Tidsblindhed! Min fantasi om at stoppe tiden
Charlotte fik i sin skoletid hjælp fra Tog Søren, der holdt dørene for hende, så toget ikke kørte uden hende, når hun kom i sidste øjeblik.
Jeg har altid haft en fantasi, der handler om at kunne stoppe tiden.
Ikke for at forblive ung, være mere i nuet eller for at have flere åndehuller.
Men for at nå bedre i mål.
Det er som om, at tiden går anderledes for mig end for andre mennesker.
Når jeg havde en deadline i skolen, gjorde mig jeg mange tanker.
Men alt det fede skete faldt først på plads nogle timer inden, jeg skulle aflevere, holde oplæg (åh gru) eller andet.
I sidste øjeblik.
Ofte fordi jeg kom til at fokusere på et eller andet - måske en detalje - og så glemme tiden.
Hvis bare …
Jeg har altid tænkt - hvis bare … hvis bare … jeg kunne stoppe tiden og lige give den ekstra gas, så ville jeg kunne skabe noget, der var … godt nok.
Det undrede mig, at min lillebror aldrig var stresset.
De fleste af mine medstuderende i gymnasiet og på universitetet havde også et mere roligt forhold til tid og sad ikke op om natten og arbejdede igennem de sidste dage.
At gå før tid eller aflevere før tid, har jeg aldrig rigtig kunne identificere mig med.
Men hvis jeg nu lige havde en ekstra tidslomme, hvor jeg kunne indhente mig selv, så var det måske anderledes.
Mine krav til det, jeg laver, er høje. Jeg er sjældent tilfreds og konkurrerer med mig selv.
Tog Søren og jeg
Da jeg skulle tage tog til skole og gymnasium hver dag fra Farum til Bagsværd, havde jeg en indforstået aftale med Tog Søren.
Vi talte aldrig om det, men vi var forbundet hver morgen.
Han havde fået en uniform af DSB, fordi han hver morgen hilste hjerteligt på alle os passagerer og togføreren på Farum St.
Han var ‘ikke helt normal’, talte højt og havde givet sig selv den opgave at fløjte med fløjten, han havde hængende i en rød snor rundt om halsen, når toget lukkede dørene.
Næsten hver morgen kunne jeg takke ham for, at jeg nåede toget.
Han kunne altid spotte mig smide cyklen og komme løbende (ofte med flagrende snørrebånd) og stillede sig så i døren og fløjtede som en gal og vinkede til togføreren, at han skulle vente med at køre.
Jeg hader opmærksomhed, så kom altid ind i toget fopustet, helt rød i hovedet med bøjet hoved og kunne mærke folks øjne på mig, grin eller hovedrysten.
Goddag skam.
Og jeg lovede mig selv - i morgen, så ville jeg komme tidligere afsted.
Savner en der holder døren
Nogle gange tænker jeg på Tog Søren.
På hvordan han så mig og hjalp mig for alt i verden.
Også de dage, hvor jeg indstillede mig på at tage næste tog og prøvede at gemme mig ved cyklerne, spottede han mig og tvang døren åben og råbte:
“JEG HOLDER DØREN”
Som om at han vidste, at jeg ikke kunne gøre for det. Som om han vidste, at jeg havde brug for ham.
Nogle gange savner jeg Tog Søren. Som når mine børn spørger om tusind ting om morgenen, en mangler en sko (måtte sende min søn afsted i sandaler i morges), når tiden løber og opgaverne vokser, før vi kommer ud ad døren.
Så ser jeg ham for mig, råbe mig fokuseret og holde døren og bukke og ønske os god dag.
Dansen med tiden - jeg er underdog
Jeg har lært at bøje mig for tiden. Jeg har så mange strategier for at den ikke løber af med mig og os.
Nu er jeg jo den voksne, moren.
Så jeg står op i god tid for at nå alle de ting, der skal nåes.
Og jeg tager afsted i ekstra ekstra god tid - især hvis det er et nyt sted, hvor jeg ofte har problemer med at finde vej.
Men Gud hvor er dansen med tiden helt enormt udmattende.
Her kan du læse om ADHD og tidsblindhed: