2024 et vildt år: ADHD diagnose og familieheling
Charlotte kigger tilbage på året, hvor hun gik igennem en udredning og faktisk takket være sin mors indsats i slutspurten fik sin diagnose.
En tanke til dig derude, der har fået din første ADHD-mistanke og venter på svar eller er igang med udredningen.
Det er en vild opdagelse.
Sorgfuld.
Opløftende.
Forklarende.
Og når vi selv kan se det, og alt giver mening, så er det rigtigt nok. Så er spørgsmålet mere, i hvilken grad vi har det.
Om det er nok til at en fremmed med speciale i diagnoser også vurderer, at man kan få papir på det.
Mestring eller maskeradebal?
Hvis du som jeg har været højtfungerende på overfladen og ubevidst har maskeradebal som mellemnavn, så er det ikke altid let at skrælle lagene af og vise, hvad der foregår på indersiden, og alle de måder, du får livet til at hænge sammen på.
Også fordi det måske er blevet usynligt for dig selv.
For mig var jeg overrasket over, at selv foran den psykiater, der skulle udrede mig, var det svært.
Nærmest umuligt.
Jeg som troede, at jeg var ærligheden selv og en ‘oversharer’ blev pludselig stum, når jeg sad foran et meget konkret tænkende menneske.
“Kommer du altid for sent?”
“Øh nej!” (glemte at fortælle, at jeg som voksen altid kommer for tidligt, fordi jeg er tidsblind og har taget en beslutning om ikke at ville komme for sent).
Maskerne var så indgroede, fordi jeg ikke ønsker at være til besvær.
Jeg vil ikke være anderledes.
Jeg vil ikke være en, der har udfordringer.
Jeg vil være en del af flokken.
Jeg vil være elsket, en succes, dygtig, sej og stærk.
Og kunne jeg overhovedet det uden mit smil og jonglering?
De nærmeste
Processen med udredningen var svær, og jeg taler om den i Skab DIG, som mange kunne genkende, der har skrevet til mig bagom.
(TAK, i en tid hvor psykiateren ingen indikationer ville give, om der var noget om snakken, så jeg selv blev i tvivl, om jeg havde set spøgelser).
Noget af det fine ved min mistanke og totale ADHD hyperfokus i år 2024 var samtalerne med min mand om det.
Pludselig forstod vi så meget.
Og mest af alt at have min mor med til psykiater.
Hun og min far afviste først, at jeg kunne have ADHD.
(Man havde tidligere et andet syn på ADHD. Det er også arveligt, så jeg kan godt forstå, at det er potentielt livsomvæltende, når ens voksne datter påstår sådan noget.)
Før jeg tog min mor med, som psykiateren foreslog, for at blive klog på min barndom, havde jeg en vigtig samtale med hende:
“Jeg har brug for noget vigtigt fra dig.
Jeg har brug for, at du prøver at huske det negative.
Det, der var svært ved at have mig som datter.
Ellers er jeg nødt til at tage min barndomsveninde Nadia med i stedet for.”
Ej, det ville hun være ked af.
Hun ville så gerne.
Være der.
For mig.
Der var mange ting, hun ikke huskede - som da jeg blev diskvalificeret i trafikprøven (cykel) i folkeskolen, og min lærer ringede dem op.
Eller at mit bibliotekskort blev inddraget grundet ubetalte bøder.
Vi har heller ikke rigtig talt om min spiseforstyrrelse siden.
Eller min periode med søvngængeri og insomnia.
Så jeg var meget i tvivl, om hun bare ville fortælle om den dygtige og stille pige i skolen og den ansvarsfulde og selvkørende hjælpetræner på rideskolen.
Det er også sande historier, men kun at have den fortælling med ville virkelig ikke tjene mig.
Den negative liste - en kærlighedserklæring
Dagen efter ringede min mor.
Hun havde lavet en liste over min adfærd dengang, som ikke er en del af fotoalbums familiefortællingen og læste den op med skælvende stemme.
Jeg forsikrede hende om, at jeg ikke tog det som en kritik, men en kærlighedserklæring og en hjælp til at få min diagnose.
Foran psykiateren sagde hun også noget, jeg ikke havde hørt før, men som jeg indså, at min datter ikke har arvet fra sin far alligevel (ups):
“Charlotte var meget eksplosiv, når hun var igang med sine egne ting.
Hvis jeg skulle have hende til at gøre noget, så handlede det altid om at bede om det på det helt rette tidspunkt. Ellers gik det helt galt.
Så det brugte jeg meget energi på at afkode.”
Points i barndommen
Psykiateren endte med at give mig en ADD diagnose.
(I dag hedder det “ADHD med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse”, fordi man ved, at hyperaktiviteten bare sker indeni, så jeg siger ikke, at jeg har ADD men ADHD.)
Og det viste sig at min mors vidnesbyrd var det afgørende.
Hun lod ironisk nok maskerne falde bedre end jeg.
