Afklaring i form af en ADHD-diagnose sent i livet kan også komme med en enorm skuffelse. Ligesom dig havde jeg også en - nok urealistisk - forventning om total forløsning og selvaccept. Den kom ikke. Tværtimod er jeg desværre mindst lige så hård overfor mig selv nu, som jeg var før. Og måske havde jeg også en urealistisk forventning om, at omverden pludselig ville forstå mig, at jeg ville kunne være mig selv, ægte autentisk, og ikke længere blive fanget i rollen, som den evigt dygtige, pålidelige, overansvarlige og tjekkede ven/datter/søster/kollega - den rolle, som havde gjort mig syg både fysisk og psykisk flere gange, end jeg efterhånden har tal på.
Men livet fortsatte i store træk som før, og de fleste folks forventninger til mig var de samme. For de har jo set "hvad jeg kan" gennem det meste af et liv, og det er næsten umuligt at forklare, at det at kunne, ikke er det samme, som at trives. At jeg kan alt, indtil jeg ingenting kan. Indtil jeg bogstavelig talt kollapser.
Der er et kæmpe oversættelses- og forklaringsarbejde, som kommer efter diagnosen, og det mest smertefulde for mig har været, når jeg har forsøgt at sige "sådan her er det for mig, det her er svært, det her dræner mig", og så er blevet mødt af et tomt blik, af modargumenter, af "er det nu virkelig sådan?"
Det er ligesom at stå i tåge, og fornemme landskabet forude, og så bliver tågen tyk og ugennemsigtig igen, men fordi man har set landskabet, ved man godt hvordan der i virkeligheden ser ud, der hvor man er. Altså jeg tænker nok meget i billeder, og det her giver mening for mig. At have levet et helt liv i tåge og fået det til at fungere med uanede kræfter, men så kommer bevidstheden om adhd ind i livet, og man kan både se og ikke se hvem man selv er, fordi "tågen" er indlært. Og måske er "landskabet" i virkeligheden også noget jeg bilder mig ind?
Jeg famler i hvert fald for tiden. Men så fint at blive spejlet her. Tak for det.
Afklaring i form af en ADHD-diagnose sent i livet kan også komme med en enorm skuffelse. Ligesom dig havde jeg også en - nok urealistisk - forventning om total forløsning og selvaccept. Den kom ikke. Tværtimod er jeg desværre mindst lige så hård overfor mig selv nu, som jeg var før. Og måske havde jeg også en urealistisk forventning om, at omverden pludselig ville forstå mig, at jeg ville kunne være mig selv, ægte autentisk, og ikke længere blive fanget i rollen, som den evigt dygtige, pålidelige, overansvarlige og tjekkede ven/datter/søster/kollega - den rolle, som havde gjort mig syg både fysisk og psykisk flere gange, end jeg efterhånden har tal på.
Men livet fortsatte i store træk som før, og de fleste folks forventninger til mig var de samme. For de har jo set "hvad jeg kan" gennem det meste af et liv, og det er næsten umuligt at forklare, at det at kunne, ikke er det samme, som at trives. At jeg kan alt, indtil jeg ingenting kan. Indtil jeg bogstavelig talt kollapser.
Der er et kæmpe oversættelses- og forklaringsarbejde, som kommer efter diagnosen, og det mest smertefulde for mig har været, når jeg har forsøgt at sige "sådan her er det for mig, det her er svært, det her dræner mig", og så er blevet mødt af et tomt blik, af modargumenter, af "er det nu virkelig sådan?"
<3
Det er ligesom at stå i tåge, og fornemme landskabet forude, og så bliver tågen tyk og ugennemsigtig igen, men fordi man har set landskabet, ved man godt hvordan der i virkeligheden ser ud, der hvor man er. Altså jeg tænker nok meget i billeder, og det her giver mening for mig. At have levet et helt liv i tåge og fået det til at fungere med uanede kræfter, men så kommer bevidstheden om adhd ind i livet, og man kan både se og ikke se hvem man selv er, fordi "tågen" er indlært. Og måske er "landskabet" i virkeligheden også noget jeg bilder mig ind?
Jeg famler i hvert fald for tiden. Men så fint at blive spejlet her. Tak for det.