Jeg siger op som familiens vikarierende hjerne
ADHD: Bruger du eller bliver du brugt som andres huskeliste? Måske det er på tide at forventningsafstemme, bede om hjælp eller sige op.
“Godt du siger det. Kan du ikke lige minde mig om det igen?” spurgte manden i morges, da jeg mindede ham om noget, han skulle huske.
Og det var ikke første gang. Det er konstant.
Det er jo ikke noget nyt, at vi kvinder bærer the Mental Load. Det er nærmest mit mellemnavn.
Men har jeg ADHD, så er det dobbelt dobbelt drænende.
“Nej. Det kan jeg ikke. Eller det VIL jeg ikke. Skriv det ned og lav en reminder på din alarm”, svarede jeg roligt.
Efter den gode samtale i Skab Dig podcast med psykolog Cleoh Søndergaard, hvor hun talte om, at man nogle gange med ADHD bruger andre som vikarierede hjerne, har jeg indset, at jeg har været mandens vikarierende hjerne i årevis!
Men jeg kæmper allerede, og selvom jeg har strategier til at huske og handle - og det på overfladen måske ser ud til at fungere, betyder det ikke, at det ikke koster på min energi og mit overskud.
Det gør det virkelig.
Men Gerda (min indre kritiker) har vrisset af mig: “HOLD OP med at beklage dig, sådan er det at være voksen, gift og være mor.”.
Med min nye ADHD viden har jeg nu en forklaring på, hvorfor det er ekstra tungt for mig måske.
Synes jo jeg bærer nok med mit eget halløj.
Så jeg siger op som familiens vikarierende hjerne og vil lære dem op i strategier til at huske.
Det bliver ikke fikset med et trylleslag, og mange bolde vil falde til jorden, da de også er all over the place.
Ikke af ond vilje eller dovenskab.
Men på den lange bane bliver det sindssygt godt for alle.
Ikke mindst for mit mentale helbred og overskud.
Hav en god dag derude.
Bruger du andre som vikarierende hjerne?
Eller er du andres?
Måske det er godt at få talt om og forventningsafstemme med de nærmeste.
Kh Charlotte
Jeps - jeg har ageret notesblok for både kollegaer, familiemedlemmer og partnere.
Det hjælper i høj grad mig, at jeg har lært og forstået Enneagrammet og de forskellige vaner og mønstre vi hver især render rundt med.
Den store game changer for mig var for alvor da jeg lærte instinkterne at kende. Hvorfor gør jeg som jeg gør. Hvorfor har jeg en klæbehjerne og kan huske meget, har overblik og sanser ting omkring mig.
At stå op for mig selv og forstå mine egne vaner og mønstre har været en befrielse.
Det kræver stadig noget ikke at tage alt ind jeg sanser. Nu er jeg heldigvis opmærksom på det.
Så ikke mere notesblok for andre. Med mindre det gavner et fælles bedste (som partner til en type 9 som nærmest ikke sanser ting omkring sig - kan det være en god strategi, at jeg har overblikket i nogle situationer). Vi er klart blevet bedre til at supplere hinanden efter vi begge fik opmærksomheden på det.