Jeg afbryder da ikke! 4 tegn på du kan have ADHD

Hvis du lever med uopdaget ADHD, er du formentlig også mester i at læse et rum og en relation og agere efter, hvad der er behov for.

Man kan læse, at folk med ADHD har det med at afbryde folk.

Det er også et spørgsmål i testen hos lægen.

Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg svarede et rungende nej - jeg afbryder da aldrig folk!

Måske du er introvert og kan heller ikke genkende, at du afbryder i klassisk forstand. Du har faktisk fået at vide, at du er en god lytter.

Men begge ting kan være sande på en gang.

Impulsen for at afbryde kan godt lever i dig, og i dette indlæg vil jeg pege på fire måder, det kan se ud hos os. Jeg genkender hver eneste. Især i de yngre år - gætter heldigvis ikke folks ord højt mere.

Jeg vil også have lov til at forsvare/klare vores måde at måde at kommunikere på - med ønsket om forståelse og rummelighed fra os selv og andre.

Vores ‘afbrydelser’ er faktisk ofte er et forsøg på at skabe et trygt spejl, at skrue ned for den indre larm og forblive til stede i en samtale.

Hvis du lever med uopdaget ADHD, har du formentlig øvet dig på IKKE, at:

1. Afslutte folks sætninger

Du kan komme til at afslutte folks sætninger eller tale dem i munden ved at gætte deres næste ord.

Du tror, du kan regne det ud og ofte kan du.

Det kan være enormt irriterende for den, der taler, men du vil så gerne vise, at du lytter og er helt med - og vil gerne hjælpe vedkommende med at komme til sagen (og dig selv til at blive i sporet).

Måske du har et ubevidst ønske om, at farten bliver sat lidt op, så du evt. kan byde ind eller i kan vende problematikken.

2. Straks at dele din vilde historie

Du kan komme til - i bedste mening - at toppe en sårbar personlig historie, du får fortalt, med en fra eget liv. “Hvor frygteligt med dit tab, min onkel døde også af kræft og ….”

Du kommer til at dele tilbage, i stedet for at stoppe op og finde ud af, hvad vedkommende virkelig har brug for lige nu eller give tid til at fordøje og mærke det sagte.

Måske mærker du et talepres, hvis du har lyttet længe og ikke har kunnet byde ind med dine tusinde tanker og følelser.

Men du gør det især, fordi du har et stort hjerte og gerne vil honorere vedkommendes sårbare deling ved at også blotte dig.

På grund af din RSP (rejection sensitivity disorder) og tendens til oversharing, vil du for alt i verden ikke have, at det andet menneske skal stå der alene nøgen og føle, at de måske har delt for meget bagefter. Men nogle gange kan din historie komme til at tage over.

3. Forsvinde i egne tanke- og associationsrækker

Nogle gange er du så bange for at glemme en vigtig tanke og association, at du midt i den andens talestrøm, høfligt tager en finger op, som var du tilbage i grundskolen, eller fægter vildt for at få ordet - og faktisk indskyder:

“Jeg skal bare lige sige …”, fordi du føler, du har et meget værdifuldt indspark.

Du gør det ikke for at fylde og tage over, men har erfaringer med intet at kunne huske, når andre har talt færdig.

Du er bange for at se helt blank ud, fordi du nogle gange zoner ud (ikke fordi de keder dig, men du lever med indre larm, og nogle gange kortslutter det hele bare, så du nærmest glemmer dit eget navn, tid og sted).

4. Tage noter

Din iver for at være til stede og opmærksom og dine udfordringer med samme, får dig til at udvikle forskellige strategier.

Du ville måske af og til ønske, at du kunne sidde med en notesbog, når du har samtaler, hvor den anden har meget på hjerte, så du kan skrive stikord for at fastholde indholdets røde tråd - og huske det og vende tilbage til det, du vil høre mere om eller dele noget omkring.

(Tip bliv podcaster - her må man gerne :-) )

Vigtigt: Du er IKKE en uempatisk afbryder

Kan du mon genkende noget her?

Det føles ofte skamfuldt at få øje på, at man måske ikke er den geniale lytter, man troede, man var.

Især som kvinde, hvor det er en værdsat feminin evne at mestre at udvise omsorg og empati.

Jeg er dog af den overbevisning, at ingen af de nævnte impulser og handlemåder betyder, at du er en dårlig ven eller kæreste og ikke er interesseret i andre.

Tværtimod.

Du har bare en anden hjerne og tankegang.

Det, du gør automatisk, er faktisk kærlighedshandlinger og forsøg på at spejle vedkommende, der taler.

Og du kæmper bare lidt mere end gennemsnittet med at ikke lade dit larmende hoved og tusind tanker tage over.

Der er formentlig intet, du ønsker mere end følelsen af forbindelse og nærvær, og du har ofte ubevidst tillagt dig strategier til at tøjre den vilde og fantastiske hjerne, der er som en syv sporet motorvej, der nogle gange bliver helt tåget til.

Hvad så?

Hvis I er en vennegruppe med ADHD eller andre neurodivergente hjerner (vi tiltrækker ubevidst ofte venner og partnere, der har samme måde at opleve og være i verden på), så er din adfærd ofte helt perfekt, og jeres snak er ofte et vildt sammensurium af personlige delinger, associationer og emner.

Jeg ELSKER fx, når en deling fra mig, straks fører til en andens deling. Kan ikke forestille mig en bedre måde at have en vedkommende samtale på. Det er også den reaktion på mine bøger eller podcasts, jeg værdsætter allermest i verden - fremfor positive tillægsord, så er det en gave, at det sætter noget i gang hos andre, og at man ikke er alene.

Og folk må da gerne sige noget komplet random om et tilsyneladende helt andet emne, der lige presser sig på. Forstår, hvordan det kan opstå hos en anden med et rejsende sind og tager det ikke personligt.

Hvis det ikke er tilfældet med dem, du taler med, kan du overveje at fortælle om, hvordan du fungerer, så det ikke skaber irritation og misforståelser.

For ja, du kan, som jeg, have en flot master i kommunikation og tillært dig strategier og dygtiggjort dig i at indtage en neurotypisk rolle, men der er også kæmpe værdier i dine instinkter og impulser, som du ikke behøver at maskere og begrave helt!

God dag derude.

Ps. Du er aldrig forkert

Kh Charlotte

Tak til Klub Bare Skriv for at holde mig til skrivebordet. Her fik jeg skrevet dette indlæg under vores “Skriv på dit eget - Alene sammen” tirsdage.