Hvornår freestylede du sidst?

Om at lytte til sjælens sprog og at forbinde sig til nuet gennem improvisation.

Kender du de der sætninger, man læser eller hører, som bliver siddende i en som et udråbstegn eller aftryk?

Igår hørte jeg den her om danseren Niki Awandee, og noterede det:

"She loves the art of freestyle, to her it’s a way to tap into the unique language of the soul and connect with the present moment."

Hvorfor rørte denne sætnings betydning mig?

Måske fordi vi mennesker ofte forsøger at tæmme os selv og være fejlfri.

Vi gør ofte det, som vi tror, forventes af os.

Jazz og gospel

Min farfar var jazzmusiker, og i jazzen er improvisation en vigtig del.

I et band kan der opstå et nyt sprog, når en melodi bliver til noget andet i samtale mellem instrumenter, der prøver nyt af.

Det minder mig om, at min gospellærer heller ikke var meget for at give os et repertoire før en koncert.

Vi skulle i hvert fald vide, at det kunne ændres, hvis rummet eller stemningen kaldte på det. Og at en sang, kunne fortsætte i noget nyt, hvor solisten tog det i en ny drejning, og så skulle svare som kor.

“Men hvad? Hvordan? Hvornår?”

Det gjorde mange usikre, forvirrede, vrede eller frustrerede.

Gad hun ikke forberede sig eller hvad? Var hun doven?

Nej, det modsatte.

Jeg levede for de momenter under koncerter.

De der frie fald.

(Måske min adhd også spillede ind - jeg kan alligevel ikke huske rækkefølger og elsker det levende, og de situationer, hvor man skal være vågen og lytte til hinanden for at følge med og skabe noget nyt.)

Dans og ens egen stemme

Min datter er begyndt at freestyle som danser.

Eller rettere - er begyndt igen.

Hun freestylede altid som lille, når en sang kom på, så bevægede kroppen sig i sit eget frie modsvar.

Så blev hun disco konkurrencedanser og lærte koreografier, og den frie dans forsvandt lidt.

Alt blev så kontrolleret.

Så dygtigt.

For et halvt år siden startede hun til hiphop og show og bliver opfordret til at lytte dybt og selv sammensætte trin.

Den frie dans er tilbage igen.

I stuen, på værelset, i haven, på perronen.

Og det rører mig så meget.

Fordi ja måske giver improvisationen plads til vores sjæls stemme.

Nogle gange rodet, vildt, famlende andre gange smukt og i takt.

Altid levende, legende og råt.

Bare Skriv

Når jeg siger "bare Skriv" til mine skrivefæller i Skaberiet lige om lidt, så øver vi os også i at lytte dybt, og give slip på korrekt stavning og den indre censur.

Jeg giver dem en skriveøvelse, de ikke har forberedt sig på, et bestemt antal minutter, og så må de ikke stoppe hånden og skal bare skrive de ord ned, der falder dem ned.

Nogle gange synes jeg, at det er befriende at skrive dårligt, rodet og gentagende, og andre gange giver det plads til en historie, man ikke vidste, man bar på - eller en stemme, man havde glemt, man havde.

Det handler om at give slip på resultatet og bare være i processen.

At lytte dybt

Jeg er som skrivende og skrivementor hverken udelukkende det, som forfatter Lisa Cron kalder “pantser” (at man bare sætter sig og skriver frit uden en plan) eller “plotter” (at man lader strukturen bestemme historien).

Begge elementer er vigtige i kreativiteten.

Både at kunne lytte dybt og give slip - og at kunne sætte rammer og holde sig på sporet og komme i mål.

Men hvis vi ikke tillader os at varme op, undersøge og lytte dybt, så kan strukturen og burde kvæle vores stemmer, musik og bevægelser.

Og vi kan komme til at skele til, hvad andre gør, eller at være dygtige, fremfor at lytte til vores intuition og nuet.

Hvor gav du sidst slip og freestylede?