Svært ved at huske ting, finde vej og tidsvurdere! Behind the scenes

Charlotte fik ADHD diagnosen før sommerferien, men det er stadig lidt vildt at få øje på nogle ting. Og acceptere egne udfordringer.

Jeg har lige været hjemmefra i to dage for at lave nogle spændende episoder for to forskellige foreninger om at være ramt af sygdom eller pårørende.

Det var virkelig en fin oplevelse. Ja nærmest livsændrende hver gang et menneske åbner op for noget sårbart. Det er som om, at man bliver klogere og mere rummelig, når man kommer tæt på et menneskes historie. Også selvom det bare er et brudstykke.

Så det er er meget meningsfyldt arbejde, jeg elsker og trives med ❤️

Jeg ved, at jeg kan holde mennesker lige der, skabe tillid og opnå en forbindelse. Måske fordi jeg også selv lever med usynlige udfordringer.

For det var en kamp at komme frem, pakke og huske min bagage. Jeg tjekkede, at mit udstyr var der, så mange gange, at jeg godt kan forstå, at mange med adhd kan have mistanke om ocd.

Men det er fordi, at ting tit bliver væk for mig, at jeg må tjekke tusind gange. Og nogle gange er det endda en gang for lidt. Min tidsblindhed blev også udfordret på to pakkede arbejdsdage med transport og koordinering.

Derfor er jeg som voksen blevet tidspessimist og er ofte fremme en time før aftalen. Så kan jeg sætte udstyr op og forberede mig mentalt. Og har regnet ind, hvis jeg har glemt noget eller farer vild. (Og ja den ene ting skete).

Nu har jeg fantastiske optagelser i kassen. Og er tudetræt. Ikke over selve arbejdet men det udenom.

Og at få øjnene op for, hvor ramt jeg er på mærkelige områder. Råbte “fuck” og gik panik på en cafe, fordi jeg troede, jeg havde mistet min kuffert med udstyr.

Men den stod på min højre side, hvor resten var på min Venstre side. Jeg skal se det, for at vide, at det er der. Så det er klart, at nogle af os føler os forklædt som voksne, når vi er på arbejde og har lederansvar eller er selvkørende.

Andre ser det måske ikke.

For det handler ikke om det faglige, men andre ting, som neurotypiske har automatiseret og gør med venstre hånd. Når det ‘lette’ er svært for mig, kan jeg føle mig kikset og dum.

En del af mig synes stadig, det er flovt.

(Og har hele mit liv lavet sjov med det for at punktere alvoren).

Selvom jeg godt ved nu, at jeg bare er opmærksomhedsforstyrret og til gengæld kan ting, andre finder svært. Det er bare ikke rigtig noget, jeg husker mig selv på. Det vil jeg begynde på.

Jeg har lavet en episode, der kommer ind på det her - der taler jeg også om paradokset i, ikke at kunne sove, når jeg er for træt:

God efterårsferie.

Charlotte