hos mig.
Følte konstant det dømmende øje.
Det holdt ikke så længe.
Trives i kaos?
Jeg kunne også mærke, at jeg var på overarbejde i juleferien hos min svigerfar, hvor vi boede 11 mennesker sammen i 4 dage i et hus.
Vi uddelte arbejdsopgaver.
Det gik super, og jeg skrev mig på ting, jeg mestrer (som at dække bord og ordne køkkenet). Jeg undlod bare at stå for selve madlavningen, men vores værelse bar præg af …. os.
Tøj over det hele efter en dag.
Min mands søster konstaterede med et smil “I trives i kaos.”
Og jeg har tænkt meget over det siden.
Jeg tror faktisk ikke, at vi trives i kaos.
Men måske er det rigtigt, at vi ikke altid ser det. (Kun når gæster er på vej - shit, så skal der panik ryddes op).
Heldigvis.
Ellers var vi da gået ned med stress og skam.
Hvad med dig?
Hvordan har du det med ordet “funktionsnedsættelse” i forbindelse med din eventuelle ADHD?
Kom med
I øvrigt er der stadig plads til dig i Skaberiet!
Et tre måneders forløb og klub for sendiagnosticerede kvinder eller med mistanke om ADHD / neurodivergens.
Vi skal skabe os og skabe noget - i fællesskab og alene - og jeg glæder mig helt vildt.
Introduktionspris, da det er første forløb.
Kun 6 pladser tilbage.
Kh Charlotte