Psykiateren fortalte mig, at jeg havde flest “point” i barndommen, og var lige ved ikke at få diagnosen ellers. (Som er gak - men en anden historie).
Så jeg er vildt taknemmelig for min mors ærlighed og villighed til at se tilbage med nye mere åbne øjne.
At se mig.
Hele mig.
Og begge nærme os en forståelse af det usagte.
Det har virkelig været helende.
Et vildt år
Hvorfor denne lange personlige tekst, som jeg skriver første dag i 2025, mens min søn spiller spil og resten af familien sover?
Fordi 2024 var vild.
Og konfronterende.
At der ovenikøbet er kommet så meget fokus på ADHD i medierne samtidig er vildt.
Det har ikke kun været positivt.
Der er stadig så mange fordomme derude.
Og de er svære at lytte til, når man nu burde vide bedre.
Men sikkert nødvendige for at få et skift.
Hver gang jeg laver en podcast episode - eller deler noget, jeg plejede at skjule eller kamuflere med humor, håber jeg, at der er bare ét menneske, der lytter, og føler sig set, genkendt og mindre alene eller skamfuld.
At det kan være en modfortælling til “uopdragne børn” eller “en modetrend”, der giver flere nuancer til ADHD.
For mig at se kan vi ikke få for mange stemmer derude, der taler om at leve med ADHD.
Lad os blive klogere på os selv og hinanden, der vokser rummeligheden.
Nyorientering og tak
2024 blev et år med nyorientering, og det har kostet mange tårer og tanker.
Jeg har som selvstændig trukket stikket til nogle af mine projekter og tjent 18 procent mindre end året før.
Det har nogle gange føles umuligt at komme igennem, fordi jeg har insisteret på at have åbne øjne og undersøge alt til bunds.
Men det er kun godt. (Ved ikke om min bank er helt enig).
At forstå og få øje på ting, jeg tidligere har søgt svar på alle de forkerte steder.
Tak for at læse eller lytte med.
Jeg har faktisk aldrig følt mig alene.
Og jeg blev heller ikke udstødt af kollegaer og venner. (Faktisk viste det sig, at mange havde mistanke om ADHD eller autisme hos sig selv også - så det gav endnu dybere relationer).
Det har nok været noget af det mest rørende og overraskende.
Vores striber
Så jeg vil sige til dig, der er ved at tage første skridt mod en ADHD erkendelse/diagnose - du er ikke alene, og det bliver bedre.
Og dig der har gennemført et maraton, og står med en diagnose eller dig, der venter på en second opinion og er slået tilbage til start - her begynder det egentlige arbejde (resten af livet).
Det er ikke en følelse af evig forløsning, og nu falder alt på plads.
Der er stadig ting, der skal tackles.
Det kan gøre ondt at få briller på, når man har vænnet sig til, at alt er lidt sløret.
Men det er vidunderligt og befriende at få øje på, at man er en zebra og ikke en hest.
Så kan foder, klima osv. bedre tilpasses, og man kan droppe dressur og springkonkurrencerne og galoppere over den frie slette og vide, at det er man til gengæld skabt til.
Og at striberne godt må være der.
Hver zebra har et helt unikt mønster.
Nogle gange fylder striberne endda mindre i landskabet, når man ikke prøver på at skjule dem.
Godt nytår til dig.
Du er altid nok.
Kh. Charlotte
Fællesskab - du er inviteret
Hvis du vil starte 2025 med andre ‘zebraer’ og sende tekst eller lyd ud i verden med dine fortællinger eller viden, så kom med i Skaberiet her - et tre måneders online fællesskab. begrænsede antal pladser:
Jeg havde også min mor med til min udredning, og var faktisk vred på hende efterfølgende, fordi hun huskede så lidt fra min barndom. Da jeg fik diagnosen blev det dog tydeligt, at min mor faktisk havde bidraget, og at der var ting, hun huskede, som var afgørende. Min mor og jeg har haft flere hårde og ærlige snakke i år, end vi nogensinde har haft før. Hun startede også med at være skeptisk omkring ADHD, men læste så Lotta Skoglunds bog og kunne pludselig godt se, at der nok var noget om det. Jeg tror, at hun og jeg nåede et vigtigt vendepunkt, da hun spurgte mig, om jeg nogensinde har haft selvmordstanker. Det var svært for hende at spørge om, og endnu sværere at høre svaret. Men jeg er glad for at hun gjorde det. Og nu er vi et sted, som jeg aldrig have turde drømme om. Et sted, hvor min mor faktisk kan se, når jeg er udmattet, før nogen andre kan. Og hvor hun har været på apoteket og hente en solsikkesnor til mig, som hun lidt genert gav mig i juledagene. Hun var bange for, at det var for meget, at hun overtrådte en eller anden grænse. Men jeg har aldrig følt mig så set af hende, som i det øjeblik. Og hver gang hun kommenterer på "ADHD-ting", som hun genkender fra sig selv, så smiler jeg indvendigt og tænker: Ja, der kan man bare se :-)