“Med diagnosen kunne jeg slippe skammen - og leve, ikke bare overleve"
Caroline Overgaard er gæst i Skab DIG podcast og fortæller om at få sin adhd diagnose som 37 årig.
Interview med Caroline Overgaard i Skab DIG
Caroline Overgaard er mor til to og er selvstændig. Først skabte hun en succesfuld restaurant med japanske dumplings, og nu har hun Overgaard Design, hvor hun hjælper virksomheder og privatpersoner med at indrette deres hjem.
Udadtil så hendes liv fint ud, men det var udfordrende at blive mor, at være nærværende i et parforhold og at huske sig selv også. Caroline er rask men har også en historie med spiseforstyrrelse.
I 2024 som 37-årig fik Caroline diagnosen adhd.
Hun fortæller her om opdagelsen, som startede i parterapi, hvor en psykolog foreslog hende at undersøge det nærmere.
På det tidspunkt havde hun mange fordomme om adhd, men jo mere hun lærte om emnet, jo mere gav ting i hendes liv og reaktionsmønstre mening.
Det er en personlig fortælling om at være træt, overvældet og at have en kort lunte og om, hvad en diagnose og medicin har betydet for Carolines selvbillede, livsførsel og relationer.
ADHD - vigtig sag
Først taler vi i podcasten om, hvorfor Caroline vil dele sin historie og hvorfor hun taler åbent om sin ADHD på Instagram:
“Det er en sag, som betyder rigtig meget for mig i dag.
Indtil jeg blev opmærksom på diagnosen, vidste jeg meget lidt om ADHD. Og mit eget billede af det var heller ikke nuanceret. Men det har jeg jo nu brugt virkelig lang tid på at sætte mig ind i og forstå. Og det har jo også givet mig en helt anden indsigt i, hvad ADHD også kan være.
Og det synes jeg er vildt spændende. Og jeg tænker, at der stadig sidder en kæmpe stor gruppe, måske særligt kvinder oppe i alderen, som ikke ved, hvad pokker det er, der gør, at livet kan være svært.
Så jeg synes stadig, det er vigtigt at have fokus på. Og det vil jeg gøre. Med min lille stemme. Ærlighed, åbenhed og nuancer er noget af det, der kan være med til at udvide forestillingen om, hvad ADHD er, og at det kan se forskelligt ud.
Flere har jo fået beskeden, når de går til lægen og har problemer og foreslår en henvisning til udredning for ADHD: “Nej, du har taget en uddannelse, så det kan ikke være det.”
Det er jo bare et synligt bevis på, at der slet ikke er nok viden omkring det. Og det er jo meget med udgangspunkt i, hvordan det gamle syn på ADHD er, og man er blind i forhold til, hvordan det også kan se ud.
Og det er jo nok den her kæmpe store gruppe af udiagnosticerede, både kvinder og mænd, som jo har klaret sig, der skal fokus på også, og så selvfølgelig også hele området omkring vores børn og de rammer, der er for dem i dag.”
Charlotte Heje Haase taler med Caroline Overgaard i Skab DIG podcast.
9 ud af 9
Caroline Overgaard ventede et år på at få tid til en psykiater, der var virkelig dygtig og havde stor viden om kvinder og ADHD og gav sig god tid til udredningen.
Hun fortæller i Skab DIG: “Og jeg endte jo efter den her DIVA-test med at stå med 9 ud af 9 point i de her kriterier ved udredningen.
Og det var jeg virkelig overrasket over.
Jeg havde tænkt, at jeg måske havde en lille smule ADHD.
Der var jo rigtig mange ting, jeg ikke kunne se mig selv. Jeg har jo meget orden og er perfektionistisk og detaljeorienteret.
Derfor var mit første udgangspunkt sådan, så kan man jo ikke have ADHD.
I dag ved jeg godt, at orden og perfektionisme kan være en kompensation for noget, man har rigtig svært ved. Men det kan være sværere at gennemskue.”
Caroline bliver berørt, da hun i Skab DIG fortæller:
“Da jeg gik, så sagde min psykiater: Caroline, du kan virkelig vide, at du er meget mere, end du selv tror, og at jeg er imponeret over det, du har opnået.
På trods.
Det gav mig jo en eller anden form for ro og trøst i det, jeg har stået i.”
Enorm lettelse
Der var en kæmpe lettelse forbundet med at få en ADHD diagnose for Caroline Overgaard.
”For nu vidste jeg, hvor det var, jeg kunne tage fat. Og jeg vidste, hvordan jeg på en eller anden måde kunne komme videre.
Og alle de ting, som jeg har stillet spørgsmålstegn ved gennem hele mit liv, det var der lige pludselig et svar på. Og det var en kæmpe stor lettelse for mig.”
ADHD-venligt liv
Medicinen har fungeret rigtig godt for Caroline, fortæller hun i podcasten.
“Udmattelsen, uroen, udsvingene og koncentrationsbesværet er meget mindre.
Jeg kan i et langt højere grad fokusere, være til stede. Og så har jeg fået en helt anden forståelse for mig selv.
Hvilket er med til at gøre, at jeg skaber en anden form for struktur i mit liv i dag.
Altså på en eller anden måde forsøger at leve et ADHD-venligt liv.
Og det kræver, at jeg lærer at forstå, hvornår er nok nok. Og det kan jo koste. Altså når man siger nej til nogle aftaler.
Men der har jeg også bare på en eller anden måde en helt anden ro i mig selv til. At det er det her, der er det vigtigste. Og det er det her, jeg skal lande i.
Og jeg bliver nødt til at passe på mig selv. Fordi det er der altså ikke andre, der kan gøre. Så det har givet mig en helt anden forståelse.”
Ikke forkert og dum
Og så hele den her følelse af at være dum, deler Caroline.
“Følelsen af at være dum har været grundlæggende igennem rigtig, rigtig mange år. Det har jo også hængt sammen med min spiseforstyrrelse. Men det har været den her skam.
Altså den har jeg på en eller anden måde kunne give slip på. At jeg ikke er forkert. Jeg er bare mig. Altså på godt og ondt. Og sådan ser jeg mig selv i et andet lys.
Det har været enormt forløsende. Og det har kunnet gøre, at jeg har kunne give lidt slip.“
Lever - ikke bare overlever
Caroline Overgaard har altid haft en følelse af altid at holde sig selv i en meget kort snor.
“Og særligt i forhold til det at blive mor. Der har jeg i rigtig høj grad måtte holde på mig selv.
Så jeg tror, det er der jeg er i dag. Og et sted hvor jeg ikke bare føler, at jeg overlever. Men at jeg faktisk også kan leve og være i det.”
Relevante links
Caroline Overgaards arbejde
https://www.overgaarddesign.dk/
Carolines Instagramprofil om adhd