Jeg sidder lige nu med DIVA testen, eller dvs. jeg har fået den med hjem, har lagt den på bordet foran mit tv og kredset rundt om den i nogen tid.. Jeg har selv betalt for at begynde i udredning og har fået det dejligste og mest forstående psykiater jeg nogensinde har mødt! Hun er helt fantastisk til at lytte uden at dømme og skaber et utrolig trygt rum under samtalen. Men hun sendte mig hjem med testen og en ny tid om nu 14 dage og jeg har ikke turde åbne testen endnu! 🫣
Jeg har ikke før nu kunne sætte ord på hvorfor det er så svært for mig at sætte mig ned og lave testen, men efter at have læst dit indlæg, kan jeg pludselig genkende den følelse jeg sidder med! Det er jo præcis den følelse af at skulle op til en skriftlig eksamen i mit eget liv! Et liv som jeg har brugt størstedelen af, på at skjule mine tanker, følelser og på at føle mig forkert! Så er jo rædselsslagen for at jeg ikke kan udfylde testen, fordi jeg i en alder af 40 år, ikke aner hvem jeg er, hvis jeg ikke masken, hvis jeg skal forsøge at lægge alle mine strategier fra mig og udfylde testen, som jeg tror jeg ville være uden, er det så mig, eller lyver jeg? Jeg er rædselsslagen for at få diagnosen, men nok endnu mere rædselsslagen for ikke at få den, for hvad betyder det så? Betyder det så at jeg bare er virkelig dårlig til at være et godt menneske, med alt det der følger med af pligter og ansvar?!
Så ja, det føles bestemt som om jeg skal op til en eksamen, som jeg ikke kan læse op til, en jeg ikke kan få hjælp til og hvor jeg føler mig som en svindler uanset hvad jeg svarer på spørgsmålene! 🫣
Så tak for den gode beskrivelse af hvordan du havde det og for at give mig ord at sætte på den uro der vælter rundt indeni! Det er rart at kunne forklare og sammeligne det med noget andre kan relatere til. 🙏🏻
JA er svaret til spørgsmålet om jeg har følt jeg skulle til eksamen... ikke lige i forbindelse med den nævnte test (som jeg aldrig har oplevet) men i forbindelse med en anden "neurodivergent" diagnose, hvor jeg sådan håbede jeg fik diagnosen, som skulle "hjælpe" mig i mit arbejdsliv - og da dette skulle slutte. Og så i øvrigt i mange andre sammenhænge: I arbejdsrelationer, hvor jeg dagligt har tvivlet på, jeg var "god nok" og privat, hvor jeg ikke har kunnet holde hovedet koldt (eller nerverne?) i mange situationer. TAK for endnu et givende indlæg - som altid, rørende, nærværende og tanke-igang-sættende :-) <3
Jeg sidder lige nu med DIVA testen, eller dvs. jeg har fået den med hjem, har lagt den på bordet foran mit tv og kredset rundt om den i nogen tid.. Jeg har selv betalt for at begynde i udredning og har fået det dejligste og mest forstående psykiater jeg nogensinde har mødt! Hun er helt fantastisk til at lytte uden at dømme og skaber et utrolig trygt rum under samtalen. Men hun sendte mig hjem med testen og en ny tid om nu 14 dage og jeg har ikke turde åbne testen endnu! 🫣
Jeg har ikke før nu kunne sætte ord på hvorfor det er så svært for mig at sætte mig ned og lave testen, men efter at have læst dit indlæg, kan jeg pludselig genkende den følelse jeg sidder med! Det er jo præcis den følelse af at skulle op til en skriftlig eksamen i mit eget liv! Et liv som jeg har brugt størstedelen af, på at skjule mine tanker, følelser og på at føle mig forkert! Så er jo rædselsslagen for at jeg ikke kan udfylde testen, fordi jeg i en alder af 40 år, ikke aner hvem jeg er, hvis jeg ikke masken, hvis jeg skal forsøge at lægge alle mine strategier fra mig og udfylde testen, som jeg tror jeg ville være uden, er det så mig, eller lyver jeg? Jeg er rædselsslagen for at få diagnosen, men nok endnu mere rædselsslagen for ikke at få den, for hvad betyder det så? Betyder det så at jeg bare er virkelig dårlig til at være et godt menneske, med alt det der følger med af pligter og ansvar?!
Så ja, det føles bestemt som om jeg skal op til en eksamen, som jeg ikke kan læse op til, en jeg ikke kan få hjælp til og hvor jeg føler mig som en svindler uanset hvad jeg svarer på spørgsmålene! 🫣
Så tak for den gode beskrivelse af hvordan du havde det og for at give mig ord at sætte på den uro der vælter rundt indeni! Det er rart at kunne forklare og sammeligne det med noget andre kan relatere til. 🙏🏻
JA er svaret til spørgsmålet om jeg har følt jeg skulle til eksamen... ikke lige i forbindelse med den nævnte test (som jeg aldrig har oplevet) men i forbindelse med en anden "neurodivergent" diagnose, hvor jeg sådan håbede jeg fik diagnosen, som skulle "hjælpe" mig i mit arbejdsliv - og da dette skulle slutte. Og så i øvrigt i mange andre sammenhænge: I arbejdsrelationer, hvor jeg dagligt har tvivlet på, jeg var "god nok" og privat, hvor jeg ikke har kunnet holde hovedet koldt (eller nerverne?) i mange situationer. TAK for endnu et givende indlæg - som altid, rørende, nærværende og tanke-igang-sættende :-) <3