Om at være 'højtfungerende' kvinde med uopdaget ADHD

Når det hele ramler, og ingen ser eller forstår det. Ikke engang os selv. Og om det forløsende i at få en forklaring.

Udadtil ser det måske fint ud.

Du passer dit arbejde.

Du møder op.

Du afleverer børnene nogenlunde til tiden.

Du sender dem afsted med madpakker og en besked om at huske cykelhjelmen.

Du husker fødselsdage (med hjælp fra kalenderen).

Du svarer mails, bidrager til idéudvikling på jobbet og får jævnligt at vide, at du er “så kreativ”, “så varm”, “så engageret”.

Og alligevel – er du ved at gå i stykker indeni.

Velkommen til virkeligheden for alt for mange “højtfungerende” (hader det begreb, fordi det er så misvisende) kvinder med uopdaget ADHD.

Den skjulte ADHD

ADHD kommer ikke altid med larm og uro i benene.

Hos kvinder – især os, der tidligt har lært at tilpasse os eller er introverte – viser det sig ofte som indre kaos, mental overbelastning, konstant selvkritik og en følelse af aldrig helt at kunne slappe af.

Du har måske ikke tænkt, at du kunne have ADHD.

For du klarer dig jo.

Du får tingene gjort for det meste. Du fungerer.

Men det er netop det, der er så misvisende.

For du klarer det på trods.

Ikke fordi det er let. Ikke fordi du har overskud.

Men fordi du har brugt uanede mængder af viljestyrke, nattesøvn, uro, selvpisk og kompenserende strategier – og nu er du træt.

Så uendeligt træt.

Hvorfor udredning ikke altid fanger det hele

Når man endelig når til udredning, sidder vi ofte med DIVA-testen i hånden – det værktøj, der bruges til at afdække ADHD-symptomer.

Men her opstår endnu et problem: Mange af spørgsmålene handler om adfærd. Om det, der kan observeres.

“Kommer du for sent?”

“Har du svært ved at afslutte opgaver?”

“Råbte du i klassen?”

Men hvad med alt det, der ligger bag dine handlinger?

Alt det arbejde, du har lagt i at passe ind?

Det spørger ingen om.

Ingen spørger, hvor meget energi det kræver at virke som om, du har styr på det.

Eller hvad det koster dig at kompensere for en hjerne, der arbejder i krydsfelter og med 17 faner åbne på én gang – også mentalt.

Og du er måske ikke engang bevidst om det.

Du tror, alle har det sådan.

Så du tvivler og tænker:

“Måske er det bare mig, der er doven. Svag. Utilstrækkelig.”

Ikke svaghed - tværtimod

Vi har måske holdt sammen på det hele så længe, at ingen – måske heller ikke os selv – har set, hvad det koster.

For det er ikke svaghed, der driver os til udmattelse.

Det er styrke.

Det er vores ansvar, samvittighed, kreativitet og engagement.

Vi vil så gerne gøre det godt – som mor, som partner, som kollega.

Vi planlægger måske ferier, fødselsdage og indkøb, samtidig med at vi forsøger at overdøve den indre støj, der aldrig helt holder op.

Når hormonstormen rammer midt i livet

Og så, midt i det hele, banker overgangsalderen måske på.

Østrogen og dopamin tager et dyk.

Vores mentale stillads begynder at vakle.

Det, vi før lige akkurat kunne balancere, vælter pludselig – og vi forstår ikke hvorfor.

Vi bliver mere følsomme. Mere trætte. Mere glemsomme.

Vores irritation ligger tættere på overfladen. Vi får stress. Måske angst.

Vi trækker os.

Det går ud over arbejdet og parforholdet.

Og man sidder måske tilbage og tænker: “Hvad er der galt med mig?”

ADHD som forklaringsmodel

Det er ikke dig, der er forkert eller noget galt med – det er systemet, der har overset dig.

At selv søge at blive udredt for ADHD midt eller sent i livet handler ikke om at få en “modediagnose”.

Det handler om en forklaringsmodel, der kan redde liv, relationer og selvværd.

ADHD hos kvinder er i årevis blevet overset, fejltolket eller reduceret til stress og personlighedstræk.

Men det er langt mere komplekst – og langt mere håbefuldt, når først man forstår det.

Du fortjener at forstå dig selv

Hvis du genkender dig selv her, så ved du det måske allerede i kroppen:

Der er noget, der ikke helt stemmer.

Noget, der ikke bare handler om at “tage sig sammen”.

Du fortjener at blive set – hele dig.

Ikke bare din overflade og dine præstationer, men det bagvedliggende arbejde, du har lagt i at få det hele til at hænge sammen.

Det er ikke dig, der er problemet.

Det er den usynlighed, du har levet med for længe.

Og det kan blive anderledes.

Aha…

Jeg var 46, da jeg første gang tænkte: “Hmm... kunne det her være ADHD?”

Pludselig gav det hele mening:

Min evige start/stop-knap (der mest er en blinkende diskoknap).

Mit rod, både fysisk og mentalt.

Min arbejdsnarkomani forklædt som “engagement”.

Min rastløshed, min intense empati og mit behov for at forstå alt på én gang.

Det var både et chok og en lettelse.

Som at opdage, at man har løbet et maraton i klipklapper – og endelig forstå, at man har brug for et par gode løbesko.

I egen størrelse.

Så hvis du står der midt i livet, med hormon-forandringer, lange to-do-lister og en følelse af at alt er lige ved at vælte, så bare vid:

Du er ikke alene, og det behøver ikke være sådan her.

Du kan få hjælp, og du kan trives, hvis du kommer til en psykiater, der forstår, hvordan adhd også kan se ud.

Men det sker ikke automatisk, når du får en diagnose og forklaring. Selv havde jeg et ubevidst håb om, at viden ville forløse alt - og alle problemerne ville løse sig selv eller bedre endnu: Forsvinde med et trylleslag.

Sådan er det ikke. Tværtimod er det som at få briller på og opdage detaljer om mig selv, jeg aldrig før var bevidst om.

Jeg er nu ved at få en forståelse for min rute i livet og tilpasse mig med de rette sko.

Det er svært at acceptere at nogle ting er mere udfordrende for mig (at smøre madpakker, at drikke alkohol, smalltalke og at køre bil fx).

Det er heller ikke en stor lykke, og så er alt godt-følelse at skulle afprøve og tage medicin, hvis man vælger det.

Men det er så meget bedre end at rende rundt i mørke og slå sig selv i hovedet over ikke at nå frem på samme måde som andre.

Kh Charlotte

Ps. Dette er tredje indlæg på tre dage. Og så kan der gå tre uger eller tre måneder, før jeg skriver det næste. Dosering og energi er også en af de ting, jeg er udfordret på. Lige nu er min datter syg med lungebetændelse, og jeg har svært ved at koncentrere mig om at optage noget eller redigere lyd, men skrivningen flyder åbenbart frit.