Er du også elendig til at smalltalke?

Måske du faktisk mestrer det, men bare ikke kan holde det ud, fordi det ikke interesserer dig det mindste at udveksle ligegyldigheder om vejrudsigten.

Jeg er til en bogreception. Lokalet er fyldt med mennesker. Der er tapas og drinks. Jeg har lyst til at dulme med alkohol, men jeg er holdt op med at drikke, så jeg knuger i stedet for en oliven med rød peber i hånden, efter at tandstikken faldt på gulvet.

En fremmed kvinde med røde kinder nærmer sig, og jeg når ikke at slå blikket ned, og hendes tøvende gang vækker noget i mig, så jeg smiler hende velkommen, og vi begynder ord-dansen.

“Sikke det regner i dag, godt de fik sat et telt op!”, siger hun.

“Ja tænk, at det er dansk sommer det her”, prøver jeg, og det tager alle kræfter, jeg har i mig - ikke at rulle med øjnene over min åndssvagt ligegyldige kommentar.

Og sådan fortsætter vi i nogle minutter, og jeg har min ene hånd i lommen og kniber mig selv i låret af ubehag.

Men så magter jeg det ikke et sekund mere:

“Sorry, hvis jeg er lidt akavet, men jeg hader receptioner og at overvejede at låse mig ude på toilettet, til det var overstået, før du fangede mig her i hjørnet.”

Hun stirrer på mig forvirret.

Der går nogle lange sekunder, og jeg holder vejret.

Måske det her bliver en af de mange situationer i puljen af uheldige møder, som jeg ufrivilligt kommer til at genbesøge og genindspille for min indre skam-film.

En af de gange hvor jeg igen brød spillereglerne og gjorde noget dumt.

Men så lægger hun hovedet tilbage og griner lettet, og her begynder den virkelige samtale.

Forkert antagelse

Jeg har altid været elendig til at smalltalke.

Engang, før min adhd viden, troede jeg, at det var fordi, at jeg manglede nogle kompetencer, så jeg lånte en bog om emnet og studerede fænomenet.

Der var ting, man kunne spørge om, hvis man fx ville have en samtale igang og varme op med noget snik snak.

Der stod, at man selv havde ansvaret for, at få en samtale til at køre, og at smalltalk er en meget vigtig evne.

En social lim.

Jeg kører selv ofte direkte til traumer eller besættelser, hvis jeg ikke stopper mig selv. Man skal ikke spørge mig: “Hvordan går det?”, hvis man ikke mener det og ikke er klar på oversharing.

I dag forstår jeg, at det ikke er fordi “jeg er dårlig til at smalltalke”, som jeg altid har sagt.

Nej, det er fordi, jeg ikke kan HOLDE UD at smalltalke om ting, der ikke interesserer mig. (Kan sagtens smalltalke om fx en tv-serie, jeg elsker.)

Men vi med adhd mangler dopamin og kan være meget lyst-styrede.

Det, der ikke vækker vores interesse at tale om, kan føles ualmindeligt hårdt at komme igennem.

Jeg føler mig så falsk, når jeg taler om vejret, folks haver eller en stues indretning er for mig som at lave planken i 10 minutter. I isvand.

Hvad med dig?

Er du god til at smalltalke om ting, der ikke interesserer dig?

Hvis du som jeg er sendiagnosticeret, så har du nok lært at maskere og begå dig og at spille spillet.

Men måske du kender du følelsen af ubehag og trangen til at sige noget upassende, tjekke mentalt ud eller rulle med øjnene?

Gruppeforløb - hvor vi deler historier

Dette blogindlæg er en overspringshandling fra at forsøge at gøre opmærksom på mit gruppeforløb, hvor vi skal skrive og dele vores historier.

Fx om smalltalk.

Jeg håber, at du vil med (skriv gerne sms til 4195 2190 med spørgsmål - ring for Guds skyld ikke :-) ).

Kh Charlotte