Min søn har bedt om en stressbold

Charlotte opdager, at hun har en skjult bias mod neurodivergens, fordi hun selv har skjult sin ubevidst et helt liv.

“Mor må jeg ikke nok få en stressbold i skolen? Du skal bare købe en og skrive til læreren.”

“Jo da. Men hvorfor?”

“Så jeg bedre kan koncentrere mig, når det er kedeligt, og de siger noget, som jeg godt allerede ved, eller de bruger for mange ord på at forklare ting, og jeg begynder at tænke på noget andet.”

Min søn er 8 år og går i 2. klasse.

Han begyndte at spørge i sidste klasse, og jeg har simpelthen haft for travlt og glemt at rykke på hans ønske.

Eller har jeg?

Nervøs for at skille sig ud

I nat efter at han havde mindet mig om ønsket aftenen før, vågnede jeg pludselig med klarhed:

Jeg er måske inderst inde nervøs for, at han ville blive dømt som anderledes.

Neurodivergent.

What? Jeg som er stolt af min neurodivergens og har omfavnet den som det tredje ben, jeg altid har haft, men har gemt i de to bukseben til stor gene for min gangart.

I stedet for at anskaffe figursyede bukser og at gå stærkt med stolthed - og opdage, at der var andre med tre ben.

(Ok, sindssygt mærkelig metafor, men har du en skæv hjerne som jeg, så bærer du nok over med mig).

Min søn kunne gangestykker, før han startede i skole. Da de på et skolestartsmøde sagde, at de skulle lære at tælle til ti og skrive tallene, begyndte han at grine.

Han troede, at det var for sjov.

Nu griner han ikke mere.

Egentlig vildt at han har holdt så godt ud. Uden ekstra opgaver eller en stress/terapi-bold (som burde hedde en reguleringsbold).

Han får kun ros til skolehjem samtaler. Det eneste er, at han skal huske at tage sine mange jakker, vanter osv. med hjem.

Oh shit moment

Kunne jeg virkelig have et ønske om, at han ikke skiller sig ud? At han pakker sig selv væk og indordner sig, som jeg har mestret i mit skole- og uddannelsesliv?

Da det gik op for mig, blev jeg flov, skamfuld, forfærdet.

Nu forstår jeg de homoseksuelle, der fortæller, at de godt kan have et bias mod homoseksuelle, fordi de har skammet sig over at være sig selv og ønsket at være som flertallet.

Så midt om natten researchede jeg på de her bolde og dimserier og blev totalt overvældet over udvalget. Men nu skriver jeg det her, så jeg lover mig selv foran dig som vidne at erhverve en i denne uge.

At holde mit løfte. Og at støtte min søn.

Jeg kommer også til at tale med læreren om hans behov for ekstra opgaver. Man bliver ikke ‘normal’ af at lade som om.

Og selvom man ikke er til gene for andre, så ender man skoletræt og så utrolig udmattet.

Det ved jeg bedre end nogen anden.

Helt normalt

Min søn har i øvrigt fortalt mig at virkelig mange har de her reguleringsbolde i klassen, så måske det er mere normalt at føle indre uro over lange skoledage, end ikke.

Måske jeg lægger for meget i en dims.

Jeg troede, at jeg havde smidt mine masker, men nogle har jeg åbenbart stadig ønsket for mine egne børn.

Som mor vil man gerne have, at ens børn har det let.

Men måske er det lette at gøre det, som jeg aldrig tillod mig selv som barn og ung - at lytte til sine behov, sige dem højt og justere, så verden passer til en, fremfor man lader verden lægge låg på én.

Lad os aldrig mere gemme vores tredje ben væk - eller ønske det for vores børn.

Tak til børn, der er fantastiske læremestre og lyser på det, som vi troede, vi havde bearbejdet i os selv.

Har du nogensinde haft sådanne ‘forbudte’ tanker om ikke at være anderledes og have skjulte bias ift dine børns mulige neurodivergens?

Kh Charlotte