"Mit indre bibliotek lukker!"
Emilie Rose Milling har perioder, hvor hun er paralyseret. Og hun har lært, at det bedste er at vente og acceptere det. Interview i Skab DIG (med ADHD).
Kender du det der med at gå i stå i perioder?
Være overvældet. Ikke kunne tage næste skridt?
Emilie Rose Milling besøger min podcast Skab Dig (med ADHD) 🎙️
Hun er ret sikker på, at hun har ADHD (det er hendes læge også) - og så er hun selvstændig gruppefacilitator, danselærer og astrolog.
Emilie har også podcastene Den omvendte Jantelov og Astrologik.
Vi har arbejdet sammen - og er særligt gode til at brainstorme og lette lidt sammen - høje på en idé.
Vi taler i denne episode blandt andet om de perioder, hvor vi lidt er i paralyse og stilstand. Måske fordi vi har haft for meget fart på for længe. Måske fordi livet larmer. Måske fordi at vores nervesystem er i alarmberedskab.
Måske bare fordi, at sådan er vores rytme: Fuld fart eller fuldt stop.
Emilies sammenligning med et bibliotek, der lukker, er så spot on!
(Måske også en af grundene til at andres 'gode råd' kan virke så irriterende i de her perioder).
Dårlige perioder
Hun udtaler i podcasten Skab DIG:
“Når jeg er i de her ”dårlige“ perioder, hvor jeg har svært ved at komme ud, og hvor jeg mister motivationen, at jeg så sidder og tænker, okay, hvad skal jeg lære?
Hvad skal jeg gøre for at komme tilbage til rutinerne, til min struktur, til den der inspirerede udgave af mig, som bare brager afsted og har masser energi?
Men så opdager jeg, at jeg jo ikke skal lære noget nyt, for jeg kan jo alt det. Det er det, der er så irriterende. Det er ikke fordi, at jeg ikke KAN det. Det er bare ikke tilgængeligt lige nu.
Og jeg har fået en fornemmelse af, at hele mit bibliotek lukker.
Jeg har adgang til alt, jeg skal bruge.
Jeg får bare ikke lov.
Så jeg er nødt til at vente på, at biblioteket åbner igen. Og det er ikke fedt.
Men jo hurtigere jeg accepterer det og overgiver mig til, at sådan er det lige nu, jo hurtigere åbner de døre stille og roligt igen.“
Hvad gør du i de perioder, hvor 'biblioteket' lukker?
Kh Charlotte
Hør episoden med Emilie Rose Milling, hvor du lytter til podcasts.