"Vil du i tv?" I den bedste sendetid

Jeg skulle tale om ikke at drikke alkohol. Mit svar var nej. Her er hvorfor

Jeg blev ringet op igår og spurgt, om jeg ville komme i tv og tale om ikke at drikke alkohol. Om den danske kultur med promiller. At skrive i Politiken er en god vej til tv-tid.

Og jeg har tidligere skrevet en kronik og også et langt essay om emnet til avisen.

Samt er blevet kaldt en modig kvinde i FEMINA med et interview, da jeg holdt med at drikke alkohol.

Ville jeg tale om det igen?

“Nej, det tror jeg ikke”.

Ikke fordi det ikke er vigtigt.

Ikke fordi jeg sad med to syge børn og min hjerne var havregrød.

Ikke fordi at jeg drikker igen. (Det kommer jeg formentlig aldrig til).

Men fordi - hvem er jeg til at tale om det lige nu? Hvordan er kulturen, hvordan møder folk mig, når jeg vælger alkohol fra?

Det kræver jo, at jeg er derude. I verden.

Selvvalgt isolation

Sandheden er, at jeg faktisk lever ret isoleret.

Jeg arbejder hjemme.

Jeg er sjældent til fester, fredagsbar, receptioner og middage. (Jeg er inviteret til reception på fredag, og jeg fortryder helt vildt, at jeg sagde ja - men måske en god øvelse).

Den gør mig social angst og hurtigt overvældet i rum med fremmede, hvor man agerer uden rammer.

Måske er social angst vildt begreb at bruge, men når jeg kigger tilbage i mit liv, kan jeg jo godt se, at den og mine antenner fik mig til at dulme med alkohol.

Når jeg indgår i sociale sammenhænge, er det ofte noget, jeg faciliterer online.

Det elsker jeg til gengæld.

Lyder det trist? Måske.

Men jeg tror egentlig, at det er selvkærligt og en overlevelsesmekanisme.

Derudover er vi virkelig dårlige til at invitere folk hjem - og det får man ikke selv invitationer af.

Blandt andet fordi vi roder.

Det føles uoverskueligt.

Det hele, ved jeg nu, peger på ubehandlet ADHD.

Selvmedicinering

“Hvordan reagerer folk omkring dig på dit alkohol-stop?” spurgte hun.

Journalisten kunne læse, at manden tidligere havde ønsket, jeg ville drikke bare lidt igen (“Du blev så sjov”).

Men der er heller ikke en historie der længere.

Han har fuldstændig accepteret og forstået mit alkohol-stop nu, hvor vi kender til og undersøger ADHD.

Hvor jeg har læst højt for ham, at det faktisk er relateret til dulmen og den manglende stopklods, jeg har haft i alle årene.

Alt det, jeg har forklaret mit stop med af problematikker, står sort på hvidt.

Mine fornemmelser og følelser var sande.

Jeg kan ikke drikke ‘normalt’, for jeg har brugt alkohol som selvmedicinering.

Og jeg elskede rusen, selvforglemmelsen og roen i hovedet, det gav. Men hadede mig selv med fornyet kraft dagen derpå. Og der var ingen middelvej.

Skærmer mig

Hvad så med de få, jeg ser? Hvordan reagerer de?

Mine veninder drikker heller ikke i dag.

Ikke sådan fast afholdenhed, men de har kæmpet med nogle af de samme problematikker og drikker sig ikke fulde mere.

Parret, der kom til nytår (kæmpe ting for os at invitere nogle hjem - min datters venindes forældre) havde vin og gin med - samt alkoholfrie alternativer til mig.

Jeg lever transparent og har ikke mærket fordømmelse længe.

Men jeg udsætter heller ikke mig selv for den.

Jeg er ‘veninde-minimalist’. (Et fantastisk begreb, jeg hørte Trine Ravnkilde bruge om sig selv i podcasten Bevidst Introvert).

Tv om ADHD

Jeg sagde til journalisten: “Det bliver et nej tak. Hvis jeg skal i tv igen som personlig case, skal det handle om at opdage ADHD sent i livet.

Om hvordan det ser ud hos kvinder, der klarer sig godt og aldrig har haft tanken i sin opvækst, ungdom eller første halvdel af livet.

Men som kæmper meget indeni, hvor det får forskellige konsekvenser.

Og om alt for lang ventetid på udredning.

Skriv det i noterne om mig.”

Det ville hun gøre.

“Det kunne godt være interessant en dag.”

Hurra for at være tro mod sig selv.

At sige bevidste ja og nej´er.

Kh. Charlotte