ADHD udredning og hjernetåge: Mit første møde hos psykiater
Charlotte var der i 40 minutter, men husker kun en brøkdel og kunne ikke rigtig svare på spørgsmålene.
Hvordan var dit første møde med en psykiater, hvis du har været til udredning?
Jeg synes, at det var svært.
Det taler jeg om i den seneste episode af Skab Dig.
Jeg havde faktisk glædet mig, fordi jeg ikke er i tvivl om, at jeg lever med ADHD og virkelig har kunne genkende mig selv i alle de bøger og podcasts om kvinder og ADHD, jeg har slugt.
Og i de personlige interviews jeg har lavet i min egen podcast om sendiagnosticerede kvinder.
Men det var som om, da jeg sad der, så kunne jeg ikke rigtig huske noget.
Hukommelsestab i stolen
Psykiateren var så utrolig konkret, og der var nærmest ingen øjenkontakt, da han sad og skrev løs.
Han er jo en specialiceret læge - ikke en psykolog.
Han er blevet mig anbefalet, og jeg er ikke i tvivl om, at han er dygtig, men jeg blev overrasket over mig selv i situationen.
Det var som om, at jeg glemte alt.
Og spurgte han: “Er du meget impulsiv?” måtte jeg svare nej.
Men det er jo fordi, at jeg mestrer at stoppe mig selv.
Der er tusind af impulser og ting i mine shoppingcarts (lige nu tur til London), men jeg stopper mig selv.
Manden kom med mange eksempler på min impulsivitet, da jeg kom hjem. Vi blev gift midt i julen på impuls, og tog på skiferie pludselig, min oprydning er en stor - hov, nej nu gør jeg det her osv. osv. (Og han er ikke i tvivl heller om, at jeg har ADHD, det giver svar på så mange ting).
Firkantede spørgsmål - og unuancerede svar fra mig
Der var også andre ting, jeg ikke lige kunne genkende mig selv i, og tænkte at det var meget firkantede spørgsmål og old school ADHD-spørgsmål og ikke rettet mod en, der har formået at kamuflere og begå sig neurotypisk et helt liv (og nu er mega udmattet).
“Har du problemer med, at komme til tiden/huske aftaler” osv.
Det kan man jo svare på mange måder. “Nej jeg kommer ikke for sent. Nej, jeg husker aftaler”. Men mellemregningerne er jo, at jeg bruger helt vildt mange strategier for, at det ikke er et problem.
Det glemte jeg bare lige at uddybe der i stolen.
Kunsten at forlade sig selv
Det var 40 min med spørgsmål, og blev bedt om at tage skema med næste gang og bestille blodprøve.
Og gangen efter tage min mor med.
Så han så nok noget, men gik derfra med en dårlig følelse.
Jeg var så skuffet over mig selv.
Som en test, jeg ikke havde bestået - og en følelse af at forlade mig selv og få hjernetåge.
Og jeg der ellers er mester i at associere og komme med eksempler fra eget liv. Var helt blank lige i det rum.
Næste gang vil jeg skrive ting ned og måske også have manden med på et tidspunkt, der jo er min tætteste som voksen.
Din erfaring?
Hvis du har været i samme situation, tager jeg gerne imod dine personlige erfaringer og strategier for at undgå tom skærm hos psykiater. Du kan skrive til mig herunder, på insta @har.jeg.adhd eller min mail charlotte.heje.haase@gmail.com
Kh Charlotte
Tak Charlotte! Jeg kan ikke tage mig sammen til at søge udredning, selvom jeg er ret sikker på at bonge ud med ADHD. Først da jeg satte mig ind i det var jeg meget ivrig efter udredning. Men nu prøver jeg at finde vej selv til at leve med det. Jeg er heller ikke så presset med små børn og job. Det er nemmere som pensionist. Synes bare der er mange muligheder, der er gået min næse forbi ift. hvad jeg tror jeg kunne have opnået. Jeg er meget glad for din podcast og skrive forløbet jeg var på. Har dog stadig svært ved at komme videre med skrivning.
Kærlig hilsen
Og tak for dig!
Tilde
Jeg ville ikke blive hos en psykiater, som var så kold og fraværende. Min erfaring med psykiatere er at de kan være meget langt væk fra vinduet. Min datter havde f.eks spiseforstyrrelse i mange år og vi var hos en, der overhovedet ikke så hende. Det er alt for sårbart til at være hos en af den slags med. Jeg venter selv med at få disgnose til jeg er sikker på at jeg orker en psykiater.