Jeg havde også min mor med til min udredning, og var faktisk vred på hende efterfølgende, fordi hun huskede så lidt fra min barndom. Da jeg fik diagnosen blev det dog tydeligt, at min mor faktisk havde bidraget, og at der var ting, hun huskede, som var afgørende. Min mor og jeg har haft flere hårde og ærlige snakke i år, end vi nogensinde har haft før. Hun startede også med at være skeptisk omkring ADHD, men læste så Lotta Skoglunds bog og kunne pludselig godt se, at der nok var noget om det. Jeg tror, at hun og jeg nåede et vigtigt vendepunkt, da hun spurgte mig, om jeg nogensinde har haft selvmordstanker. Det var svært for hende at spørge om, og endnu sværere at høre svaret. Men jeg er glad for at hun gjorde det. Og nu er vi et sted, som jeg aldrig have turde drømme om. Et sted, hvor min mor faktisk kan se, når jeg er udmattet, før nogen andre kan. Og hvor hun har været på apoteket og hente en solsikkesnor til mig, som hun lidt genert gav mig i juledagene. Hun var bange for, at det var for meget, at hun overtrådte en eller anden grænse. Men jeg har aldrig følt mig så set af hende, som i det øjeblik. Og hver gang hun kommenterer på "ADHD-ting", som hun genkender fra sig selv, så smiler jeg indvendigt og tænker: Ja, der kan man bare se :-)
Uh bliver helt rørt. (Faktiske tårer). Så svært det her med udredningen, fordi vi jo ikke står alene og vores livsvidner også må være med. Det giver virkelig nogle svære snakke. Hvor er det bare fint med solsikkesnoren, som hun hentede. Kan godt forstå, at du følte dig set lige der. Min mor har også virkelig taget min diagnose til sig nu og stiller ikke spørgsmålstegn ved det. Det betyder så meget. Jeg tror lige, at jeg havde glemt, hvor stor en forandring det faktisk er.
Jeg havde også min mor med til min udredning, og var faktisk vred på hende efterfølgende, fordi hun huskede så lidt fra min barndom. Da jeg fik diagnosen blev det dog tydeligt, at min mor faktisk havde bidraget, og at der var ting, hun huskede, som var afgørende. Min mor og jeg har haft flere hårde og ærlige snakke i år, end vi nogensinde har haft før. Hun startede også med at være skeptisk omkring ADHD, men læste så Lotta Skoglunds bog og kunne pludselig godt se, at der nok var noget om det. Jeg tror, at hun og jeg nåede et vigtigt vendepunkt, da hun spurgte mig, om jeg nogensinde har haft selvmordstanker. Det var svært for hende at spørge om, og endnu sværere at høre svaret. Men jeg er glad for at hun gjorde det. Og nu er vi et sted, som jeg aldrig have turde drømme om. Et sted, hvor min mor faktisk kan se, når jeg er udmattet, før nogen andre kan. Og hvor hun har været på apoteket og hente en solsikkesnor til mig, som hun lidt genert gav mig i juledagene. Hun var bange for, at det var for meget, at hun overtrådte en eller anden grænse. Men jeg har aldrig følt mig så set af hende, som i det øjeblik. Og hver gang hun kommenterer på "ADHD-ting", som hun genkender fra sig selv, så smiler jeg indvendigt og tænker: Ja, der kan man bare se :-)
Uh bliver helt rørt. (Faktiske tårer). Så svært det her med udredningen, fordi vi jo ikke står alene og vores livsvidner også må være med. Det giver virkelig nogle svære snakke. Hvor er det bare fint med solsikkesnoren, som hun hentede. Kan godt forstå, at du følte dig set lige der. Min mor har også virkelig taget min diagnose til sig nu og stiller ikke spørgsmålstegn ved det. Det betyder så meget. Jeg tror lige, at jeg havde glemt, hvor stor en forandring det faktisk er.